Fakta om rejsen
- Udsolgt
Tidsrum: 12. - 19.3. 2023.
Tillæg for enkeltværelse: 1.500 kr.
Fly: Direkte fly med SAS fra Kastrup til Palma de Mallorca t/r.
Afrejse fra Kastrup kl. 8.10. med ankomst til Palma de Mallorca kl. 11.10.
Hjemrejse fra Palma de Mallorca kl. 12.00 med ankomst til Kastrup kl. 15.05.
Aalborg: Kontakt os og få et tilbud på fly fra Aalborg
Prisen inkluderer: Fly, skatter og afgifter, 7 nætter på gode, lokale hoteller i dobbeltværelse med halvpension og drikkevarer, entreer og guide samt kørsel i egen bus. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden.
Det kulinariske aspekt er hos os en vigtig del af rejsen. Vi lægger vægt på gode lokale måltider, der afspejler den egn, vi befinder os i.
10.550 kr.
FORÅR PÅ MALLORCA - for alle sanser
Nyd foråret på den skønne, grønne ø Mallorca. På denne tur får du en perlerække af oplevelser lige fra små fiskerbyer ved øens azurblå Middelhavskyster til vandring og ophøjet ro i Tramuntana-bjergene. Vi skal naturligvis også nyde Palma de Mallorcas fascinerende storby atmosfære.
Undervejs besøger vi en danskejet vingård, en traditionel olivenmølle og hører om appelsinens hemmeligheder. Kort sagt: En godbid af Mallorcas natur og kulturliv tilsat dejlige lokale smagsoplevelser.
Forår på Mallorca, 12. - 19.3. 2023
Dag 1
Afrejse fra Kastrup med direkte fly til Palma de Mallorca. Transfer til hotellet i Portocolom, en mindre fiskerby på østsiden af øen. På vores vej kommer vi gennem den centrale del af øen med de frodige marker og kører op til klostret Santuari de Cura, der ligger på toppen af bjerget Puig de Randa. Vi spiser frokost og nyder en formidabel udsigt over øen, inden vi kører videre til hotellet, hvor vi skal bo de første tre nætter. Om eftermiddagen går vi en tur langs havnen og får et indtryk af byen, inden vi spiser middag sammen.
Dag 2
Vi kører fra morgenstunden til Santanyi, en af øens typiske mindre byer, hvor de smukke gyldne sandsten dominerer arkitekturen. Vi går en tur gennem byen og slutter ved en dejlig butik, hvor der sælges frisk frugt og grøntsager samt en række af øens lokale produkter. Her provianterer vi til picnic. Vi fortsætter til nationalparken Cala Mondragó med de skønne azurblå bugter, hvor vi holder picnic med de indkøbte lækkerier og går en kortere tur langs kysten. Mulighed for at få en frisk badetur. Hen på eftermiddagen kører vi til en af egnens smukkeste kystbyer, Cala Figuera. Naturhavnen ligger dramatisk i den snævre bugt. Her ligger fiskerbåde og lystbåde side om side. Vi går en tur i byen, hvor der også bliver tid til en kaffepause, inden vi kører tilbage til hotellet og spiser middag sammen.
Dag 3
Denne dag skal nordøstkysten udforskes. Vi kører til den charmerende middelalderby Artá, hvor vi går en tur i den gamle bydel og oplever udsigten over nordøen fra den højtliggende arabiske fæstning med tilhørende kirke. Her spiser vi frokost på egen hånd, inden vi kører videre ud til naturparken ved den barske klippekyst. Vi går en tur i området, hvor vi nyder den vilde natur og det brusende hav. Om eftermiddagen skal vi besøge en danskejet bodega, hvor vi skal smage på vinene og høre, hvad der får en dansker til at kaste sig over vinproduktion på Mallorca. Fælles middag på hotellet.
Dag 4
Vi forlader nu Portocolom og kører vestpå til en lokal olivenmølle, hvor vi hører om, hvordan man laver olivenolie og får lejlighed til at smage på deres produkter. Herfra går turen videre til øens nordligste punkt, Cap de Formentor. Vi kører helt ud til fyrtårnet, hvorfra der er en helt formidabel udsigt til de dramatiske klipper og det brusende hav mere end 100 meter under os. I klart vejr kan vi skimte øen Menorca. Frokost på egen hånd i nordøens vigtigste by Pollenca. Her kan man gå op ad de 365 trin til kapellet, El Calvario. Traditionelt foretog man opstigningen som en bodsvandring. Ved påsketid er der mange tusinde mennesker, der tager denne tur. Sidst på eftermiddagen kører vi op i bjergene Sierra de Tramuntana og bliver indkvarteret på klosteret i Lluc. Indkvartering og kort rundvisning på klosteret. Fælles middag på klosterkroen.
Dag 5
Denne dag er afsat til at nyde stemningen i og omkring klosteret i Lluc og opleve den helt særlige atmosfære ved dette gamle pilgrimsmål med Den sorte Madonna. Vi nyder roen i bjergene, vandrer på den gamle pilgrimsrute og hører børnekoret Els Blauets synge. Koret blev dannet for mere end 500 år siden og er dermed et af de ældste i Europa. Klostret har desuden et meget spændende museum, der både omhandler arkæologi, religiøs historie og moderne kunst. Desuden kan man besøge den gamle klosterhave. Middag på klosterkroen.
Dag 6
Vi forlader klostret i Lluc og begiver os ud på en fortryllende smuk tur i bjergene. Første stop bliver landsbyen Fornalutx, som med sine stenhuse og røde tegltag omgivet af citronlunde er blandt de mest charmerende på Mallorca. Vi holder kaffepause, og for interesserede er der mulighed for at vandre ca. en time ned til appelsinplantagen Ecovinyassa. Alternativt kan man køre med bussen til plantagen. Her får vi en rundvisning og mulighed for at smage på lokale produkter fremstillet af de søde, solmodne appelsiner. I nabobyen Sóller er der tid til frokost og en kort bytur, inden vi stiger op i den stemningsfyldte gamle sporvogn, der kører gennem citrusplantagerne ned til havnen. Spadseretur langs strandpromenaden, inden vi fortsætter med bussen langs de kuperede vestvendte klippefyldte kyster forbi legendariske byer som Deià og Valldemossa. Sidst på dagen ankommer vi til hovedstaden Palma de Mallorca og bliver indkvarteret på et godt hotel i centrum. Fælles middag på hotellets restaurant.
Dag 7
Vores sidste hele dag på rejsen er afsat til at opleve Palma. Vi går gennem de smukke gader og besøger domkirken med den spektakulære udsmykning af bl.a. Antoni Gaudí og den lokale kunstner Miquel Barceló. Tæt ved domkirken ligger resterne af de arabiske bade, som vi skal besøge. Vi skal også se Palmas modernisthuse, passere et interessant kunstmuseum og slutter ved det imponerende fiske- og grøntsagsmarked, hvor man eventuelt kan spise frokost. Eftermiddagen er til fritid og hygge. Vi spiser fælles afskedsmiddag på en charmerende marokkansk-inspireret restaurant i byen.
Dag 8
Efter morgenmaden kører vi til lufthavnen, hvorfra der er afrejse med direkte fly til Kastrup.
Pia Bruun Nielsen
Efter mere end 35 år i Spanien glæder jeg mig til at vise jer ukendte sider af dette fascinerende land. Vi går bag facaden på de fortryllende andalusiske hovedstæder og får et indblik i den periode, da en stor del af den iberiske halvø var underlagt islam. Derfra stammer kongepaladset i Sevilla, den store Moské i Córdoba og Nasride-dynastiets prægtige Alhambra i Granada. På Mallorca går vi tæt på lokallivet i de små fiskerbyer hvor traditionerne endnu trodser turismen. Vi finder ro mellem de tykke mure på det historiske kloster i Lluc, som står i kontrast til Palmas pulserende storbymiljø. Uanset hvilken rejse du vælger dykker vi ned i kulturen og lokalhistorien, alt sammen tilsat gastronomiske fristelser og gode vine undervejs. |