Fakta om rejsen

  • Ledige pladser

Tidsrum: 16. - 25.9. 2018

Tillæg for enkeltværelse: 1.600 kr.

Fly: direkte fly med Norwegian fra både Kastrup og Aalborg. Der er et tillæg på rejsen fra Aalborg på 750 kr. 

vejl. 10.830 kr.


Bestil rejse



ANDALUSIEN CON AMOR

Velkommen til dejlige Andalusien, velkommen til min hjemmebane! Siden 1985 har jeg boet og arbejdet i Sydspanien. Jeg glæder mig til på denne rejse at præsentere de mange fantastiske monumenter og landskaber i Andalusien.

 

Med 10 dage til rådighed får vi bedre tid til at opleve de uomgængelige monumenter i Sevilla, Cordoba og Granada, men vi kommer også langt ud på landet, hvor den almindelige turist sjælden kommer.

 

Rejsens fokus bliver især den arabiske fortid. Vi skal ind i de smalle gyder og vi skal ud på landet. Vi skal fordybe os i byernes særpræg, og vi skal besøge gamle borge og moskeer, der ligger omgivet af det smukke sydspanske landskab med olivenlunde og appelsintræer.

 

Naturligvis inddrager rejsen også andre aspekter af livet i Andalusien: den kristne kultur, flamencoen, hverdagslivet, arkitekturen, kunsten, maden…. 

 

Hotellerne
Vi bor på gode spanske hoteller, der ligger centralt placeret i byerne. Det er derfor muligt at gå til de fleste attraktioner samt nyde aftenstemningen i centrum. Alle værelser har eget bad og toilet. 

 

Mange hilsner

Pia Bruun Nielsen

Dag 1: Ankomst til Malaga
Afrejse fra Kastrup, ankomst til Malaga og indkvartering på hotel, der ligger lige ved gågaden. Fælles aftensmad sammen på en god restaurant.

 

Dag 2: Bjergene omkring Ronda.

Efter morgenmaden besøger vi først Picasso Museet i Malaga, hvorefter vi kører med bus ind i de dramatiske bjergegne omkring Ronda. Første stop bliver byen Ronda, hvor vi foretager en fælles byvandring omkring den imponerende kløft med de flotte broer. Derefter bliver der tid til at se nærmere på den smukke by samt spise frokost på egen hånd. Vi fortsætter ind i bjergene til Zahara de la Sierra, én af områdets flotteste hvide landsbyer, der ligger i 500 meters højde. Her bliver vi indkvarteret på et hyggeligt familieejet hotel og går en tur i byen, inden vi spiser fælles aftensmad i hotellets restaurant med smuk udsigt.

 

Dag 3: Hulemalerier og bjergbyer.

Vi kører fra morgenstunden til landsbyen Benaojan, hvor vi med guide skal opleve de imponerende hulemalerier. Her ligger én af Spaniens oversete attraktioner: en række huler med udsmykninger, der går 30.000 år tilbage. Det er stadig muligt at besøge de originale huler i kraft af, at forholdsvis få besøger stedet. Efter denne oplevelse fortsætter vi vores rundtur i bjergene og kører til den hvide landsby Setenil, hvor de ældre huse ligger som svalereder klinet ind i klipperne. Her bliver der mulighed for at spise frokost på egen hånd, inden vi kører til Sevilla, hvor vi indkvarteres på et charmerende og fredeligt hotel tæt ved centrum. Inden den fælles aftensmad, ser vi solen gå ned over byen fra et spændende nyt element i bybilledet: skulpturen Las Setas, hvorfra man har et flot kik ud over hele Sevilla.

 

Dag 4: Sevilla med det jødiske kvarter, de kongelige paladser og Plaza España.

Dagen indledes med en rolig morgentur gennem det charmerende jødiske kvarter Santa Cruz. Herefter skal vi med en kompetent lokalguide opleve de kongelige paladser, Reales Alcázares. Her er få rester af det mauriske palads, men ellers kan man i dag beundre den smukke blandingsstil mudéjar, der rummer både arabiske og traditionelle spanske stiltræk. Her er imponerede sale, smukke patioer og flotte kakler. Tilmed er der i forbindelse med paladserne, der stadig anvendes af den spanske kongefamilie den dag i, en dejlig park, som der også er tid til at nyde. Herefter fælles middag på dejlig restaurant i centrum.
Om eftermiddagen går vi forbi den gamle tobaksfabrik, der i dag er universitet. Vi kan kigge ind og opleve den smukke arkitektur. Vi kommer helt ud til Plaza España, der blev bygget til den latinamerikanske verdensudstilling i 1929. Her kan vi nyde de smukkeste kakler, der fortæller historien om Spaniens byer. Man kan leje en robåd og sejle en tur i den nyrenoverede voldgrav, eller man kan fortsætte i Maria Louisa parken og nyde planter og træer fra hele Sydamerika.

Dag 5: Domkirken i Sevilla med Columbus’ grav
Formiddagen er afsat til et besøg i verdens største gotiske katedral med Columbus' grav og det mauriske 100 meter høje kirketårn, La Giralda, der er Sevillas vartegn. Inden da spadserer vi rundt i det gamle kvarter, og ser bl.a. Vor Frelser kirke, der engang var moské. Resterne af appelsintræshaven, står der endnu, og den ser vi. Eftermiddagen er afsat til at opleve Sevilla på egen hånd: fra floden på en bådsejlads, i hestevogn eller i sporvogn. Man kan også bare nyde et glas og se folk gå forbi.  Om aftenen kan man opleve god flamenco i centrum af Sevilla (pris: 20 euro) inden den fælles aftensmad.


Dag 6: Cordoba og kaliffens residens
Vi forlader Sevilla og kører mod Cordoba med stop ved det arkæologiske område Medina Azahara. Her boede kaliffen med sit hof, da det mauriske herredømme var på sit højeste. Foruden det arkæologiske område skal vi se museet og en interessant lille film, som giver et godt indtryk af livet ved kaliffens hof for 1.000 år siden. Herefter kører vi til centrum af Cordoba, hvor vi bliver indkvarteret på hotellet, der ligger lige ved den store moské, La Mezquita. Efter frokost på egen hånd går vi på opdagelse i det gamle jødiske kvarter omkring domkirken. Fælles aftensmad på restaurant, der serverer mad inspireret af det marokkanske køkken.


Dag 7: Arabisk, kristen og jødisk kultur i Cordoba
Vi starter dagen med at besøge den 1.000 år gamle moské med appelsinhaven og Tilgivelsens Port. I midten ligger Karl V's katolske kirke. Ja, man tror det ikke, før man har set det! Vi oplever også morgenmessen her, inden vi ser nærmere på det historiske centrum i Cordoba og oplever smukke bygninger, der er præget af hhv. den jødiske, den arabiske og den kristne kultur. Vi spiser middag sammen på restaurant i centrum og går herefter til et dejligt torv, hvorfra der bliver tid til selv at udforske byen. 


Dag 8: Til Granada gennem olivenlunde
Denne dag kører vi gennem verdens største olivenområde mod Granada. Vi stopper ved den nedlagte jernbane, hvor der bliver mulighed for at købe gode olivenprodukter: olier, sæber, cremer m.v. Ved ankomsten til Granada bliver vi indkvarteret på et dejligt hotel med udsigt til Alhambra og Sierra Nevada fra tagterrassen. Fælles middag på en nærliggende restaurant. Om eftermiddagen går vi en fælles tur i det arabiske kvarter Albayzín. Her ser vi levn fra den arabiske periode og har samtidig et flot kik til Alhambra. 


Dag 9: Granada med Alhambra
Det meste af dagen er afsat til besøg med kompetent lokalguide på ét af turens højdepunkter, det mauriske Alhambra ved foden af Sierra Nevada. Her ligger ét af verdens smukkeste paladser med de berømte gårde, Løvegården og Myrtegården. På højen over Granada er der oplevelser for alle sanser: et imponerende fæstningsværk, duftende haver med rislende vand, maurisk ciselérkunst og kalligrafi og midt i det hele Karl V's imposante palads. Øverst oppe frister La Generalife med det imponerende haveanlæg med cypresser, springvand og kilder. Dette sted var kaliffernes sommerpalads, og dannede ligeledes rammen om den sidste mauriske hersker, Boabdils herredømme. Han overgav sig 1492 til Isabella la Católica. Eftermiddag fri. Om aftenen nyder vi afskedsmiddag sammen.


Dag 10: Hjemrejse
Efter en rolig morgenstund kører vi til Malaga lufthavn, hvorfra der er afrejse til Kastrup.


REJSEN INKLUDERER

fly, skatter og afgifter, 9 nætter på gode, lokale hoteller i dobbeltværelse med halvpension og drikkevarer, entreer og guide samt kørsel i egen bus. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden.

 

Pia Bruun Nielsenundefined

Der er noget ved naturen, som jeg gerne vil – og sådan har det vist altid været! Hertil kommer mødet med historien og kulturen - og ikke mindst formidling – så det er vel ikke så underligt, at jeg blev rejseleder allerede tilbage i 1990´erne. Siden da har beskæftiget mig med kommunikation, som radiospeaker og nyhedsskribent – kombineret med masser af ture og rejser i min hjemegn her i Sydspanien, hvor jeg har boet siden 1985. Men jeg bliver stadig imponeret, når jeg går på opdagelse i Andalusiens fascinerende natur, historie og kultur, og jeg ser det som min fornemmeste opgave at formidle det videre! Her er stort set alt: imponerende natur, dramatisk historie, en stærk lokalkultur og traditioner og skikke, som stadig holdes i hævd.