Fakta om rejsen

  • Ledige pladser

Tidsrum: 26.9. - 3.10. 2018

Tillæg for enkeltværelse: 1.500 kr.

Fly: Afrejse fra Kastrup med Norwegian direkte til Malaga, Mulighed for provinstilslutning fra Aalborg (vejl. pris 1.000 kr.).

 

vejl. 9.630 kr.


Bestil rejse



AUTENTISKE ANDALUSIEN - Ronda og Antequera

Denne perlerække af natur- og kulturoplevelser tager dig med til det varme og smukke Andalusien. Vi bliver indkvarteret på hyggelige hoteller i to skønne og charmerende middelalderbyer, Antequera og Ronda.

I Antequera – som er en af Andalusiens smukkeste middelalderbyer – skal vi bo få hundrede meter fra den gamle mauriske fæstning, der rejser sig på bakketoppen bag byen. Antequera er den by i Spanien, der har flest kirker per indbygger, og det kan man ikke undgå at lægge mærke til. Der er mulighed for at besøge en af byens mange kirker, og vi benytter også lejligheden til at banke på døren til ét af byens klostre, hvorfra der sælges kager. Vi besøger de 7.000 år gamle stenhøje, som netop er optaget på Unescos Verdensarvsliste og nyder atmosfæren i de smukke gader. Der bliver også tid til naturoplevelser. Vi tager turen til Málaga-provinsens hotteste og nyrenoverede attraktion: den imponerende gangsti El Caminito del Rey, som er bygget ind i klippen 100 meter over floden. 

Fra Antequera kører vi til en anden andalusisk perle: Ronda. Mange har besøgt Ronda på en kort en-dagstur, men få har haft lejlighed til rigtigt at udforske byen. Det bliver der mulighed for på denne tur. Hotellet er i sig selv en unik oplevelse. Det er indrettet i en smuk, gammel herskabsvilla og ligger fredeligt i en lille gade i den arabiske bydel. Vi spadserer rundt i Rondas charmerende kvarterer, nyder udsigten fra broen ud over dalen og den 160 meter dybe Tajo-kløft, som deler byen i to: den gamle og den nye bydel. Der er mulighed for at besøge tyrefægterarenaen, som er Spaniens ældste og mest berømte, det gamle mauriske palads, de arabiske bade, hvor man kan forkæle sig selv med et besøg i en hamman. Men vi går selvfølgelig også ombord i den lokale gastronomi, skal spise tapas, smage på vin og der er også mulighed for at opleve flamenco. På gågaden er der butikker, restauranter og shoppingmuligheder – kort sagt: Ronda har det hele og et mere fortryllende sted, skal man lede længe efter.


Kort sagt – denne rejse byder på kultur, natur og unikke oplevelser lige midt i hjertet af det skønne Andalusien.

 

 

Dag 1: Ankomst
Afhentning af Pia Bruun i lufthavnen i Málaga. Vi kører med bus til Antequera, hvor vi bliver indkvarteret på det charmerende hotel*** i centrum. Efter et kort informationsmøde går vi en tur i byen og spiser velkomstmiddag på lokal restaurant.

 

Dag 2: Antequera og de forelskedes klippe

Efter morgenmaden går vi på opdagelse i Antequera. Vi spadserer gennem byens gader op til den gamle mauriske fæstning, hvor der er rundvisning. Bagefter fortsætter vi til den imponerende kirke, Santa María la Mayor, som er bygget oven på den tidligere moske. Vi besøger et af byens klostre og det lokale marked, hvor man kan købe frisk grønt og frugt. 

Om eftermiddagen er der mulighed for at besøge de 7.000 år gamle stenhøje Los Dólmenes, der netop er blevet optaget som en del af Unescos verdensarv. Vi ser video, der fortæller, hvorledes vores forfædre var i stand til at sprænge 180 tons tunge klippestykker fra bjerget og transportere dem ned til det hellige sted. Vi hører også den dramatiske beretning om ulykkelig kærlighed mellem en arabisk prinsesse og en katolsk soldat, som har givet navn til klippen La Peña de Los Enamorados – de forelskedes klippe.

 

Dag 3: Caminito del Rey - Kongestien

På den sidste dag i Antequera er der udflugt til Málaga-provinsens hotteste turistattraktion: den berømte og berygtede gangsti Caminito del Rey, kaldet Kongestien, fordi den blev indviet af Spaniens tidligere Kong Alfonso XIII i 1921. Stien ligger 100 meter over floden og går gennem en kløft i et af de smukkeste naturområder, der findes i den sydlige del af landet. Stien blev anlagt for mere end hundrede år siden for at kunne transportere arbejdere til de vandkraftværker, der i begyndelsen af 1900-tallet skulle forsyne Málaga med elektricitet. Efter mange årtiers forfald blev adgangen til stien forbudt i år 2000, men'genåbnet for publikum i 2015 efter en omfattende renovering.

Sværhedsgrad: Let. Varighed cirka to timer.  

Frokost på en charmerende lokal restaurant med smuk udsigt over søerne ved dæmningen.

Efter frokost fortsætter vi til Málaga, hvor der er et par timer på egen hånd med mulighed for shopping og besøg i Picasso-museet.

 

Dag 4: Afgang fra Antequera til Ronda
Vi spiser morgenmad og forlader Antequera for at køre til rejsens næste store kulturperle, byen Ronda. Undervejs gør vi stop i grottebyen Setenil de las Bodegas, der er bygget ind i siderne af klippen. Vi ser 'Solgaden' og 'Skyggegaden', der ligger på hver sin side af kløften og får tid til en kop kaffe på en af de barer, der er bygget ind i klippen. Om eftermiddagen ankommer vi til Ronda og indkvarteres på det charmerende hotel**** i hjertet af byen. Informationsmøde og kort byvandring.

 

Dag 5: Romantiske Ronda

Efter en dejlig morgenmad går vi ombord i lokalområdet. Digtere og forfattere har i århundreder valfartet til Ronda og i rosenrøde vendinger beskrevet den smukke by. Vi går rundt i den gamle bydel og ser Spaniens ældste tyrefægter-arena, som overvejende bruges til afholdelse af den lokale byfest: La Feria de Pedro Romero, opkaldt efter byens berømte tyrefægter. Vi spadserer på den berømte bro over slugten, hvorfra der er en af de mest betagende udsigter, man kan forestille sig. Vi fortsætter rundt i de smalle gader i den gamle arabiske bydel, vandrer langs den gamle bymur ned til de arabiske bade – nogle af de mest velbevarede, der findes i Spanien. Der er mulighed for at besøge kongepaladset, der var hjemsted for den sidste mauriske konge i byen, inden han kapitulerede til de kristne styrker. Som afslutning spadserer vi op gennem slugten. Frokost på egen hånd og tid til indkøb. Om eftermiddagen besøger vi vinmuseet og smager på lokale vine. Fælles middag.

 

Dag 6: Vandring gennem historie og natur
Efter morgenmaden er det tid til vandring. Vi går ned i dalen på den gamle møllesti og nyder den forrygende udsigt fra dalen op til byen, broen og de hængende huse. Vandreturen er cirka fem kilometer lang og er en fantastisk oplevelse. Om eftermiddagen er der mulighed for at besøge byens mange museer eller opleve flamenco. Fælles middag.

Dag 7: De hvide bjergbyer - og den blå!
Vi kører fra Ronda for at opleve den fantastiske natur og snuser til lokallivet i landsbyerne. Hvordan bor man? Hvordan er livet i bjergene? Første stop er ved en ret så speciel landsby, Juzcar - også kendt som Smølfebyen - fordi den har lagt rammer til optagelserne til de berømte Smølfefilm!  Vi spadserer rundt i gaderne og ser de blåmalede landsbyhuse. Men det er ikke fiktion det hele. Her i byen er en af de personer, der for alvor truede det islamiske imperium på den iberiske halvø sandsynligvis født: den legendariske Omar Ibn Hafsun. Herefter kører vi til Benadalid, for at se en af Sydspaniens mest særegne kirkegårde: En katolsk kirkegård i en maurisk fæstning. Spadsertur rundt i landsbyens smalle og krogede gader. Næste stop bliver ved den lille stationsby Jimera del Líbar, hvor vi hilser på det dansk-engelske par Synnøve og Paul, der for mange år siden besluttede at droppe det kolde nord for at slå sig ned Ronda-området. Efter frokostpausen fortsætter vil til turens sidste stop: Kort vandretur langs floden til Cueva del Gato, hvor floden springer ud efter sit fire kilometer lange løb gennem bjerget. Fælles afskedsmiddag.

 

Dag 8: Afrejse
Vi kører fra hotellet til lufthavnen og kommer undervejs forbi kendte kystbyer som Marbella og Fuengirola. 

 

 






REJSEN INKLUDERER

fly, skatter og afgifter, 7 nætter på gode, lokale hoteller i dobbeltværelse med halvpension og drikkevarer, entreer og guide samt kørsel i egen bus. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden.

 

Pia Bruun Nielsenundefined

Der er noget ved naturen, som jeg gerne vil – og sådan har det vist altid været! Hertil kommer mødet med historien og kulturen - og ikke mindst formidling – så det er vel ikke så underligt, at jeg blev rejseleder allerede tilbage i 1990´erne. Siden da har beskæftiget mig med kommunikation, som radiospeaker og nyhedsskribent – kombineret med masser af ture og rejser i min hjemegn her i Sydspanien, hvor jeg har boet siden 1985. Men jeg bliver stadig imponeret, når jeg går på opdagelse i Andalusiens fascinerende natur, historie og kultur, og jeg ser det som min fornemmeste opgave at formidle det videre! Her er stort set alt: imponerende natur, dramatisk historie, en stærk lokalkultur og traditioner og skikke, som stadig holdes i hævd.