Fakta om rejsen

  • Ledige pladser

Tidsrum: 20. - 27.10. 2018

Tillæg for enkeltværelse: 2.000 kr.

Fly: fra Kastrup til Lissabon med TAP. Fra Faro til Kastrup med SAS. Begge veje er der tale om direkte fly. Mulighed for tilslutning fra Aalborg (vejl. 1.000 kr.)

 

10.830 kr.


Bestil rejse



LISSABON OG ALGARVE

Rejsen favner både den elegante hovedstad Lissabon og den smukke og fredelige natur ved Algarve. I Lissabon skal vi udforske de ældste kvarterer i byen, men vi skal også opleve den moderne del af byen omkring Park of Nations. Vi skal ud til Belém og se det fantastiske Jerónimus kloster samt få et indtryk af de mondæne badebyer Estoril og Cascais. Fra Portugals hovedstad bevæger vi os mod syd til Europas syd-vestligste punkt. Her ligger den charmerende by Sagres, som skal være vores base et par dage, mens vi udforsker området. Vi skal bo på et skønt hotel med udsigt over havet, vi sejler ud og ser havfugle, og vi får et godt indtryk af de dramatiske klipper. Rejsen afsluttes i den dejlige by Faro, hvor vi har tid til at nyde byen og de smukke hvide huse i centrum.

 

Dag 1: Ankomst til Lissabon.
Med fly fra Kastrup kl. 12.20, direkte til Lissabon med ankomst kl. 15.10. Vi kører med vores egen bus til centrum af byen, hvor vi indkvarteres på hotellet*** og spiser middag på traditionel restaurant tæt ved hotellet.

Dag 2: Den ældste del af Lissabon.
Vi indleder dagen med at tage metroen til det oprindelige Lissabon, hvor vi først bevæger os ind i byens ældste kvarter, Alfama. Her ser vi domkirken og fortsætter op til udsigtspunktet Miradouro de Santa Luzia. Vi nyder stemningen her, hvor der også er mulighed for at fortsætte op det gamle fort Castelo de Säo Jorge. Vi går ad de snoede gader ned til vandet og kommer til den elegante plads Praca do Comércio. Her nyder vi en kop kaffe på byens ældste café, hvor digteren Fernando Pessoa havde sit stambord. Vi fortsætter langs vandet til en god lokal restaurant, hvor vi spiser sammen. For de interesserede er der mulighed for at opleve fado i kvarteret Barrio Alto (pris 20 €). Alternativt er der mulighed for at besøge kunstmuseet Gulbenkian. Sidste del af dagen er afsat til at opleve området på egen hånd, køre med de legendariske sporvogne m.v.

 

Dag 3: Det historiske Lissabon.
I dag skal vi udforske den højtliggende bydel Chiado. Her er mange elegante cafeer, interessante små butikker og flotte huse fra slutningen af 1700-tallet. Vi besøger først museet med Carmo-klosterets gotiske ruiner og det arkæologiske museum. Herfra går vi videre til en plads med smuk udsigt over byen. Her nyder vi en kop kaffe, inden vi spiser frokost sammen på en historisk restaurant med de typiske kakkelvægge (NB drikkevarer her ikke inkl.). Om eftermiddagen ser vi først sammen den smukke kirke São Roque, hvorefter vi bevæger os ned til den elegante dobbeltplads Rossio-Restauradores. Herefter er der tid til at nyde byen på egen hånd, gå i butikker, besøge museet for byens store digter Fernando Pessoa m.v. 

 

Dag 4: Bélem og Estoril.
Vi kører mod vest ud af Lissabon og besøger først Bélem med det imponerende Jerónimus-kloster i 1500-tallets manuelinske stil, som er speciel for Portugal. Vi besøger også det storslåede kunstmuseum Centro Culturel de Belém, inden vi fortsætter mod vest til den mondæne badeby Cascais. Her skal vi spise fisk på en god restaurant og nyde havet, inden vi kører retur til Belém, hvor vi ser det store søfarermonument og Torre de Bélem. Sidst på dagen vender vi retur til Lissabon. 

 

Dag 5: Expo og mod syd til Sagres
Inden vi tager helt afsked med Lissabon, kører vi til Park of Nations, bygget til Expo 1998. Her skal vi bl.a. beundre Alvaro Siza´s Portugal-pavillon og Calatravas spektakulære togstation. Herefter sætter vi kursen mod syd og kører de godt 300 km til Sagres på Algarvekysten. Her bliver vi indkvarteret på et dejligt hotel**** med udsigt over havet. Vi går en kortere tur i området og får et indtryk af den flotte natur med klipperne, havet og de mange fugle. Fælles aftensmad på hotellet.

 

Dag 6: Fugle og Henrik Søfareren
Hvis vejret tillader det, indleder vi dagen med at tage en sejltur og se nærmere på de mange havfugle omkring Sagres:
suler, skråper og mallemukker. Efter frokost på egen hånd går vi en tur i området og kommer bl.a. ud til forbjerget Ponta de Sagres. Her ligger fortet Fortaleza do Promontório med bl.a. en vindrose (43 m i diameter), der menes at stamme fra Henrik Søfarerens tid. For de interesserede bliver der også tid til at bade, enten i havet eller i hotellets pools (både ude og inde). Om aftenen spiser vi fælles middag i hotellets restaurant.

 

Dag 7: Faro
E
fter morgenmaden bliver vi hentet med bussen og kørt til Faro. På et par timer er vi fremme i Faro, hvor vi bliver indkvarteret på et dejligt hotel**** lige ved vandet og centrum. Vi går en tur gennem den charmerende ældste del af Faro og besøger evt. det interessante lokale museum, som bl.a. sætter fokus på Henrik Søfareren. Herefter er der tid på egen hånd, inden vi nyder en god afskedsmiddag på hotellet.

 

Dag 8: Afrejse fra Faro.
Efter morgenmaden kører vi til lufthavnen i Faro, hvorfra vi kl. 9.45 flyver med direkte fly til Kastrup med ankomst kl. 14.25. 

 

 

 

 

REJSEN INKLUDERER

fly, skatter og afgifter, 7 nætter på gode, lokale hoteller i dobbeltværelse med halvpension inkl. drikkevarer, alle udflugter og entreer.

 

VEJRET

undefined

Pia Köllnerundefined

Jeg har været forelsket i Spanien og den spanske kultur siden jeg i 80erne begyndte at rejse rigtigt meget i Spanien og siden i Mexico. Derfor begyndte jeg at læse spansk og kom endnu tættere på både kultur, historie og ikke mindst spanierne. I dag er Spanien som mit andet fædreland med mange og gode venner og steder som jeg glæder mig til at komme tilbage til. 

Mit rejseprogram bringer mig rundt i hele Spanien, og desuden kommer jeg også til Marokko og snart til Cuba. Jeg er vild med det arabisk influerede Andalusien med de smukke monumenter, blandinger af kristent og muslimsk, den krydrede mad og varmen. Men jeg nyder også at komme til Nordspanien, mere alvorligt og tilbagetrukkent, de smukke romanske kirker og kalkmalerier, den raffinerede mad, de innovative hoteller og restauranter. I Marokko genfinder jeg den arabiske kultur i levende live og kan langt bedre forestille mig, hvordan livet har formet sig i det arabiske Spanien i middelalderen. Og i Cuba blandes det hele: den folkelige kultur, musikken og rommen, den spanske kolonihistorie og ikke mindst, folks utrolige gæstfrihed.

Med en cand.mag. i spansk og musik er jeg bredt funderet i Spanien, det spanske sprog, musikken og kulturen. Efter at have boet i Granada et halvt år med min familie, har jeg fået indblik i den spanske hverdag, skolesystemet og dagliglivet i det hele taget. Og når vi på rundturene kommer til byen, er det altid dér jeg føler at jeg kommer hjem; men efterhånden er jeg hjemme i hele det spansktalende område. Jeg har undervist 5 år på VUC og i gymnasiet, og nyder at formidle min begejstring og fascination, når vi er på rejser.