Fakta om rejsen

  • Ledige pladser

Tidsrum: 31.10. - 10.11. 2018

Tillæg for enkeltværelse: 2.200 kr.

Fly: afrejse fra Kastrup med Norwegian direkte til Agadir. Hjemrejse fra Marrakech direkte til Kastrup.

Tilslutningsfly til Aalborg er muligt. 

vejl. 13.030 kr.


Bestil rejse



RUNDREJSE I MAROKKO, BLANDT BERBERE OG BEDUINER

Denne rejse er planlagt, så der er god tid til at komme tæt på den marokkanske kultur i storbyen Marrakech med den berømte plads Jemaa el Fna, Koutobia moskeen, markedet og medinaen. Men længst tid opholder vi os på landet i området syd for Høje Atlas. Her møder vi sten- og lavaørkenen, den røde sandørken, og her fascineres vi af de smukke landsbyer med de lerklinede huse og fæstninger i Todra dalen. Desuden har vi fokus på egnens kunsthåndværk og de lokale naturprodukter som rosenolie, arganolie samt fossiler og halvædelsten. Og så blomstrer safran krokus netop på dette tidspunkt, et hav af lyslilla blomster.

 

Læg hertil udsøgte hoteller og mad, dans og musik - dette er det autentiske Marokko. 

Vi tager kun 12 deltagere med på denne tur.

 

 

Dag 1: Ankomst til Marokko 

Afrejse fra Kastrup om morgenen med direkte fly til Agadir. Vi køres til Taroudant og bliver indkvarteret på en smuk riad med have og udendørs pool lige ved markedet. Om eftermiddagen går vi en introducerende tur i byen. Aftensmad på restaurant.

Dag 2: Handelsbyen Taroudant
I dag skal vi yderligere udforske byen. Vi besøger medinaen i Taroudant med det lokale marked, souken, ser læderfarverierne og nyder stemningen i de smalle gader. Om eftermiddagen kører vi til nabolandsbyen Tiout og besøger palmeoasen. Aftensmad sammen.

Dag 3: Safran og arganolie, tæppebyen Tazenakht
Vi begynder nu vores rejse tværs gennem landet. Første stop er byen Taliouine hvor man netop på dette tidspunkt høster krokus til det højt værdsatte og kostbare krydderi safran. Vi vil se smukke lyslilla marker, der oplyser landskabet, og vi vil komme forbi daddelpalmer, kirsebærtræer og arganbuske - en fantastisk frodighed midt i den tørre stenørken. Vi kører ligeledes forbi Tazenakht, byen, der er kendt for sine smukke tæppemønstre og vil stoppe her for at besøge et par producenter. Vi krydser nu bjergkæden Anti-Atlas og fortsætter til Nakob med overnatning på et hotel indrettet i en oprindelig fæstning, en kasbah. Her spiser vi aftensmad sammen.

Dag 4: Vulkansk ørken og oaser med palmer
Efter et dejligt morgenmåltid på hotellet sætter vi kursen mod øst og kører gennem det afvekslende ørkenlandskab med vulkanske bjerge og sletter afløst af oaser med dadelpalmer og oliventræer. Via ørkenbyerne Erfoud og Rissani kommer vi til vort ørkenhotel, der ligger lige på randen af den røde sandørken i Merzouga.  Her bor vi et par dage, så der bliver mulighed for at opleve ørkenen både tidlig morgen og sen aften. Aftensmad på hotellet.

Dag 5: Morgen på kamelryg, Merzouga og Gnaoui musik
Om morgenen er der mulighed for at komme på en dejlig tur ud i ørkenen på kamelryg og se solen stå op over de smukke røde sandbjerge. Resten af dagen er helliget nomaderne og deres liv, som det udspiller sig her på kanten af ørkenen. Vi skal besøge en palmeoase og et par berberlandsbyer, hilse på en berberfamilie og høre den spirituelle Gnaoui musik, mens vi hele tiden har ørkenens røde sand som baggrund. Om aftenen skal vi spise aftensmad under stjernerne. 

Dag 6: Forstenet havbund og fossiler, Todra dalen
Vi fortsætter nu gennem et helt spektakulært landskab, en forhistorisk havbund, der nu er blevet til et ørkenområde med mange fossiler og halvædelstene. Vi kommer tæt på fossiler både i naturen og på museum. Sidst på eftermiddagen kommer vi til Todra dalen, hvor der bl.a. dyrkes roser til fremstilling af rosenolie. Endelig er området meget præget af de lerklinede huse, der ligger smukt og stråler i aftensolen. Overnatning på hotel  og aftensmad her.

Dag 7: De 1000 Kasbahers dal og Aït Ben Haddou
Denne morgen skal vi opleve solen stå op over Todra dalen. På visse steder i dalen er der klipper op til 300 meters højde, der står så tæt, at de næsten danner et tag. Herfra går turen videre gennem de "1000 kasbahers dal" med bl.a. byen Skoura, der er kendt for de mange ørkenforter beliggende tæt ved floden. Mest kendt er Kasbah Tinmal, der er afbilledet på én af landets pengesedler.  Vi passerer også Ourzazate, der i dag kendes som en filmby, hvor der optages mange film (Gladiator, Jesus af Nazareth), da der stort set aldrig forekommer regn. Vi kører nu til berberlandsbyen Ait Ben Haddou, hvor vi skal overnatte på et hotel indrettet i et hus bygget i den traditionelle marokkanske stil med indre patioer, springvand og duftende blomster, en såkaldt ”riad” Sidst på eftermiddagen går vi til den gamle del af byen, der er fredet af UNESCO og ligger smukt op ad en bakketop. Fælles aftensmad på hotellet. Der er mulighed for at komme i traditionel badstue, en hammam, og evt. få en massage bagefter (ca. 200 kr.).

 

Dag 8: Tizi'n Tiscka passet, ankomst til Marrakech
Vi forlader nu ørkenen og berberne og bevæger os om på nordsiden af Atlasbjergene til sletten, hvor Marrakech ligger. Vi krydser Høje Atlas i Tizi'n Tichka passet i 2.260 m højde. Vejen, der snor sig mellem de smukke bjerge, er Marokkos højest beliggende. Herfra er der fantastiske udsyn til bjergene og til landsbyerne i dalene. Ved frokosttid ankommer vi til millionbyen og efter frokost på egen hånd, går vi en orienterende spadseretur i den gamle bykerne, medinaen. Indkvartering i en smuk riad. Om aftenen spiser vi lækker marokkansk mad sammen.


Dag 9: Museum Tizkiwin, Saadiernes gravsted og Jemaa el Fna pladsen
Dagen vil vi tilbringe i den sydlige del af byen. Vi skal se Koutoubi-moskeen og dens smukke tårn, tvillingetårnet til La Giralda i Sevilla. Vi skal opleve Saadiernes gravsted, spadsere rundt i jødekvarteret, Mellah, og fordybe os i marokkansk håndværk udstillet på Dar Si Said museet. Den tætte forbindelse til det sydlige Afrika ser vi på Dar Tizkiwin museet, hvor karavanevejene fra Guldkysten og op til Marrakech følges. Som afslutning på dagen kaster vi os ud i det overvældende liv på pladsen Jemaa el Fna: slangetæmmere og dansere i vild udfoldelse, juicesælgere, kvinder der maler med hennafarver, liflige dufte af friskstegt kød, jonglører og andet godtfolk. På én af pladsens madboder indtager vi ligeledes vores aftensmad, der består af gode marokkanske retter. 

Dag 10: Ben Youssuf madrassaen, besøg hos herborist og medinaen
Vores sidste dag i Marrakech vil vi tilbringe i den nordlige del af byen. Vi begynder med at besøge Ben Youssuf madrassaen, den eneste koranskole i Marrakech, som nu er blevet smukt renoveret. Lige ved siden af ser vi den bedst bevarede bygning fra almoravide perioden, en sal, hvor man kunne rense sig inden besøget i moskeen. Vi kigger også lige ind til en herborist og får vist eksempler på fremstilling af naturlige cremer og parfumer. Der bliver tid på egen hånd til at udforske medinaen og markederne, og om aftenen spiser vi middag på en udsøgt restaurant.

Dag 11: Afrejse til Danmark
Om morgenen forlader vi Marrakech med fly direkte til København.

 

 

 

 

 

 

 

 

REJSEN INKLUDERER

Fly, skatter og afgifter samt bagage, 10 nætter på udsøgte hoteller i dobbeltværelse med halvpension, alle udflugter og entreer, kørsel i egen bus og dragere på hotellerne. Morgenturen på kamel på dag 5 er ligeledes inkluderet. I Marokko har vi en engelsktalende lokal guide med, på hele turen. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden. Drikkepenge er ikke inkluderet. Vi opkræver 350 kr. i drikkepenge til chauffør, lokalguide, hotel og restaurant. Desuden forventes det, at man lægger lidt til dragere og ved køb af drikkevarer.

 

BEMÆRK

Deltagelse i rejsen forudsætter, at man hverken er gangbesværet eller har alvorlige helbredsproblemer. Desuden skal man inden rejsen foretage de nødvendige vaccinationer mod difteri, stivkrampe og hepatitis A. Kontakt os gerne for yderligere oplysninger eller se mere på: www.ssi.dk. Rejseforsikring er obligatorisk og kan tegnes gennem Granada Kulturrejser ved tilmeldingen. Ret til mindre ændringer forbeholdes.

 

Pia Köllnerundefined

Jeg har været forelsket i Spanien og den spanske kultur siden jeg i 80erne begyndte at rejse rigtigt meget i Spanien og siden i Mexico. Derfor begyndte jeg at læse spansk og kom endnu tættere på både kultur, historie og ikke mindst spanierne. I dag er Spanien som mit andet fædreland med mange og gode venner og steder som jeg glæder mig til at komme tilbage til. 

Mit rejseprogram bringer mig rundt i hele Spanien, og desuden kommer jeg også til Marokko og snart til Cuba. Jeg er vild med det arabisk influerede Andalusien med de smukke monumenter, blandinger af kristent og muslimsk, den krydrede mad og varmen. Men jeg nyder også at komme til Nordspanien, mere alvorligt og tilbagetrukkent, de smukke romanske kirker og kalkmalerier, den raffinerede mad, de innovative hoteller og restauranter. I Marokko genfinder jeg den arabiske kultur i levende live og kan langt bedre forestille mig, hvordan livet har formet sig i det arabiske Spanien i middelalderen. Og i Cuba blandes det hele: den folkelige kultur, musikken og rommen, den spanske kolonihistorie og ikke mindst, folks utrolige gæstfrihed.

Med en cand.mag. i spansk og musik er jeg bredt funderet i Spanien, det spanske sprog, musikken og kulturen. Efter at have boet i Granada et halvt år med min familie, har jeg fået indblik i den spanske hverdag, skolesystemet og dagliglivet i det hele taget. Og når vi på rundturene kommer til byen, er det altid dér jeg føler at jeg kommer hjem; men efterhånden er jeg hjemme i hele det spansktalende område. Jeg har undervist 5 år på VUC og i gymnasiet, og nyder at formidle min begejstring og fascination, når vi er på rejser.