Fakta om rejsen

  • Ledige pladser

Tidsrum:  1. - 12.3. 2019.

Tillæg for enkeltværelse: 2.200 kr.

Fly: afrejse fra Kastrup eller Aalborg med Norwegian. 

Problemer ved tilmeldingen? Ring på 8689 3191 eller send mail til kulturrejser@granada.dk

Vejl. pris kr. 14.730


Bestil rejse



EUROPA MØDER AFRIKA

Denne rejse sætter fokus på kulturudvekslingen over Gibraltarstrædet. Hovedvægten kommer til at ligge på den arabiske periode, der har efterladt imponerende bygningsværker i både Andalusien og Marokko. Der bliver god tid til at indsnuse atmosfæren og opleve stemningen i både Cordoba, Sevilla, Fez og Marrakech.

 

Rejsens første dage er henlagt til det dejlige Andalusien, hvor især den arabiske fortid står i centrum. Cordoba var den vigtigste by, da araberne herskede i Spanien og bl.a. den store moské vidner om denne kulturelle blomstring. I Sevilla oplever vi også flere interessante levn fra denne periode. Domkirketårnet La Giralda fungerede tidligere som minaret og har et tvillingetårn i Marrakech, som vi skal se ved rejsens afslutning.

 

Efter denne indledning går turen videre til Marokko, hvor første stop bliver den blå by Chefchaouen, hvortil dele af den spanske befolkning flygtede efter den kristne generobring i 1492. Vi får herefter god tid til at opleve den gamle kongeby Fez med byportene, den gamle medina og de mange udøvende kunsthåndværkere.

 

Fra Fez går rejsen mod syd og øst gennem smukke landskaber med æble- og mandeltræer. Sidst på dagen ankommer vi til ørkenen og bliver indkvarteret på et ørkenhotel. Næste dag er der mulighed for at ride i ørkenen på kameler og opleve solopgangen, inden rejsen fortsætter mod Marrakech med stop ved flere interessante steder undervejs.

 

De sidste dage tilbringes i fascinerende Marrakech med et myldrende liv og mange smukke bygninger og museer.

 

Velkommen til en rejse med flotte monumenter, interessant historie og stor variation. En rejse fra Europa til Afrika!

 

Tryk på de følgende faneblade og læs mere plus se billeder fra rejsen i galleriet.

Dag 1: Ankomst til Cordoba
Afrejse fra København og Aalborg direkte til Malaga. Vi kører herefter straks til Córdoba, hvor vi indkvarteres på et charmerende, lille hotel**, lige ved Mezquitaen. Efter indkvarteringen laver vi en introducerende tur omkring Mezquitaen, studerer de mange porte og facader og nyder byen i den smukke gule aftenbelysning. Den kulinariske del af rejsen begynder på en dejlig restaurant, der byder på en middag inspireret af det marokkanske køkken.

 

Dag 2: Den store moské og kaliffens residens
Fra morgenstunden besøger vi den 1.000 år gamle Mezquita, den tidligere muslimske moské, hvor nu den kristne katedral er placeret midt i søjleskoven. Vi vil opleve dette fantastiske rum, hvor muslimsk og kristen arkitektur blandes.  Herefter spadserer vi i de smalle gader, hvor jøderne tidligere levede, og kommer forbi den gamle synagoge og passerer souken, hvor der nu er indrettet små værksteder med kunsthåndværk. Herefter forlader vi byen og kører ud til kaliffens lukkede by, Medina Azahara. Her ligger et imponerende museum, der giver en god introduktion til rejsens tema. Der er frokost på egen hånd undervejs til Sevilla. Her indlogeres vi på et hyggeligt, centralt placeret hotel**, og om aftenen er der fælles aftensmad på restaurant i centrum.

 

Dag 3: Sevilla med de kongelige paladser og domkirken
Morgenen byder på et kig i gården ved San Salvador kirken, hvor man stadig kan se rester af den gamle appelsintræshave. Herefter kommer vi til domkirken, hvor vi vil gå en runde for at se resterne af moskeen i den nuværende bygning, bl.a. den smukke Puerta del Perdón med de store bronzedøre.  Herefter er der besøg med guide i de kongelige paladser, Reales Alcaceres, og vi skal primært se den oprindelige almohade-arkitektur samt nyde den smukke have. Middagen indtager vi på restaurant tæt ved, og om eftermiddagen kan man besøge domkirken på egen hånd og siden gå hjem langs floden, hvor man kan følge den gamle arabiske bymur, se Guldtårnet bygget af almohaderne samt evt. se den smukke tyrefægter arena, La Maestranza. Om aftenen bliver der mulighed for at opleve flamenco i jødekvarteret Santa Cruz (entré ikke inkluderet, 20€).

 

Dag 4: Til Marokko med den blå by Chefchaouen
Med bus fra Sevilla til Spaniens sydligste punkt, Tarifa. Herfra krydser vi det smalle stræde til Tanger, og modtages siden af vores marokkanske guide. Vi kører med bus ca. tre timer til den blå by Chefchaouen.Her er der stadig spor efter den spanske befolkning, der flygtede efter den kristne generobring i 1492.  På vej op til vores riad**** spadserer vi gennem medinaen og får det første indtryk af Marokko. Vi ser byens moské og dens seks-kantede minaret, byens plads med de mange kaffebarer og spisesteder og selvfølgelig den lokale souk. Aftensmad på restaurant.

 

Dag 5: Det historiske Fez
Vi kører videre sydpå til Fez, ca. fire timer.  Vi stopper undervejs i landsbyen Moulay Idriss , hvor grundlæggeren af det muslimske Marokko, Idriss I, ligger begravet.  I Fez bliver vi først introduceret til byen via en sightseeing i bussen. Vi kommer forbi de to medinaer, ser byens grønne områder og mondæne hoteller. Herefter besøger vi et keramik værksted og ser, hvordan mosaikkerne til bordene og det traditionelle Fez porcelæn fremstilles. Indkvartering på hotel*** og fælles aftensmad i medinaen, hvor vi også stifter bekendtskab med den lokale musik.

 

Dag 6: Kunsthåndværk i Fez
Fra morgenstunden besøger vi den nye bydel, Medina Fez Zded, med det kongelige palads, de syv porte samt den smukke byport, Bab  Boujeloud, som er blå på den ene side og grøn på den anden. Vi spadserer ligeledes igennem jødekvarteret Mellah'en og kommer så til den gamle medina, Fez el Bali. Her skal vi se på håndværk og udøvende håndværkere. Vi besøger bl.a. tæppevævere, farvere, læderhåndværkere, silkevævere og sølvsmede. Udover disse besøg kommer vi forbi koranskoler og den smukke og store moské, Kairouine moskeen, samt købmandsgårde, hvor karavanerne tidligere overnattede med deres dyr og varer i sikkerhed for røvere. Vi finder frokost undervejs og spiser aftensmad sammen på hotellet.

 

Dag 7: Med kurs mod Sahara
I dag skal vi tilbringe godt 8 timer i bussen (inklusiv pauser undervejs) på vores vej ud i ørkenen ved Merzouga på grænsen til Algeriet. Vi kører gennem smukke landskaber med æbletræer og mandeltræer, ser floder og berberlandsbyer, og vi krydser Mellem Atlas ved Azrou. En fantastisk flot tur med vekslende landskaber venter os. Undervejs gør vi holdt ved et museum med fossiler, krystaller og halvædelstene, hvor også kan købe et udvalg af disse smukke sten. Indkvartering på ørkenhotel****, der ligger lige på randen af den røde sandørken i Merzouga. Aftensmaden serveres i et berbertelt ved ørkenen.

 

Dag 8: Solopgang over ørkenen
Om morgenen kan man komme på en dejlig tur ud i ørkenen på kamelryg og se solen stå op over de smukke røde sandbjerge. Efter et skønt morgenmåltid på hotellet sætter vi kursen mod vest og kører gennem det spændende ørkenlandskab med vulkanske bjerge og sletter, afløst af oaser med dadelpalmer og oliventræer. Dagens køretur slutter i Todra dalen med de flotte klippeformationer. Indlogering på hotel*** i Tineghir samt aftensmad.

 

Dag 9: Filmbyen Ouarzazate og berberlandsbyen Ait Ben Haddou
Vi kører nu videre nordpå ad "De 1000 kasbahers rute". Her har berberfolket boet i mange hundrede år, i de smukke røde byer. Samtidig er det her, man dyrker roser til fremstilling af rosenolie. I Ouarzazate, der i dag mest kendes som filmby, hvor der optages mange film (Gladiator, Jesus af Nazareth), da der stort set aldrig forekommer regn, spiser vi frokost. Vi kører derefter til berberlandsbyen Ait Ben Haddou, hvor vi skal overnatte på en Riad****, et hus bygget i den traditionelle marokkanske stil, med indre patioer, springvand og duftende blomster. Sidst på eftermiddagen går vi til den gamle del af byen, der er fredet af UNESCO og ligger smukt op ad en bakketop. Fælles aftensmad på hotellet. 

 

Dag 10: I hjertet af Marrakech
Vi kører nu til Marrakech, ca. 5 timer (inkl. pauser), og efter indkvarteringen på en riad****, der ligger i den gamle bydel, begiver vi os ud i mylderet i millionbyen: vi skal se Koutoubi-moskeen  og dens smukke tårn, tvillingetårnet til Giralda i Sevilla. Vi skal nyde Saadiernes gravsted, spadsere rundt i jødekvarteret Mellah, og fordybe os i marokkansk håndværk udstillet på Dar Si Said museet. Den tætte forbindelse til det sydlige Afrika ser vi på Dar Tizkiwin museet, hvor karavanevejene fra Guldkysten op til Marrakech følges.  Som afslutning på dagen kaster vi os ud i det overvældende liv på pladsen Jemaa el Fna: slangetæmmere og dansere i vild udfoldelse, juicesælgere, kvinder der maler med hennafarver, liflige dufte af friskstegt kød, jonglører og andet godtfolk. På én af pladsens madboder indtager vi ligeledes vores aftensmad, der består af gode marokkanske retter. 

 

Dag 11: Marrakech med museer og kunsthåndværk
Vores sidste hele dag vil vi tilbringe i den nordlige del af byen: vi begynder med at besøge Ben Youssuf madrassaen, den eneste koranskole i Marrakech, som nu er blevet smukt renoveret. Lige ved siden af ser vi den bedst bevarede bygning fra almoravide perioden, en sal, hvor man kunne rense sig inden besøget i moskeen. Vi skal også lige kigge ind til en herborist og få vist eksempler på fremstilling af naturlige cremer og parfumer. Eftermiddagen er til flere eventyr i souken på egen hånd, og om aftenen slutter vi rejsen af med en god middag. Der er mulighed for at komme i hamam om eftermiddagen og evt. få en massage bagefter (pris ca. 200 kr.). 

 

Dag 12: Afsked med Marokko
Hjemrejse fra Marrakech direkte til København og derfra evt. videre til Aalborg.

REJSEN INKLUDERER

Fly, skatter og afgifter samt bagage, 11 nætter på udsøgte hoteller i dobbeltværelse med halvpension, alle udflugter og entreer, inkl. færgeoverfart Tarifa – Tanger, kørsel i egen bus og dragere på hotellerne samt bidrag til Rejsegarantifonden. Morgenturen på kamel på dag 8 er ligeledes inkluderet. I Marokko har vi en engelsktalende lokal guide med, på hele turen. Drikkepenge er ikke inkluderet. Vi opkræver 350 kr. i drikkepenge til chauffør, lokalguide, hotel og restaurant. Desuden forventes det, at man lægger lidt til dragere og ved køb af drikkevarer.

 

BEMÆRK

Deltagelse i rejsen forudsætter, at man hverken er meget gangbesværet eller har alvorlige helbredsproblemer. Desuden skal man inden rejsen foretage de nødvendige vaccinationer mod difteri, stivkrampe og hepatitis A. Kontakt os gerne for yderligere oplysninger eller se mere på: www.ssi.dk. Rejseforsikring er obligatorisk og kan tegnes gennem Granada Kulturrejser ved tilmeldingen. bemærk også, at passet skal være gyldigt mindst 3 måneder efter udrejse fra Marokko. Ret til mindre ændringer forbeholdes.

 

VEJRET

undefined

Se klip fra modtagelse i ørkenen ved Merzouga af lokal musikgruppe.

 

Pia Köllnerundefined

Jeg har været forelsket i Spanien og den spanske kultur siden jeg i 80erne begyndte at rejse rigtigt meget i Spanien og siden i Mexico. Derfor begyndte jeg at læse spansk og kom endnu tættere på både kultur, historie og ikke mindst spanierne. I dag er Spanien som mit andet fædreland med mange og gode venner og steder som jeg glæder mig til at komme tilbage til. 

Mit rejseprogram bringer mig rundt i hele Spanien, og desuden kommer jeg også til Marokko og snart til Cuba. Jeg er vild med det arabisk influerede Andalusien med de smukke monumenter, blandinger af kristent og muslimsk, den krydrede mad og varmen. Men jeg nyder også at komme til Nordspanien, mere alvorligt og tilbagetrukkent, de smukke romanske kirker og kalkmalerier, den raffinerede mad, de innovative hoteller og restauranter. I Marokko genfinder jeg den arabiske kultur i levende live og kan langt bedre forestille mig, hvordan livet har formet sig i det arabiske Spanien i middelalderen. Og i Cuba blandes det hele: den folkelige kultur, musikken og rommen, den spanske kolonihistorie og ikke mindst, folks utrolige gæstfrihed.

Med en cand.mag. i spansk og musik er jeg bredt funderet i Spanien, det spanske sprog, musikken og kulturen. Efter at have boet i Granada et halvt år med min familie, har jeg fået indblik i den spanske hverdag, skolesystemet og dagliglivet i det hele taget. Og når vi på rundturene kommer til byen, er det altid dér jeg føler at jeg kommer hjem; men efterhånden er jeg hjemme i hele det spansktalende område. Jeg har undervist 5 år på VUC og i gymnasiet, og nyder at formidle min begejstring og fascination, når vi er på rejser.