Fakta om rejsen

  • Ledige pladser

Tidsrum: 1. - 10.4. 2024

Tillæg for enkeltværelse: 2.000 kr.

Fly: Norwegian fra Kastrup direkte til Malaga t/r.

Afrejse kl. 10.40 med ankomst kl. 14.20.
Hjemrejse kl. 16.00 med ankomst kl. 19.35.

For afrejse fra Aalborg: Kontakt os og hør nærmere. 

Prisen inkluderer: Fly, skatter og afgifter, 9 nætter på gode, centralt beliggende hoteller i dobbeltværelse med halvpension og drikkevarer, entreer og guide samt kørsel i egen bus. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden.

Det kulinariske aspekt er hos os en vigtig del af rejsen. Vi lægger vægt på gode lokale måltider, der afspejler den egn, vi befinder os i. 

Bemærk, at rejsen ikke er egnet for gangbesværede (flere dage går vi samlet 5-6 km).

14.650 kr.


Bestil rejse



ANDALUSIEN CON AMOR

Velkommen til skønne, varme Andalusien, som har været min fortryllende hjemmebane siden 1985. 

I løbet af ti dage rejser vi gennem fantastiske landskaber, besøger historiske seværdigheder og monumenter, som vidner om den storhed og ekstravagante kultur, der dominerede den sydlige halvdel af Spanien for mere end 1.000 år siden. Intet andet sted i Vesteuropa finder vi så eminente elementer fra den islamiske periode som her. 

Men ikke nok med det. Vi skal også snuse til dagliglivet i landsbyerne, i bjergene og besøge steder, den almindelige turist sjældent kommer. Vi skal bo på et dejligt landhotel med en forrygende udsigt over dalen og bjergene. Her finder vi fred og ro og mærker, hvordan indbyggerne lever et liv, der ligger milevidt fra det travle liv i storbyerne. 

Naturligvis inddrager rejsen også andre aspekter af livet i Andalusien: den kristne og islamiske kulturarv, flamencoen, gastronomien, arkitekturen - ja, hele den betagende atmosfære og energi, der gennemsyrer denne del af Spanien.


 

Hotellerne
Vi bor på gode spanske hoteller, der ligger centralt placeret i de byer, vi besøger. Det er derfor muligt at spadsere til de fleste attraktioner samt nyde aftenstemningen i centrum. Alle værelser har eget bad og toilet.

 

Mange hilsner 

Pia Bruun Nielsen

Andalusien con Amor, 1. - 10.4. 2024

Dag 1: Ankomst og indkvartering i én af de hvide landsbyer 
Med fly fra Kastrup til Malaga. Ved ankomsten bliver vi modtaget af vores rejseleder Pia Bruun i lufthavnen. Vi kører direkte op i bjergene bag Malaga. I naturparken Grazalema ligger den lille bjerglandsby Zahara de la Sierra. Vi indkvarteres på et roligt og charmerende familiehotel, hvor ejerne og stedet vil gøre opholdet minderigt. Kort spadseretur til landsbyen, hvorfra der er en imponerende udsigt over søen og bjergene. Siden skal vi nyde fælles middag på hotellet, lavet af husets frue.

 

Dag 2: Ronda med den dybe kløft og de hængende haver 
Fra Zahara begiver vi os ud på en lille udflugt til de nærliggende hvide byer: Ronda og Setenil. Den smukke by Ronda, der er bygget op omkring den dybe kløft, deler byen i to: Den nyere kristne del og den gamle muslimske del. Vi nyder udsigten fra broen over kløften og kan bl.a. se de hængende haver, som er betegnelsen på de huse, der er bygget ud til skrænten. Vi spadserer rundt i de charmerende gader med forskellige museer og gamle paladser. Frokost kan man finde i byen blandt de mange spændende restauranter.
Om eftermiddagen kører vi til den spektakulære landsby Setenil de las Bodegas, hvor husene som svalereder er bygget ind under klippens fremspring. Vi spadserer en kort tur i byens smalle gader, og der bliver tid til en kaffepause.
Herefter kører vi tilbage til Zahara, hvor vi endnu en gang skal trakteres af husets frue.  

 

Dag 3: Til Sevilla med stop ved Plaza España
Afgang fra Zahara til den andalusiske hovedstad Sevilla. Inden vi bliver sat af ved hotellet, stopper vi ved byens berømte Plaza de España. Stedet var hovedsæde for afholdelse af den iberisk-amerikanske Verdensudstilling i 1929, og er i dag én af de fremmeste eksponenter for Sevillas regional-arkitektur. Efter indkvartering på et charmerende hotel i centrum er der frokost på egen hånd. Herefter skal vi udforske lokalkvarteret. Undervejs vil der være mulighed for at nyde udsigten over hovedstadens tage og kirkespir fra Las Setas, en gigantisk trækonstruktion. Om aftenen spiser vi fælles middag  på en typisk Sevilla-restaurant, men inden da bliver der lejlighed til at opleve flamenco (pris 22 euro).

Dag 4: Sevilla med kongepalads, Santa Cruz og domkirken
Formiddagen er afsat til besøg i Sevillas smukke tidligere jødiske kvarter, Santa Cruz, og kongepaladserne, Real Alcázares. Her ses endnu få rester af det mauriske palads fra 1200-tallet, og det kristne kongepalads fra 1300-tallet opført i den imponerende blandingsstil "mudéjar", der rummer både arabiske og traditionelle spanske stiltræk. Paladset er det ældste i Europa, som har været i kontinuerligt brug siden da. Her er imponerede sale, smukke patioer og flotte kakler samt en dejlig park, som der også bliver tid til at nyde. Bagefter spiser vi frokost på en charmerende restaurant i bycentrum. Om eftermiddagen nyder vi Sevillas domkirke, som er verdens største gotiske katedral, opført på det sted, hvor der tidligere fandtes en moské. Vi begynder ved det smukke klokketårn, Sevillas vartegn, som oprindeligt tjente som minaret, bygget i det 12. århundrede. I katedralen ser vi Columbus´ imponerende gravmæle og den gigantiske guldbelagte altertavle - den største, der findes i den kristne verden. Aftensmad er på egen hånd.

 

 Dag 5: Medina Azahara, Moské-katedral og Cordobas patioer
Vi forlader Sevilla og kører mod Cordoba med stop ved det arkæologiske område Medina Azahara. Her boede kaliffen med sit hof, da det mauriske herredømme var mest udbredt. Foruden det arkæologiske område skal vi se museet og en interessant lille film, som giver et godt indtryk af livet ved kaliffens hof for 1.000 år siden. 
Vi fortsætter til centrum af Córdoba og bliver indkvarteret på et charmerende hotel i et gammelt palads, hvor vi skal bo de næste to dage. Frokost på egen hånd, inden vi mødes for at besøge den helt unikke moské-katedral. Intet andet sted i verden finder man noget lignende: En kombination af en gammel moské og en katolsk katedral i samme bygning. Moskeen er i dag en stor turistattraktion, mens katedralen fortsat er anvendt af byens katolikker. På turen i det jødiske kvarter kigger vi ind til de blomstrende patioer, som byen er så berømt for. Fælles middag på en af byens rigtig gode restauranter, hvor der serveres en herlig menu inspireret af det marokkanske køkken.

 

Dag 6: Cordobas paladser og det arabiske kvarter
Formiddagen er afsat til et fælles besøg i byens smukkeste renæssancepalads, La Viana, der rummer en fantastisk samling af kunst og antikviteter. (egen betaling) Bygningen er omgivet af 12 haver og ligger i et hyggeligt kvarter med smalle gader og smukke facader. Undervejs ser vi rester af Córdobas romerske fortid. Fælles frokost på en lokal restaurant, hvor vi går ombord i den berømte sydspanske tapas-kultur. Eftermiddag og aften er på egen hånd, med mulighed for at besøge de kongelige stalde, et jødisk paladshus eller bare slentre rundt og nyde livet i gaderne.  

 

Dag 7: Gennem olivenlunde til Granada
Rejsen går nu videre til Granada. Vi følger Kalifat-ruten mellem de to byer. Undervejs er der udsigt til oliventræer så langt øjet rækker. Dette område er ét af verdens største olivendistrikter, og vi passerer mange olivenmøller. Vi har formiddagspause ved en af de nedlagte togstationer langs den gamle olivenrute. Her er der mulighed for at købe god olivenolie samt mange produkter fremstillet af olien. Senere gør vi et kort fotostop ved byen Alcalá la Real med den dramatiske borg, La Mota. I Granada bliver vi indkvarteret på det dejlige by-hotel lige ved Plaza Bib Rambla, hvor fra man kigger lige over på domkirken og op til Sierra Nevada bjergene. Efter frokost går vi en tur i byen. Vi skal se domkirken, og der er mulighed for at besøge det kongelige gravkapel. Her hviler resterne af Spaniens berømte katolske kongepar, Dronning Isabella og Kong Ferdinand, der er gået over i historien som dem, der samlede Spanien. Der er fælles aftensmad på en dejlig restaurant på torvet.

  

Dag 8: Hulerne ved Sacromonte og fantastiske Alhambra
Vi begynder dagen med at gå en tur i det legendariske sigøjnerkvarter Sacromonte. En del af kvarterets indbyggere bor fortsat i grotte-huse, og vi ser, hvordan de har indrettet sig. Vi spadserer til det smukke arabiske kvarter Albaicin, hvorfra vi skal nyde en af de smukkeste udsigter til Alhambra. Vi spiser fælles frokost på en nærliggende restaurant, hvorefter der er lidt tid på egen hånd, inden besøget på Alhambra – ét af verdens smukkeste bygningsværker. Vi bliver vist rundt af en kompetent dansktalende guide, som fortæller om Granadas storhedstid med Nasride-dynastiets smukke paladser og de duftende haver. Aftensmad på egen hånd – Pia vil være behjælpelig med at finde gode spisesteder.

 

Dag 9: Malaga med fæstning, katedral og Picasso
Vi forlader nu Granada og sætter kurs mod Malaga. Efter indkvartering på et meget centralt placeret by-hotel går vi på opdagelse i byen: der er mulighed for at besøge Malagas gamle fæstning, det romerske teater, katedralen, Picasso museet med guide, og det nye innovative område, kaldet Soho. Om aftenen er der en fælles afskedsmiddag på en hyggelig restaurant.

 

Dag 10: Afsked med Andalusien og hjemrejse
Hele formiddagen er til egen disposition i Malaga, med mulighed for at ose i de mange butikker, gå på museum eller nyde det nye havneområde. Over middag kører vi med bussen til lufthavnen, hvorfra vi flyver til Kastrup.

 

 

Vi er lige kommet hjem efter en dejlig tur til Andalusien. Det er var nogle spændende steder vi besøgte, og vi havde en fantastisk god guide! 

Pia Bruun ved utroligt meget, har et behageligt væsen, var meget hjælpsom og var altid meget lydhør for ønsker, ændringer eller andet der forekom. Tusind tak for hende!

- Bodil og Johannes Jakobsen, Arden

Pia Bruun Nielsenundefined

Efter mere end 35 år i Spanien glæder jeg mig til at vise jer ukendte sider af dette fascinerende land. Vi går bag facaden på de fortryllende andalusiske hovedstæder og får et indblik i den periode, da en stor del af den iberiske halvø var underlagt islam. Derfra stammer kongepaladset i Sevilla, den store Moské i Córdoba og Nasride-dynastiets prægtige Alhambra i Granada. På Mallorca går vi tæt på lokallivet i de små fiskerbyer hvor traditionerne endnu trodser turismen. Vi finder ro mellem de tykke mure på det historiske kloster i Lluc, som står i kontrast til Palmas pulserende storbymiljø. Uanset hvilken rejse du vælger dykker vi ned i kulturen og lokalhistorien, alt sammen tilsat gastronomiske fristelser og gode vine undervejs.