Fakta om rejsen

Tidsrum: ingen rejse planlagt pt.

Tillæg for enkeltværelse: 2.900 kr.

Fly: afrejse fra både Kastrup og Billund med KLM. Tillæg for fly fra Billund: 500 kr.
 

 

 

Vejl. kr. 29.930



ARGENTINA - STORBY, HVALER OG VANDFALD

Argentina er et storslået og mangfoldigt rejseland. På denne rundrejse har vi udvalgt de mest spektakulære steder.

Vi skal samlet tilbringe mere end en uge i hovedstaden Buenos Aires. Vi skal opleve de fascinerende og meget varierede kvarterer i byen: fra det gamle havnekvarter i La Boca til det mere fashionable Palermo. Vi skal opleve de brede boulevarder, og vi skal ind i de smalle gamle gader, hvor hverdagen udfolder sig. Vi skal opleve tangoshow, men vi skal også opleve, hvordan dansen udfolder sig på gadeplan.

Fra hovedstaden flyver vi mod syd til det øde og storslåede Patagonien. Her skal vi især udforske området omkring Valdés-halvøen, et helt unikt naturområde, hvor vi får mulighed for at opleve hvaler tæt på. Her er også søelefanter, pingviner og et rigt fugleliv.

Vi flyver også mod nord til de fantastiske Iguazú-vandfald. Over et par dage skal vi opleve dette imponerende naturfænomen, både fra den argentinske og fra den brasilianske side.

Rejseledere er bureauindehaver Henrik Kidmose og datteren Signe Köllner, der har boet seks måneder i Buenos Aires som studerende.

 

 

 

 

 

 

Dag 1 
Afrejse fra Billund kl. 18.35 og fra Kastrup kl. 17.20 med KLM. Vi flyver via Amsterdam til Buenos Aires.

 

Dag 2 
Ankomst til Buenos Aires kl. 6.55. Vi bliver afhentet af bussen og kørt til centrum, hvor vi afleverer bagagen på hotellet, der ligger centralt i byen. Herefter går vi en kort rundtur i Buenos Aires og får det første indtryk af byen. Vi besøger bl.a. den kendte Café Tortoni fra 1858, hvor en række af landets førende personligheder har været. Her er der mulighed for at smage den karakteristiske argentinskes kage ”alfajor”. Vi vender tilbage til hotellet og bliver indkvarteret. Der bliver tid til at slappe af, inden vi spiser fælles aftensmad og bliver introduceret til de følgende dages program. 

 

Dag 3
Efter morgenmaden bliver vi afhentet af bus for at få et grundigere indtryk af byen. Først kører vi til det kendte sømandskvarter La Boca med de farvestrålende huse og den lidt rå stemning. Her kommer vi også tæt på det legendariske stadion for fodboldklubben Boca Juniors. Vi kører videre langs vandet til den elegante Plaza San Martín, der har referencer til både landets fødsel og andre centrale historieske begivenheder. Der bliver tid til at spise fælles frokost her. Sidst på eftermiddagen vender vi tilbage til hotellet, hvor der bliver mulighed for at slappe af. Om aftenen er der mulighed for at opleve tangoshow i centrum (pris: 70 $).

 

Dag 4
Vi går fra hotellet til det flotte Palacio Barolo, der er opført i 1923 på initiativ fra en italiensk velhaver, Luis Barolo. Vi får en rundtur i denne spændende bygning, der rent arkitektonisk er inspireret af Dantes Guddommelig Komedie. Fra toppen af bygningen har man et imponerende vue over byen og Rio de la Plata. Vi fortsætter til kongressen og spiser fælles frokost på en god restaurant.  Om eftermiddagen er der mulighed for at gå videre til byens største boghandel, Ateneo, indrettet i et nedlagt teater.  Foruden de mange bøger er her også en dejlig café, hvor man ofte kan høre klassisk musik. Alternativt er der tid til at udforske byen på egen hånd.

 

Dag 5
Vi starter med at gå det korte stykke hen til det lyserøde regeringspalads Casa Rosada. Vi får en rundvisning her og hører om stedets historiske betydning. Herefter går vi videre til det charmerende San Telmo kvarter, hvor de netop om søndagen har det store udendørs marked med mange spændende boder med kunsthåndværk. Ofte er der også optræden i forbindelse med markedet. Vi spiser fælles frokost i San Telmo og går herefter videre til det fashionable havneområde med bl.a. broen Puente de la Mujer, tegnet af den spanske arkitekt Santiago Calatrava. Der bliver tid til at slappe lidt af, inden vi igen går i San Telmo kvarteret for at opleve udendørs tango, kaldet ”milonga”. 

 

Dag 6
Efter morgenmaden kører vi til lufthavnen, hvorfra vi kl. 12.15 flyver mod syd til Patagonien, hvor vi ankommer til Trelew kl. 14.15. Her bliver vi mødt af bussen og vores lokale guide. Vi kører et par timer mod syd, hvor vi skal opleve det fantastiske naturområde Punta Tombo. Her ved kysten lever omkring 500.000 Magellanpingviner. På denne tid af året ligger de på æg og har i visse tilfælde fået unger. Tilmed er fuglelivet også rigt her med skråper, vadefugle og måger. Sidst på dagen kører vi mod nord igen og bliver indkvarteret på hotellet i kystbyen Puerto Madryn, hvor vi også spiser fælles aftensmad.

 

Dag 7
Også denne dag er der store naturoplevelser i vente. Vi kører med bus og lokal guide fra Puerto Madryn og befinder os på under en time på Valdés-halvøen. Langs kysten udfolder der sig et rigt liv. Her tager vi på hvalsafari og sejler vi ud til området, hvor de sydlige rethvaler yngler og på denne tid af året opholder sig med deres unger. I selskab med kompetente guides vil vi efter al sandsynlighed kunne komme helt tæt på de fantastiske skabninger. Dernæst skal vi også opleve søelefanterne, pingvinerne, søløverne og det øvrige spændende liv, som udfolder sig her. På land er der gode muligheder bl.a. at se Guanaco, en art lama, og Mara, der nærmest ligner en krydsning mellem en hare og en hund. Efter en hel dag på halvøen vender vi tilbage til Puerto Madryn, hvor vi spiser fælles aftensmad. 

 

Dag 8
Vi har tid til at gå en tur langs havet og nyde det specielle miljø i Puerto Madryn, inden vi kører til lufthavnen i Trelew, hvorfra vi flyver kl. 14.55 og ankommer til Buenos Aires kl. 16.45. Kl. 19.00 flyver vi videre mod nord til Iguazú med ankomst kl. 20.50. Vi bliver mødt af vores guide og bussen, der kører os til det hotel, vi skal tilbringe de følgende tre nætter på. Fælles aftensmad her.

 

Dag 9 - 10
Vi har afsat to hele dage til at nyde de imponerende vandfald ved Iguazú. Vi skal opleve dette storslåede naturfænomen fra både den argentinske og brasilianske side i selskab med en kompetent guide. Der bliver god tid til både i gruppen og på egen hånd at opleve vandfaldene. Fælles aftensmad begge dage.

 

Dag 11
Der er tid til at nyde omgivelserne først på dagen, inden vi kører til lufthavnen, hvorfra vi flyver kl. 14.25 med ankomst til Buenos Aires kl. 16.20. Vi kører med bus til hotellet, der ligger i det interessante Recoleta kvarter, lidt nord for centrum. Indkvartering og fælles aftensmad.

  

Dag 12
Denne dag vil vi udforske kvarteret omkring hotellet nærmere. Vi går først det korte stykke til den berømte Recoleta-kirkegård. Her vil en lokal guide vise os rundt og fortælle en række historier om denne helt specielle kirkegård. Vi skal naturligvis også se Evita Peróns gravmæle. Vi spiser frokost på restaurant i området, inden vi fortsætter til Nationalmuseet for Kunst, der har en rig samling af både international og argentinsk kunst. Tæt ved museet ligger desuden en dejlig park med bl.a. den berømte moderne skulptur Floralis Genérica. Skulpturen, der er 23 meter høj og konstrueret i stål og aluminium, er udformet som en blomst, der åbner sig om morgenen og lukker sig igen om aftenen.

 

Dag 13
Først del af dagen er afsat til afslapning og evt. indkøb. Efter frokost har vi en bus til rådighed, så vi kan komme lidt mere rundt. Vi kører først til Museet for Latinamerikansk Kunst, kaldet MACBA. Her møder en lokal guide os og introducerer det dejlige museum med den righoldige samling af kunst fra den latinamerikanske verden. Vi fortsætter til kvarteret Palermo, et af de skønneste kvarterer i byen, hvor bl.a. den kendte argentinske forfatter Jorge Luis Borges voksede op. Vi vil nyde parkerne og den hyggelige stemning her, inden vi spiser afskedsmiddag på god lokal restaurant.

 

Dag 14
Efter morgenmaden er der tid til at tage afsked med Buenos Aires. Vi kører til lufthavnen i god tid inden afgangen kl. 16.40. 

 

Dag 15
Vi lander i Amsterdam, hvorfra vi flyver videre og lander i hhv. Billund kl. 13.35 og Kastrup kl. 13.40.

 

 

 

 

 

 

 

Rejsen inkluderer

Fly, både oversøisk og indenrigs, bagage, skatter og afgifter, udsøgte hoteller, halvpension med drikkevarer, alle udflugter og entreer. To danske rejseledere på hele rejsen samt lokal guide på dele af rejsen (Patagonien og Iguazú). 
Drikkepenge er ikke inkluderet. Vi opkræver 300 kr. i drikkepenge til chauffør, lokalguide, hotel og restaurant. 

Bemærk

Deltagelse i rejsen forudsætter, at man er i almindelig god form og ikke har alvorlige helbredsproblemer. 

Rejseforsikring er obligatorisk og kan tegnes gennem Granada Kulturrejser ved tilmeldingen.

Passet skal være gyldig 6 måneder frem fra hjemkomstdatoen.

Vejret

undefined

Henrik Kidmoseundefined

Spansk og portugisisk kultur og historie har min store interesse, og jeg nyder at være i landene og mærke, når min begejstring for stederne og historien smitter. Jeg holder af de små ukendte steder langt ud på landet, hvor man kan finde fascinerende historiske levn fra den rige historie. Men jeg er også meget glad for at bevæge mig rundt i byerne og opleve, hvordan det traditionelle og det moderne blandes på forunderlig vis.

Jeg er uddannet cand. mag. og journalist og er optaget af kultur og formidling. Derfor har jeg arbejdet i mange år som underviser og foredragsholder på højskoler, aftenskoler og hos folkeuniversitetet. Jeg har været lærer og forstander på Ry Højskole i sammenlagt 14 år.

I mit arbejde er jeg meget inspireret at højskolen. Jeg holder af blandingen af faglig formidling og socialt samvær. Højskoleformen præger alle mine rejser, men den står naturligvis tydeligst igennem, når vi tilbyder højskole i Sydeuropa. Det er en stor tilfredsstillelse for mig, at vi kan tilbyde højskole i både Granada, Sevilla og Porto, hvor den danske højskoletradition og den sydeuropæiske kultur kan mødes!

 

undefinedSigne Köllner

I 2016 fik jeg den unikke mulighed for at flytte til Argentinas hovedstad, den pulserende, enorme og fantastiske storby, Buenos Aires. Her boede og studerede jeg i 6 måneder, hvor jeg kom under huden på den argentinske hverdag og fik oplevet mere end bare store bøffer og tangodans. Jeg mødte fantastiske mennesker og havde mulighed for at rejse i mange dele af det kæmpe land, der imponerede mig med sin diversitet; fra de fantastiske vandfald i nord ved Iguazú, til de betagende Andes-bjerge i Mendoza og helt ned til ensomme Patagonien, der med sin helt specielle stemning og unikke natur, blev et af mine yndlingssteder i Argentina. Jeg følte mig langt fra færdig med landet, da jeg forlod det i december 2016, men jeg måtte tilbage til Copenhagen Business School, hvor jeg færdiggører min bachelor i Business, Language and Culture med spansk.