Fakta om rejsen

  • Ledige pladser

Tidsrum: 21. - 25.6. 2021

Tillæg for enkeltværelse: Intet tillæg, men bad og toilet deles med to andre deltagere. Dobbeltværelserne har eget bad og toilet.

Prisen inkluderer: 4 nætter på Gl. Brydegaard inklusiv fuldpension (ex. drikkevarer), kørsel i egen bus, alle entreer og udflugter. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden, der er forhøjet til 150 kr. grundet COVID-19.

Parkering ved hotellet: Det er muligt at parkere bilen hele perioden på hotellets p-plads uden beregning.

Transport fra togstation: Kontakt os og aftal nærmere. 

Intro-pris: Den angivne pris er gældende frem til 1.1. 2021, hvorefter vi hæver prisen med 500 kr.

Billeder fra Destination Fyn. 

7.500 kr.


Bestil rejse



SOMMERDAGE VED HELNÆS

Velkommen til Fyn, velkommen til en rejse, hvor vi med glæde vil vise vores nye hjemegn frem, den syd-vestlige del af Fyn. Vi har nu boet i området i to år og nyder de mange oplevelser, som netop denne egn giver: smuk natur med skov og strand, gode lokale produkter og producenter, sjove historier og fortællere. På fem dage vil vi dele det hele med jer i tiden omkring midsommer. 

Vi har base på Gl. Brydegaard, som er et skønt hotel og spisested lige ved porten til Helnæs og tæt på stranden. Her skal vi være sammen, spise, synge og høre om egnen, inden vi kører ud og oplever dette særlige hjørne af Danmark.

Vi glæder os til at se Jer på Fyn!

Pia & Henrik

Sommerdage ved Helnæs, 21. - 25.6. 2021

 

Dag 1: Ankomst og kaffe. Vi byder velkommen til Gl. Brydegaard og hører om stedets historie. Herefter går vi en kort tur i området, inden vi spiser fælles middag. Om aftenen har vi præsentation og sangaften.

Dag 2: Dagen indledes med, at Pia og Henrik fortæller om egnen med malerne, musikken, maden, herregårdene m.v. Herefter kører vi med bus den korte tur til Helnæs, hvor vi mødes med en lokal naturvejleder og går en mindre tur i området. Vi  kører videre til fiskerlejet Thorøhuse, hvor vi hører om stedets historie og går en kort tur på Thorø. Picnic med udsigt over Lillebælts blå vand hjemme i haven hos Pia og Henrik.  Om eftermiddagen besøger vi De Japanske Haver og hører grundlægger og anlægsgartner Peter Dalsgaard fortælle om dette fascinerende sted. Kaffe og kage er også inkluderet i besøget. Middag på Gl. Brydegaard. Om aftenen foredrag om Carl Nielsen med musik og fællessang.

Dag 3. Vi kører fra morgenstunden til Faaborg, hvor vi besøger byens smukke kunstmuseum. Her vil vores guide fortælle om de fynske malere og vise os rundt. Der bliver tid til at nyde museet på egen hånd, inden vi går ned til havnen og sejler den korte tur (15 minutter) til Bjørnø. Her får vi picnic og nyder udsigten til det sydfynske øhav. Vi sejler retur til Faaborg og kører med bussen til Konnerup Chokoladefabrik, hvor vi får præsenteret stedet og smager deres chokolade. Vi kører hjem til middag og fælles Sankt Hans bål ved stranden.

Dag 4. I dag kører vi med bussen mod øst til den lille by Refsvindinge, hvor vi besøger det lokale bryggeri, hører om stedets historie tilbage fra 1885 og smager på et par af deres gode øl. Vi fortsætter til den lille havneby Lundeborg, hvor vi holder picnic tæt ved vandet. Om eftermiddagen er der besøg på det lokale Sinai Mejeri, der også har eksisteret siden slutningen af 1800-tallet. Her smager vi bl.a. deres egen rygeost, inden vi kører tilbage til Gl. Brydegaard til afslutningsmiddag.

Dag 5. Morgenmad og afrejse.

 

Pia Köllnerundefined

Jeg nyder at rejse med gæster. At videregive min fascination af et område til andre. At dele min viden og via samtaler og samvær selv at blive klogere.

Jeg er cand.mag. i spansk og musik. Musik følger mig altid. Jeg synger gerne  - og gerne i flok. Jeg nyder, når vi på vore rejser kan lægge sang og musik ind i programmet. Desuden mener jeg, at folkelige traditioner fra mad og sprog til kunst og kultur er med til at give et dybere indblik i et land og dets befolkning. Disse emner nyder jeg at diskutere, når vi er undervejs.

Jeg har undervist 5 år på VUC og i gymnasiet. 

 

Henrik Kidmose

Kultur og historie har min store interesse. Jeg nyder at være på rejse og mærke, når min begejstring for stederne og historien smitter. Jeg holder af de små ukendte steder langt ud på landet, hvor man kan finde fascinerende historiske levn fra den rige historie. Men jeg er også meget glad for at bevæge mig rundt i byerne og opleve, hvordan det traditionelle og det moderne blandes på forunderlig vis.

Jeg er uddannet cand. mag. og journalist og er optaget af kultur og formidling. Derfor har jeg arbejdet i mange år som underviser og foredragsholder på højskoler, aftenskoler og hos folkeuniversitetet. Jeg har været lærer og forstander på Ry Højskole i sammenlagt 14 år.

I mit arbejde er jeg meget inspireret at højskolen. Jeg holder af blandingen af faglig formidling og socialt samvær. Højskoleformen præger alle mine rejser.