Fakta om rejsen

  • Ledige pladser

Tidsrum: 10.  - 17.9. 2023.

Tillæg for enkeltværelse: 2.300 kr.

Fly: Med Iberia direkte Kastrup - Madrid t/r.

Afrejse fra Kastrup kl. 11.25 med ankomst til Madrid kl. 14.40.

Hjemrejse fra Madrid kl. 15.45 med ankomst til Kastrup kl. 18.55.

Rejsen inkluderer: Fly, skatter og afgifter, 7 nætter på godt, centralt placeret hotel*** i dobbeltværelse med halvpension (inkl. drikkevarer), entreer og guide samt kørsel i egen bus. Alle værelser har eget bad og toilet. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden, der er forhøjet til 150 kr. grundet COVID-19. 

Det kulinariske aspekt er hos os en vigtig del af rejsen. Vi lægger vægt på gode lokale måltider, der afspejler den egn, vi befinder os i.

Bemærk, ar rejsen ikke er egnet for gangbesværede. Daglige strækninger ligger typisk på mellem 6 og 10 km.

11.650 kr.


Bestil rejse



MADRID - SPANIENS HJERTE

Det er ikke underligt, at Madrid er vokset i popularitet som rejsemål de seneste år. Her er meget at opleve: de tre store kunstmuseer, de charmerende og meget forskellige kvarterer, de store monumenter, parkerne, det rige folkeliv m.v. Vi har god tid til at opleve det hele i selskab med rejseleder Svend Rybner, der fortæller og viser rundt i hele byen. Tilmed tager vi på to dagsudflugter til kulturbyerne Segovia og Toledo. Her bliver der mulighed for at opleve seværdigheder fra den romerske, den jødiske og den muslimske periode.

Madrid - Spaniens Hjerte, 10. - 17.9. 2023

Dag 1
Med direkte fly fra Kastrup til Madrid. Fra lufthavnen kører vi til hotellet***, der ligger i det charmerende og livlige kvarter La Latina. Her bliver vi indkvarteret og går en introducerende tur i kvarteret, inden vi spiser fælles middag på en lokal restaurant.
 

Dag 2
Efter morgenmaden går vi til det dynamiske centrum i byen, Puerta del Sol. Vi fortsætter til det stemningsfulde Guldalderkvarter med de smalle gader og de små listige barer til måske byens dejligste plads, Plaza de Santa Ana. Herfra går vi til det imponerende kunstmuseum El Prado, hvor vi møder vores guide, der vil vise rundt på museet. Efter rundvisningen og tid på egen hånd på museet spiser vi frokost på CaixaForum Madrid, der er et spændende nyt kulturhus tegnet af arkitekterne Herzog og De Meuron, der også stod bag Tate Modern i London. Resten af eftermiddagen er fri til at udforske Madrid på egen hånd. 

Dag 3
Denne dag tager vi på udflugt til den interessante by Segovia, nordvest for Madrid. Vi kører nord ud af byen og kan se monumentet Valle de los Caidos, hvor Franco har ligget begravet. Ved ankomsten til Segovia ser vi først nærmere på den fantastiske akvædukt fra den romerske periode og går en tur i den ældste del af byen med det gamle jødiske kvarter. Herefter er der tid til at spise frokost på egen hånd samt evt. besøge domkirken. Om eftermiddagen besøger vi sammen slottet, der ligger malerisk yderst på et klippefremspring. Sidst på dagen går turen retur til Madrid, hvor vi spiser fælles middag på hotellet. 


Dag 4
Vi starter dagen med at besøge den tidligere domkirke, der er viet til byens skytshelgen San Isidor. Vi går herefter til en af Madrids mest ikoniske lokaliteter, den flotte Plaza Mayor. Turen fortsætter op til den imponerende boulevard Gran Via, hvor den ikoniske Telefónica bygning ligger. Bygningen spillede bl.a. en helt særlig rolle under Borgerkrigen. Vi fortsætter forbi Nationalbanken og det gamle postkontor og slutter af med at spise fælles frokost på god lokal restaurant i kvarteret. Dagen afsluttes med at opleve stemningen i den store Retiropark. For de interesserede er der også mulighed for at besøge Thyssen-Bornemisza Museet.


Dag 5
Denne dag står området omkring kongeslottet og floden Manzanares i centrum. Vi besøger først den flotte San Francisco basilika med Spaniens største kuppel. Vi går videre til katedralen med de spændende moderne udsmykninger og passerer også kongeslottet. Herfra går vi videre til den flotte rosenhave og oplever det imponerende Goya-kapel, inden vi spiser fælles frokost på en traditionel restaurant. Efter måltidet er der tid til at shoppe, tage med svævebanen, besøge kongeslottet eller til en spadseretur i bohemekvarteret Malasaña.


Dag 6
Vi tager denne dag på dagsudflugt til den gamle kulturby Toledo, som i en periode også har været landets hovedstad. Her besøger vi med god lokal guide den fantastiske katedral, der betegnes som Spaniens åndelige hjerte. Herefter er der tid til at spise frokost og udforske det middelalderlige kvarter i centrum af byen. Om eftermiddagen ser vi sammen maleren El Grecos hovedværk "Greven af Orgaz´ Begravelse", der befinder sig i kirken Santo Tomé. Endelig skal vi også se synagogen Santa Maria la Blanca fra 1100-tallet. Sidst på dagen vender vi tilbage til Madrid, hvor vi spiser fælles middag. 


Dag 7
Vi går fra morgenstunden gennem kvarteret Lavapiés, der er præget af kulturer fra hele verden (over 150 forskellige nationaliteter!). Herefter besøger vi kunstmuseet Reina Sofía, hvor vi får en guidet rundvisning med særlig fokus på Picassos hovedværk "Guerníca". Der bliver også tid på egen hånd på museet.  Om eftermiddagen er der tid til at nyde Madrid, inden vi om aftenen mødes til fælles afslutningsmiddag på en god restaurant i La Latina-kvarteret.

 

Dag 8
Efter morgenmaden er der mulighed for at opleve det kendte marked El Rastro. Et stort område er fyldt med sælgere, der tilbyder alt mellem himmel og jord fra de omkring 3.500 boder. Der er også tid til at spise frokost på egen hånd, inden vi kører til lufthavnen, hvorfra der er afrejse til Kastrup.

Svend Ryundefinedbner

Det blev min skæbne, at jeg for 40 år siden mødte en spansk familie fra Madrid. De viste mig deres Spanien, og siden har jeg – mens folk rystede overbærende på hovedet – vandret mange hundrede kilometer for at opsøge byer, egne og steder, der har tilknytning til landets rige kultur og historie – hér skete det!

Undervejs har jeg udviklet en dyb kærlighed til et land, man aldrig bliver færdig med. Komponisten Isaac Albéniz har i sin Iberia Suite fremmanet Spaniens mangfoldighed, og på samme måde trækker vore dages Spanien uvilkårligt tråde tilbage i tiden – fra de gamle romere og maurerne til Caminoen, fra Madrid over Catalonien til Sevilla, Galicien og Baskerlandet. Intet i Spanien er tilfældigt, og samtidig er omgangsformen utvungen og spontan.

I 1980’erne var jeg så heldig at opleve den kulturelle eksplosion i Madrid, La Movida, hvor der blev spillet højt af folk med hanekam, og filminstruktøren Pedro Almodóvar gik rundt i det hippe Malasaña-kvarter i netstrømper.

Siden er jeg blevet uddannet historiker og har blandt andet skrevet bogen ’Bag Madrids barrikader’ om magtkampen på den republikanske side under Den Spanske Borgerkrig. Efterfølgende har jeg været i arkiverne i Moskva for at undersøge forholdet mellem de nordiske kommunistpartier, Komintern og De Internationale Brigader. 

For nogle år siden bidrog jeg med to afsnit om hhv. borgerkrigen og fodbold i Madrid til rejsebogsserien ’Vide Verden’. Senere skrev jeg ’Fodbold i Spanien – meget mere end el Clásico’, som gennem fodbolden fortæller det moderne Spaniens historie. Bogen bygger på samtaler med høj og lav i spansk fodbold – herunder landstræner Vicente del Bosque. 

Jeg er nemlig også glad for fodbold. Lige som José Mourinho og Pep Guardiola er jeg uddannet træner, og jeg har gennem mange år lavet arrangementer for alt fra DBU, Kanal 6 og forskellige fodboldklubber til den lokale beværtning. 

Desuden holder jeg forelæsninger på Folkeuniversitetet om nyere spansk historie, og jeg tager gerne rundt på landets højskoler, biblioteker, folkeskoler og i foreninger for at holde foredrag om både Spanien og fodbold. 

Jeg er også oversætter (fra spansk og engelsk), leder af fodboldfilmfestivalen ’Shoot!’ og så optræder jeg af og til i medierne – i de senere år har det især været i forbindelse med striden om Cataloniens løsrivelse fra Spanien. 

Endelig har jeg en erkendt svaghed for tapas og spansk rockmusik.