Fakta om rejsen

  • Ledige pladser

Tidsrum: 28.4. - 5.5. 2020.

Tillæg for enkeltværelse: 1.500 kr.

Fly: Direkte fly med Norwegian fra Kastrup/Aalborg til Malaga.

Afrejse fra Kastrup kl. 11.20 med ankomst kl. 15.00. Retur fra Malaga kl. 15.45 med ankomst kl. 19.25. 

Afrejse fra Aalborg kl. 20.15. med ankomst kl. 23.55. retur fra Malaga kl. 16.00 med ankomst kl. 19.35.

Prisen inkluderer: Fly, skatter og afgifter, 1 nat på byhotel i Malaga og 6 nætter på olivengården i dobbeltværelse med halvpension og drikkevarer, entreer og guide samt kørsel i egen bus. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden.

Det kulinariske aspekt er hos os en vigtig del af rejsen. Vi lægger vægt på gode lokale måltider, der afspejler den egn, vi befinder os i.

Bemærk: På denne rejse deler man enten et hus til 4 personer, to og to, eller man bor sammen med andre, der ønsker enkeltværelse i hovedhuset. For alle gælder, at man deler badeværelse med andre. 

Rejsen er ikke velegnet for gangbesværede.

9.630 kr.


Bestil rejse



HØJSKOLE VED GRANADA

Kurset afvikles på en charmerende gammel olivengård i Sierra Nevada bjergene. Gården er omgivet af flere mindre huse og befinder sig i smuk natur med mange vandremuligheder. Der er egen restaurant, og hovedbygningen bruger vi til morgensang, foredrag og fællesspisning. Gården ligger kun otte km fra byen Granada med bl.a. Alhambra.

 

I bedste højskoletradition indledes dagen med morgensang, hvorefter der bliver lejlighed til at høre foredrag om områdets kultur og historie inden dagens udflugt. Om aftenen er der tid til hygge, mindre vandreture og samvær.

Højskole ved Granada, 28.4. - 5.5. 2020

Dag 1: Malaga
Ankomst til Malaga og indkvartering på hotel i centrum af byen. For rejsende fra Kastrup bliver der fælles aftensmad. Gruppen fra Aalborg ankommer sent og bliver kørt direkte til hotellet.
 

Dag 2: Kysten og bjergene
Vi forlader med bus Malaga og kører en flot tur mod øst langs kysten. Vi stopper i kystbyen Salobreña, hvor der bliver tid til at gå en tur i den flotte hvide landsby, inden vi spiser fælles frokost på en dejlig fiskerestaurant helt nede ved havet. Herefter går turen ind i landet, hvor vi kører en skøn tur i bjergene og stopper i kurbyen Lanjaron. Her er der mulighed for at smage på egnens produkter samt gå en tur ud til det gamle fort, som ligger dramatisk på en klippetop. Sidst på eftermiddagen kører vi til olivengården, hvor vi indkvarteres og hygger os under stenegen. 

Dag 3: Granada - tradition og modernitet
Dagen indledes med et foredrag om Spanien i dag med en beskrivelse af familielivet, traditionerne og den politiske situation. Herefter kører vi med bussen til centrum af Granada, hvor vi ser, hvordan det historiske og det moderne blandes i byen. Vi kommer bl.a. forbi det kongelige Kapel med Isabella la Católicas grav og Spaniens første katedral i renæssance-stil. Undervejs får vi også indtryk af den livlige handelsby. Vi spiser fælles frokost på en god restaurant lige ved domkirken. Sidst på eftermiddagen kører vi retur til olivengården, hvor vi spiser sammen og har sangaften. 

Dag 4: Fantastiske Alhambra
Om formiddagen starter vi med en grundig introduktion til Andalusiens historie i middelalderen som optakt til besøget på Alhambra. Der bliver tid til at slappe lidt af og spise frokost på egen hånd, inden vi kører til det mauriske palads ved foden af Sierra Nevada. På højen over Granada er der oplevelser for alle sanser: et imponerende fæstningsværk, duftende haver med rislende vand, maurisk ciselérkunst og kalligrafi og midt i det hele Karl V's imposante palads. Øverst oppe frister sommerpaladset La Generalife med det imponerende haveanlæg med cypresser, springvand og kilder. Hele besøget gennemføres med kyndig dansktalende guide. Sidst på dagen kører vi retur til olivengården, hvor vi spiser fælles aftensmad. 

Dag 5: Dagsudflugt til Cordoba
På denne dag går turen fra morgenstunden til Cordoba. Vi har god tid til at opleve denne smukke by, som i en periode var centrum for det muslimske styre. Middagen indtages på en marokkansk inspireret restaurant. Dernæst besøger vi med en god engelsktalende guide den 1000 år gamle moské, La Mezquita, med appelsinhaven og Tilgivelsens Port. I midten ligger Karl V's katolske kirke. Ja, man tror det ikke, før man har set det! Inden vi igen forlader Cordoba, bliver der også tid til at nyde stemningen i det jødiske kvarter med de mange labyrintiske gader. Køreturen til og fra Cordoba går gennem verdens største olivenområde. Undervejs stopper vi ved en nedlagt jernbanestation, hvor der bliver mulighed for at købe gode olivenprodukter. 

Dag 6: Lorca, det arabiske Granada og flamenco
Digteren og dramatikeren Federico García Lorca (1898 - 1936) er denne dag i centrum. Lorcas forfatterskab, der er nært forbundet til egnen omkring Granada, introduceres først, hvorefter turen går til det frodige lavland, hvor digteren voksede op. Her besøger vi familiens hjem i Valderrubio og får et indtryk af livet på landet i forrige århundrede. Turen fortsætter til det arabiske kvarter i Granada, hvor vi spiser sammen på god lokal restaurant. Herefter går vi en tur i området og ser flere levn fra den arabiske fortid: bymuren, brøndene og de smukke patioer. Tilmed er der denne dag byfest i Granada, hvor man pynter byens kors med blomster. Om aftenen mulighed for at opleve flamenco i centrum af byen (pris 20 euro), inden vi kører retur til olivengården. 

Dag 7: Arabisk inspiration og vores egen paella
Den sidste hele dag på turen indledes med et foredrag, hvor inspirationen fra den arabiske kultur præsenteres, sådan som den har sat sig spor i både musik, kunsthåndværk og litteratur. Herefter er der tid til at slappe af på olivengården, vandre og nyde omgivelserne. I fællesskab tilbereder vi en paella og slutter ugen af med en festlig afskedsmiddag i bedste højskoletradition.  

Dag 8: Malaga og hjemrejse
Efter morgenmaden kører vi til centrum af Malaga, hvor der bliver tid til at nyde byen, evt. besøge Picasso museet og spise frokost på egen hånd, inden vi kører til lufthavnen, hvorfra der er afrejse.

 

Pia Köllnerundefined

Jeg har været forelsket i Spanien og den spanske kultur siden jeg i 80erne begyndte at rejse rigtigt meget i Spanien og siden i Mexico. Derfor begyndte jeg at læse spansk og kom endnu tættere på både kultur, historie og ikke mindst spanierne. I dag er Spanien som mit andet fædreland med mange og gode venner og steder som jeg glæder mig til at komme tilbage til. 

Med en cand.mag. i spansk og musik er jeg bredt funderet i Spanien, det spanske sprog, musikken og kulturen. Efter at have boet i Granada et halvt år med min familie, har jeg fået indblik i den spanske hverdag, skolesystemet og dagliglivet i det hele taget. Og når vi på rundturene kommer til byen, er det altid dér jeg føler at jeg kommer hjem; men efterhånden er jeg hjemme i hele det spansktalende område. Jeg har undervist 5 år på VUC og i gymnasiet, og nyder at formidle min begejstring og fascination, når vi er på rejser.

 

 

Henrik Kidmose

Spansk og portugisisk kultur og historie har min store interesse, og jeg nyder at være i landene og mærke, når min begejstring for stederne og historien smitter. Jeg holder af de små ukendte steder langt ud på landet, hvor man kan finde fascinerende historiske levn fra den rige historie. Men jeg er også meget glad for at bevæge mig rundt i byerne og opleve, hvordan det traditionelle og det moderne blandes på forunderlig vis.

Jeg er uddannet cand. mag. og journalist og er optaget af kultur og formidling. Derfor har jeg arbejdet i mange år som underviser og foredragsholder på højskoler, aftenskoler og hos folkeuniversitetet. Jeg har været lærer og forstander på Ry Højskole i sammenlagt 14 år.

I mit arbejde er jeg meget inspireret at højskolen. Jeg holder af blandingen af faglig formidling og socialt samvær. Højskoleformen præger alle mine rejser, men den står naturligvis tydeligst igennem, når vi tilbyder højskole i Sydeuropa. Det er en stor tilfredsstillelse for mig, at vi kan tilbyde højskole i Granada, Sevilla, Barcelona og Porto, hvor den danske højskoletradition og den sydeuropæiske kultur kan mødes!