Fakta om rejsen

Tidsrum: 21. - 28.5. 2023.

Tillæg for enkeltværelse: 2.000 kr.

Fly: Yderligere oplysninger følger til efteråret 22.

Prisen inkluderer: Fly, skatter og afgifter, 7 nætter på gode, lokale hoteller i dobbeltværelse med halvpension og drikkevarer, entreer og guide samt kørsel i egen bus. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden, der er forhøjet til 150 kr. grundet COVID-19.

Det kulinariske aspekt er hos os en vigtig del af rejsen. Vi lægger vægt på gode lokale måltider, der afspejler den egn, vi befinder os i.

Kr. 10.950



ALENTEJO - DET UKENDTE PORTUGAL

Kun godt en times kørsel fra hovedstaden Lissabon ligger regionen Alentejo, som en næsten ukendt og fascinerende destination, uberørt af masseturismen. Her er store åbne vidder, her er stilhed og ro, og her er oprindelige hvide landsbyer.

På denne 8-dages tur får vi Alentejos landskaber og kultur under huden. Vi smager de gode lokale vine, den traditionelle olivenolie og egnens klassiske gastronomi. Vi fordyber os i områdets historie, traditioner og kunsthåndværk. På Unescos liste over verdens kulturarv findes den folkelige sangtradition i Alentejo. Den skal vi også opleve. Om aftenen og natten kan man tilmed nyde stjernevrimlen over Alentejo.

 

 

 

Alentejo - det ukendte Portugal, 21. - 28.5. 2023

Dag 1: Ankomst og videre til Évora
Afrejse fra Kastrup/Billund med fly til Lissabon. I lufthavnen møder vi Rikke og kører med bussen med kurs mod vest til den vigtige kulturby Évora. Undervejs stopper vi ved det forhistoriske område Almendres Chromdech. Vi ser de to store stencirkler med samlet 95 sten fra den neolitiske periode (5.000 – 2.000 år f. Kr.). Her vil vi også nyde et glas af den lokale vin og høre nærmere om ugens program. Vi kører det sidste stykke til Évora og bliver indkvarteret på det centralt beliggende hotel, der er vores base de følgende 5 dage. Fælles middag på restaurant i byen.

Dag 2: Olivenolie og byrundtur i Évora
Efter morgenmaden kører vi med bussen til en af Alentejos mange olivengårde. Oliventræerne har været en del af det portugisiske landskab i tusindvis af år. Alentejo er én af de seks beskyttede olivenolie-regioner i Portugal og landets største producent. På gården får vi en rundvisning, smager deres olie samt spiser fælles frokost. Turen går nu tilbage til Évora, hvor vi foretager en byrundtur med fokus på byens historie. Ved hjælp af en række historiske fotos kommer vi tæt på byens fantastiske fortid. Vi vil besøge kirker, kapeller og øvrige monumenter, hvoraf flere normalt ikke er åbne for besøg. Middag på egen hånd i Évora. Rikke kommer med forslag til gode restauranter i byen.

Dag 3: Smuk fæstningsby og tur på søen
Vi kører fra morgenstunden til middelalderbyen Monsaraz. Vi går en fælles tur i denne charmerende befæstede by med de hvide huse og labyrintiske gader. Herefter kører vi videre til Alqueva-søen, der er en af Vesteuropas største opdæmmede søer. Vi får en sejltur med guide på den betagende sø og spiser så frokost på en lokal restaurant her. I løbet af eftermiddagen kører vi retur til Évora, hvor der bliver tid til at nyde byen og spise middag på egen hånd.

Dag 4: Vin og marmor
Med bussen kører vi til vinhuset João Portugal Ramos. Her venter et spændende program med rundvisning, smagning og mulighed for at sammensætte din helt egen vin, som du efterfølgende kan tage med hjem! Programmet inkluderer også en fælles frokost med lokale råvarer. Turen fortsætter nu til Vila Vicosa, der ligger tæt på grænsen til Spanien. I dette område findes store forekomster af marmor, og vi hører om, hvordan materialet forarbejdes og hvilken rolle marmor spiller i forhold til den portugisiske byggestil. Sidst på dagen vender vi retur til Évora.

Dag 5: I hjertet af Alentejo 
Om formiddagen bliver der tid til at nyde Évora på egen hånd og spise frokost i byen. Herefter kører vi mod syd til den mindre by Alvito. På omkring 30 minutter er vi nu langt inde i det helt traditionelle Alentejo. Her findes den 3. mindste kommune i Portugal. Hovedparten af byen har ikke forandret sig væsentligt siden 1400-tallet. Vi hører om den gamle fresco-teknik og får mulighed for at opleve den folkelige sang fra området (kaldet ”Cante Alentejano”). Denne sangtradition er gennem generationer gået i arv blandt landarbejderne. I forbindelse med denne optræden får vi serveret en egnstypisk middag. Om aftenen vender vi tilbage til Évora.

Dag 6: Smuk landsby og lokal gastronomi
Vi forlader nu hotellet i Évora og kører med bussen mod nord til landsbyen Marvão. Byen er Portugals højest beliggende landsby, og her er en fantastisk udsigt ud over landskabet og ind over grænsen til Spanien. Efter en historisk introduktion til byen bliver der tid til at opleve, hvordan de lokale retter tilberedes. En gastronomisk specialist vil også fortælle om, hvilke vine, der egner sig til de enkelte retter. Efter at have nydt den lokale mad og de lokale vine kører vi videre til hotellet i Portalegre. Vi går en fælles byrundtur, inden der bliver tid til at nyde middag i byen på egen hånd.

Dag 7: Naturoplevelser og en lille drink
Vi kører med bus til det naturskønne Avis. Første stop bliver ved det historiske bycenter, hvor vi ser floden Ribeira da Seda. Her bliver vi mødt af en lokale guide, som vil vise os rundt på en kort vandretur i den skønne og fredelige natur og fortælle lidt om Alentejos fauna og flora. Derefter sejler vi ud på Ribeira de Seda med Eco Boat en båd der er 100% elektrisk og drevet af solenergi. Ombord nyder vi en lille drink og ser solen gå ned. Vi kører retur til Portalegre, hvor vi sammen spiser afslutningsmiddag.

Dag 8: Lissabon og hjemrejse
Efter morgenmaden kører vi gennem Alentejo til Lissabon. Ved ankomsten til Lissabon vil Maria tilbyde en introducerende byrundtur, inden der bliver tid til at tilbringe et par timer på egen hånd i hovedstaden. Herefter kører bussen til lufthavnen, hvorfra flyet afgår til Kastrup/Billund.

 

 

Rikke Johannesen
undefined

I 1995 flyttede jeg til Portugal. Jeg er gift med Carlos som er portugiser, og vi har to store børn. Carlos har en meget stor familie, og de tog rigtig godt imod mig. Jeg har fra første dag følt mig meget hjemme her. 

I Lissabon tog jeg turist uddannelsen og blev færdig som guide i 2000. Siden har jeg arbejdet som statsautoriseret guide, både for rejsebureauer, firmaer, skoleklasser, familier og individuelle gæster.

Portugal er et skønt land at bo og rejse i. Portugiserne er utrolig søde og meget gæstfrie. Her er meget kultur, historie, god gastronomi og fantastisk natur.
Det jeg gerne vil vise og fortælle til mine gæster, er det autentiske Portugal. Alt det man ikke kan læse sig til i en guide bog, eller se på internettet. Jeg elsker at fortælle om familielivet, om portugiserne, hvad laver de når de har fri, hvordan er en søndagsfrokost. Kort sagt lidt om det hele.

 

 

Se en kort film fra Alentejo her