Fakta om rejsen

  • Ledige pladser

Tidsrum: 8. - 15.9. 2020  

Tillæg for enkeltværelse: 1.600 kr. 

Fly: Direkte fly med Vueling fra Kastrup til Barcelona t/r.

Afrejse fra Kastrup kl. 11.05 med ankomst kl. 14.05. Retur fra Barcelona kl. 13.25 med ankomst kl. 16.30. 

Prisen inkluderer: Fly, skatter og afgifter, 7 nætter på hotel i dobbeltværelse med halvpension og drikkevarer, entreer og guide samt kørsel i egen bus. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden.

Det kulinariske aspekt er hos os en vigtig del af rejsen. Vi lægger vægt på gode lokale måltider, der afspejler den egn, vi befinder os i.

Rejsen udbydes i samarbejde med Kristeligt Dagblad.

 

10.230 kr.


Bestil rejse



HØJSKOLE VED BARCELONA


Højskoleopholdet har særligt fokus på det moderne Catalonien og den kendte catalanske arkitekt Antoni Gaudí. Vi vil få en større forståelse af især områdets nyere historie og den catalanske modernisme. Desuden vil vi naturligvis se en række bygningsværker af Gaudí og hans samtidige kunstnerkolleger. Vi skal besøge byen Reus, hvor Gaudí er født, og se det interessante Gaudí center. Ikke mindst skal vi på to dagsture til Barcelona, se kendte og mindre kendte værker af Gaudí: Colonia Güell, Casa Milá (også kaldet ”La Pedrera”), Palau Güell og La Sagrada Familia. I Barcelona bliver der også tid til at nyde det gotiske kvarter, besøge kirken Santa Maria del Mar, slentre på Ramblaen m.v.

Vi bor i vinlandet tæt på Vilafranca del Penedès og med under en times kørsel til Barcelona. Vores base hele ugen er et dejligt hotel omgivet af vinmarkerne og med en god restaurant. Her vil vi spise sammen, nyde den lokale vin, synge morgensang og høre foredrag om områdets kultur og historie.

Ugen rummer desuden en bredere introduktion til den særlige catalanske problematik og historie. 

Bureauindehavere Pia Köllner og Henrik Kidmose er værter på højskoleopholdet. 

 

Højskole ved Barcelona, 8. - 15.9. 2020

 

Dag 1
Afrejse fra Kastrup og ankomst til Barcelona. Vi kører med bussen knapt en time mod syd til hotellet, der ligger i vinområdet Subirats. Her bliver vi indkvarteret, hvorefter vi mødes til velkomst, præsentation og en kort gåtur gennem vinmarkerne. Fælles aftensmad på hotellet. 

Dag 2
Dagen indledes med et foredrag, hvor Henrik vil fortælle om udviklingen i Barcelona og Catalonien fra midten af 1800-tallet. Denne periode danner afsæt for den catalanske modernisme, hvor Antoni Gaudí er den førende arkitekt. Henrik vil også berette om Gaudí og hans samtidige kunstnere samt vise eksempler på den arkitektur, som vi i løbet af ugen skal se en række eksempler på. Sidst på formiddagen kører vi med bussen og er på knapt en time i byen Reus. I denne by, hvor den store catalanske arkitekt er født i 1852, skal vi sammen besøge det interessante Gaudí center, der belyser mange aspekter af arkitektens liv og virke. Der bliver også tid til at spise frokost på egen hånd i byen, inden vi sammen ser det tidligere psykiatriske hospital, Institut Pere Mata, der er tegnet i elegant modernistisk stil af arkitekt Luis Domènech i Montaner. Vi kører retur til hotellet og samles til fælles middag. 

Dag 3
Efter morgenmad kører vi med bussen og er på under en time i centrum af Barcelona. Her går vi først en fælles tur i det charmerende gotiske kvarter, den ældste del af byen. Vi besøger også kirken Santa Maria del Mar, kendt fra romanen ”Havets katedral”. Der bliver tid til at spise frokost på egen hånd og opleve Ramblaens folkeliv. I løbet af eftermiddagen mødes vi og ser Palau Güell, et spændende eksempel på Gaudís tidlige arkitektur. Sidst på dagen kører vi retur til hotellet, hvor vi får fælles aftensmad.

Dag 4
Pia indleder dagen med at fortælle om cistercienser klostrene i området, der var en vigtig inspirationskilde for Gaudí. Pia vil både belyse ordenens historie samt dagliglivet i klosteret. Herefter kører vi med bussen ind i landet, hvor vi først besøger den stemningsfyldte middelalderby Montblanc. Ifølge legenden var det her, at Barcelonas skytshelgen Sant Jordi dræbte dragen for at redde prinsessen fra døden. Her går vi en tur i byen, inden vi spiser fælles frokost på en hyggelig familieejet restaurant, hvor alle retter tilberedes over et åbent ildsted. Om eftermiddagen besøger vi det smukke og stilrene kloster Poblet, der er grundlagt i 1150. Klosteret er på UNESCO´s verdensarvsliste. Sidst på dagen kører vi retur til hotellet, hvor der er aftensmad på egen hånd.

Dag 5
Efter morgenmaden mødes vi for at høre Pia og Henrik give en bredere introduktion til catalansk kultur og historie, herunder den aktuelle politiske situation. Sidst på formiddagen kører vi til Vilafranca de Penedès, hvor vi oplever deres traditionelle marked. Her spiser vi også fælles frokost på god traditionel restaurant. Derefter kører vi til Montserrat, Cataloniens hellige bjerg med kirken, den sorte jomfru, klosteret og de dramatiske klipper. Sidst på dagen kører vi retur til hotellet, hvor der er aftensmad på egen hånd. 

Dag 6
Vi kører fra morgenstunden til Barcelona, hvor vi først stopper i udkanten af byen ved Colonia Güell. Her oplever vi et fascinerende eksempel på Gaudís sene arkitektur. Arkitekten færdiggjorde aldrig dette byggeri, hvor især krypten tiltrækker sig opmærksomhed. Bygningen er først og fremmest vigtig som et sted, hvor forstadiet til den berømte kirke La Sagrada Familia kan studeres. Herefter kører vi ind til Barcelona og kvarteret Eixample, der er kendt for den modernistiske byggestil. Vi skal først se La Pedrera, der rummer en række lejligheder og er et godt eksempel på Gaudís meget personlige stil. Der bliver mulighed for at spise frokost på egen hånd i kvarteret og evt. besøge Casa Batlló. Vi samles igen og kører videre til kirken La Sagrada Familia, hvor vi går rundt om bygningen og får en grundig introduktion til dette imponerende hovedværk af Gaudí (vi kan ikke på forhånd garantere, at vi kan få entré til kirken). Sidst på dagen kører vi hjem til hotellet, hvor vi får fælles middag. 

Dag 7
Dagen indledes med en sangtime, hvorefter Henrik fortæller om George Orwells deltagelse i Borgerkrigen, der resulterede i bogen "Hyldest til Catalonien".  Vi kører herefter til den gamle fiskerby Sitges, hvor vi nyder nærheden til havet med mulighed for at få frisk fisk og skaldyr. Frokost på egen hånd. Herefter kører vi til vinhuset Cordorníu, hvor vi får en rundvisning og smager et par af deres vine. Den ældste del af vinhuset er udformet i modernistisk stil af arkitekten Puig i Cadafalch. Sidst på dagen kører vi retur til hotellet, hvor der er fælles afslutningsmiddag.

 

Dag 8 
Efter morgenmaden og tid på egen hånd kører vi med bussen til lufthavnen i Barcelona, hvorfra der er afrejse til Kastrup.

Pia Köllnerundefined

Jeg har været forelsket i Spanien og den spanske kultur siden jeg i 80erne begyndte at rejse rigtigt meget i Spanien og siden i Mexico. Derfor begyndte jeg at læse spansk og kom endnu tættere på både kultur, historie og ikke mindst spanierne. I dag er Spanien som mit andet fædreland med mange og gode venner og steder som jeg glæder mig til at komme tilbage til. 

Med en cand.mag. i spansk og musik er jeg bredt funderet i Spanien, det spanske sprog, musikken og kulturen. Efter at have boet i Granada et halvt år med min familie, har jeg fået indblik i den spanske hverdag, skolesystemet og dagliglivet i det hele taget. Og når vi på rundturene kommer til byen, er det altid dér jeg føler at jeg kommer hjem; men efterhånden er jeg hjemme i hele det spansktalende område. Jeg har undervist 5 år på VUC og i gymnasiet, og nyder at formidle min begejstring og fascination, når vi er på rejser.

 

 

Henrik Kidmose

Spansk og portugisisk kultur og historie har min store interesse, og jeg nyder at være i landene og mærke, når min begejstring for stederne og historien smitter. Jeg holder af de små ukendte steder langt ud på landet, hvor man kan finde fascinerende historiske levn fra den rige historie. Men jeg er også meget glad for at bevæge mig rundt i byerne og opleve, hvordan det traditionelle og det moderne blandes på forunderlig vis.

Jeg er uddannet cand. mag. og journalist og er optaget af kultur og formidling. Derfor har jeg arbejdet i mange år som underviser og foredragsholder på højskoler, aftenskoler og hos folkeuniversitetet. Jeg har været lærer og forstander på Ry Højskole i sammenlagt 14 år.

I mit arbejde er jeg meget inspireret at højskolen. Jeg holder af blandingen af faglig formidling og socialt samvær. Højskoleformen præger alle mine rejser, men den står naturligvis tydeligst igennem, når vi tilbyder højskole i Sydeuropa. Det er en stor tilfredsstillelse for mig, at vi kan tilbyde højskole i Granada, Sevilla, Barcelona og Porto, hvor den danske højskoletradition og den sydeuropæiske kultur kan mødes!