Fakta om rejsen

Tidsrum: ingen rejse planlagt pt.

Tillæg for enkeltværelse: 4.200 kr.

Fly: afrejse fra både Kastrup og Billund med KLM. Tillæg for fly fra Billund: 400 kr.

Vejl. kr. 26.530



CUBA CON AMOR

Cuba er et fascinerende rejseland. Her er oplevelser for alle sanser: stemningen i de forfaldne gamle kolonibyer, osen fra de amerikanske flydere, fugten i de tropiske skove med eksotiske fuglelyde, glæden ved at kaste sig i det krystalklare hav, energien fra musikken som høres overalt, venligheden og stoltheden hos cubanerne…. Vi skal opleve det hele!


Rejsen indledes i Havana, hvor vi har god tid til at besøge den ældste del af byen. Vi skal have en rundtur i de flotte gamle amerikansk flydere, vi skal nyde en cocktail på en af byens kendte barer, vi skal på sporet af forfatteren Ernest Hemingway og vi skal også se danske Asger Jorns vægmalerier. Fra Havana går rejsen mod vest til smukke Viñales, der er omgivet af frodig natur. Her bliver der mulighed for at vandre i det grønne bjerglandskab og hilse på en tobaksbonde. Vi skal også opleve en af områdets huler på en sejltur.

Rejsen fortsætter til Cienfuegos og Trinidad, der ligger længere mod vest. De to dejlige byer skal udforskes, vi skal høre musik og beundre kunsthåndværk, og vi skal på udflugt med katamaran på det Caribiske Hav. Endelig skal vi også ind i landet og vandre en mindre tur i den tropiske skov tæt ved Trinidad. På vej retur mod Havana kommer vi også omkring området ved Santa Clara, hvor Che Guevara opnåede en af sine vigtigste sejre. Rejsen afsluttes i Havana, hvor der er tid til at nyde den sidste dag.

Undervejs bor vi på gode lokale hoteller, men der bliver også mulighed for at bo i de såkaldte ”Casas Particulares” private B&B. Ligeledes bliver maden en oplevelse i sig selv. Vi kommer til at spise på nogle af de nye restauranter, hvor kokken tryller med de lokale råvarer, og vi kommer også til at prøve god hjemmelavet mad, når vi bor privat. 

 

Dag 1 
Afrejse fra Kastrup/Billund med KLM kl. 6.00. Der serveres frokost og aftensmad om bord. Ankomst til lufthavnen i Havana kl. 15.25. Her møder vi vores lokale guide, der er med os på hele rejsen. Vi kører med vores egen bus til hotellet**** i centrum. Fælles velkomst og derefter tid til at sove og slappe af.

 

Dag 2 
Denne dag er afsat til at opleve Havana, den største latinamerikanske by i kolonistil, der blev optaget i 1982 på UNESCO´s liste over verdens kulturarv. Vi begynder vores dag dér med en introducerende rundtur i den nyere del af byen. Turen foregår i de skønne amerikanske flydere fra 50´erne, som sætter sit helt særlige præg på Havana. Først kører vi langs den kendte kystvej Malecon, hvor bølgerne slår dramatisk op. Herefter kommer vi forbi revolutions pladsen med portrætter af Che Guevara og Fidel Castro. Vi runder turen af med et stop ved Hotel Nacional med den skønne have og den legendariske Bar de la Fama, hvor mafia-bosserne yndede at hænge ud. Her skal vi også nyde en cocktail, en mojito, inden vi spadserer videre på byens travleste gade Calle Obispo og besøger de fire smukke pladser i det gamle Havana: Plaza de la Catedral, Plaza Vieja, Plaza de Armas og Plaza San Francisco de Asis. Undervejs nyder vi en god frokost på én af de nye, private restauranter i byen. Vi fortsætter til fods gennem byen og runder af med endnu en cocktail, en daiqiri på Hemingways yndlingsbar, La Floridita. Til slut besøger vi det nyrestaurerede Revolutions Museum med bl.a. båden Granma, der fragtede Castro og hans sympatisører fra Mexico til Cuba i 1956. 
Om aftenen fælles middag på hotellet.

 

Dag 3
Vi starter dagen med at køre uden for byen og besøge Finca Vigia, hvor forfatteren Ernest Hemingway boede gennem mere end 20 år. Vi kører videre til et landbrug med mange forskellige dyr, der bl.a. producerer en god ost, som sælges til en restaurant inde i Havana. Her spiser vi frokost og nyder gårdens mange produkter. På vej tilbage til byen gør vi også holdt ved fæstningen El Morro, hvorfra man kan nyde udsigten til byen Havana og havnen. Om aftenen er det muligt at høre lækker salsamusik á la Buena Vista Social Club. 

 

Dag 4
Vi forlader fra morgenstunden Havana og kører ud i det smukke grønne landskab i den vestlige del af landet. Vi har kurs mod byen Viñales, der ligger i en skøn frodig dal med markante limstensbjerge. Her besøger vi først en lokal tobaksbonde, inden vi kører til Cueva del Indio, hvor vi sejler gennem kalkstenshulerne i mindre både. Endelig gør vi holdt ved de berømte Mural de la Prehistoria, hvor landets forhistorie er gengivet i et farverigt vægmaleri. Vores frokost indtages hos Alberto Vitamina, en herlig personlighed med egen restaurant lidt uden for Viñales. Her serveres kun mad tilberedt af de bedste lokale råvarer: svinekød fra grise, som har gået frit i naturen, hjemmedyrkede ris, bønner og grøntsager. Måltidet afsluttes med Albertos egen kaffe og måske en hjemmerullet cigar! Efter denne oplevelse kører vi til hotellet***, der ligger skønt med egen pool i udkanten af Viñales. Samlet køretid denne dag 3 timer (200 km).

 

Dag 5
I dag skal vi nyde naturen omkring Viñales. Vi spadserer en tur gennem markerne, og får også hilst på én af de lokale bønder. Frokosten indtages på en økologisk gård i området. Eftermiddagen er til at opleve Viñales på egen hånd.

 

Dag 6
Vi forlader Viñales og kører mod øst, hvor vi først besøger en traditionel fransk kaffefarm. Vi får forklaret dyrkningen af kaffen, ser kaffeplanterne og kan komme tæt på den tidligere kaffefarm. Herefter kører vi til et økologisk projekt ved byen Las Terrazas. Efter en præsentation af byen, bliver vi inviteret til frokost i en privat restaurant med musikalsk underholdning af det lokale salsa band. Herefter kører vi, hvis vejret tillader det, til en skøn have med orkideer og maleriske vandfald. Derefter bliver vi indkvarteret på hotellet*** ved byen Las Terrazas. Om aftenene spiser vi på en privat restaurant, hvor ejeren desuden er kunstmaler. Når vi har spist, kan vi få en snak omkring kunst! Samlet køretid denne dag 2 timer (120 km).

 

Dag 7
Vi bevæger os videre mod øst til den centrale del af landet. Inden vi kommer til den franskinspirerede by Cíenfuegos, kører vi langs med Svinebugten, stedet hvor Castro mødte de amerikanske tropper i 1961. Vi hører om stedets historiske betydning og ser nogle mindesmærker derfra. Herefter kører vi byen Cienfuegos, som er præget af den franske kolonistil. Vi besøger byens flotte teater Teatro Terry fra 1895, hvor bl.a. Enrico Caruso og Anna Pavlova har optrådt. Desuden besøger vi sammen det overdådige Palacio del Valle udsmykket i maurisk stil. Vi skal nyde en dejlig middag på en privat restaurant, inden vi kører til hotellet***, der ligger på vej til Trinidad. Samlet køretid denne dag 6 timer (385 km).

 

Dag 8
Efter morgenmaden kører vi med bus den flotte tur langs kysten til Trinidad, måske Cubas smukkeste by. Vi går en fælles tur på de charmerende brostensbelagte gader i centrum. Her besøger vi også en lokal kunsthåndværker, og får en kølig cocktail på én af byens berømte barer. Vi bliver i Trinidad indkvarteret i private gæstgiverier, de såkaldte Casas Particulares. Det giver os en unik mulighed for at komme tæt på almindelige cubanere og få en snak om deres dagligliv. Om aftenen spiser vi fælles middag på en dejlig restaurant med udsigt over byen, hvor vi underholdes af et salsa-orkester. Vi slutter dagen af med en cocktail på trapperne ved Casa de la Música, hvor vi kan opleve salsa-musik og se unge samt ikke helt så unge mennesker, der kaster sig ud i dansen. Samlet køretid denne dag 2 timer (90 km).

 

Dag 9
Dagen er afsat til en dagsudflugt til bjergene bag Trinidad. Vi kører op til den flotte nationalpark ved Tope de Collantes, hvor vi vandrer en kortere strækning i den tropiske skov med de flotte vandfald. Der bliver mulighed for at bade her, inden vi spiser en fælles frokost på den landlige Finca Gallega. Sidst på dagen går turen tilbage til centrum af Trinidad.

 

Dag 10
Fra bjergene vender vi nu blikke mod det Caribiske Hav ved Trinidad. Vi kører ud til kysten og stiger om bord på en katamaran, som bringer os ud på havet ved øen Cayo Blanco. Her tryller kaptajnen med havets frugter, og vi får derfor serveret paella med skaldyr. Man kan bade og nyde det turkisfarvede hav. Senere på dagen vender vi retur til Trinidad, og om aftenen er der mulighed for at mødes på en god restaurant i byen med tagterrasse og levende musik.

  

Dag 11
Vi forlader Trinidad og kører gennem Sukkermøllernes Dal, forbi Hacienda Iznaga, der var herskabsbolig for sukkerbaronen Iznaga samt det legendariske tårn, hvorfra slaverne blev overvåget. Rejsen fortsætter ind i landet via Sancti Spiritus til byen Santa Clara, hvor oprørshelten Che Guevara opnåede sin vigtigste sejr, og hvor han ligger begravet. Vi får en kort rundtur i byen og ser bl.a. monumentet for Che Guevara og museet for den cubanske revolution. Efter frokost på egen hånd, mødes vi med og hører om det sociale projekt ”Los Abuelos de la Fiesta”. Via forskellige, sociale projekter som musik, trad. kunsthåndværk og spil, forsøger man at højsne livskvaliteten hos byens ældre. Herefter kører vi til den charmerende by Remedios hvor vi i
ndkvarteres på nogle smukke hoteller*** i centrum. Fælles middag på restaurant i centrum af byen. Samlet køretid denne dag 3 timer (155 km).

 

Dag 12
Vi sætter fra morgenstunden kurs mod Havana, men stopper først på nordkysten ved den mindre by Sagua la Grande. Efter en lille spadseretur i den smukke byen, sætter vi os i båden og sejler ud til øen, Isabela de Sagua. Her kan vi nyde en skaldyrsfrokost med udsigt over havet og den smukke natur. Herefter kører vi til vores hotel**** i centrum af Havana, hvor der er mulighed for at nå de sidste ting i byen, inden vi mødes til afskedsmiddag på en god restaurant. Samlet køretid denne dag 6 timer (400 km).

 

Dag 13
Vi slutter vores rejse af med at besøge Cubas Historiske Arkiv, hvor vi skal se de vægmalerier, som den danske kunstner Asger Jorn malede i 1968. Vi bliver vist rundt af stedets historiker og Jorn ekspert. Over middag kører vi til lufthavnen og flyver sidst på eftermiddagen med KLM til Europa.

 

Dag 14
Ankomst til Kastrup/Billund ved middagstid.

 

 

 

 

 

 

Rejsen inkluderer

Fly, skatter og afgifter, udsøgte hoteller og casas particulares, halvpension med drikkevarer(adskillige dage med helpension, se nærmere i programmet), alle udflugter og entreer. Dansk rejseleder samt cubansk guide(engelsktalende) på hele rejsen. I rejsens pris er inkluderet drikkepenge til hoteller, dragere og restauranter. Dog skal man beregne 20 kr. pr. dag til guide og chauffør.

Bemærk

Deltagelse i rejsen forudsætter, at man er i almindelig god form og ikke har alvorlige helbredsproblemer. Desuden skal man inden rejsen foretage de nødvendige vaccinationer mod difteri, stivkrampe og hepatitis A. Kontakt os gerne for yderligere oplysninger eller se yderligere på: www.ssi.dk.

Rejseforsikring er obligatorisk og kan tegnes gennem Granada Kulturrejser ved tilmeldingen.

Granada Kulturrejser tilbyder at skaffe visa til Cuba. Kopi af pas sendes til  os.
Pris: 250 kr.

Visumblanketten kan ikke refunderes efter udstedelse.
Vi kan lave til alle statsborgere UNDTAGEN dem med cubansk statsborgerskab og UNDTAGEN dem der tidligere har haft cubansk statsborgerskab
Vi skal bruge en kopi af billedopslaget fra passet med personlige data: fulde navn, fødselsdato og -sted samt pasnummer.
Indrejse skal forgå indenfor 6 måneder efter udstedelsesdatoen. Visummet tillader én indrejse og dækker ophold i Cuba 30 dage fra indrejsedatoen. Visummet kan forlænges i Cuba for yderligere 30 dage ved henvendelse til immigrationsmyndighederne i Cuba.
Passet skal være gyldigt 3 måneder fra udstedelsesdato af visum.

Vejret

undefined

Pia Köllnerundefined

Jeg har været forelsket i Spanien og den spanske kultur, siden jeg i 80erne begyndte at rejse i Spanien. Efter en længere rejse til Mexico  begyndte jeg at læse spansk og kom endnu tættere på både kultur, historie og ikke mindst spanierne. I dag er Spanien som mit andet fædreland med mange og gode venner og steder, som jeg glæder mig til at komme tilbage til. 

Mit rejseprogram bringer mig rundt i hele Spanien, og desuden kommer jeg også til Marokko. Jeg er vild med det arabisk influerede Andalusien med de smukke monumenter, blandinger af kristent og muslimsk, den krydrede mad og varmen. Men jeg nyder også at komme til Nordspanien, mere alvorligt og tilbagetrukket, de smukke romanske kirker og kalkmalerier, den raffinerede mad, de innovative hoteller og restauranter. I Marokko genfinder jeg den arabiske kultur i levende live og kan langt bedre forestille mig, hvordan livet har formet sig i det arabiske Spanien i middelalderen. 

Med en cand.mag. i spansk og musik er jeg bredt funderet i Spanien, det spanske sprog, musikken og kulturen. Efter at have boet i Granada et halvt år med min familie, har jeg fået indblik i den spanske hverdag, skolesystemet og dagliglivet i det hele taget.

Jeg har undervist 5 år på VUC og i gymnasiet, og nyder at formidle min begejstring og fascination, når vi er på rejser.