Fakta om rejsen

  • Ledige pladser

Tidsrum: 5.  - 12.5. 2022.

Tillæg for enkeltværelse: 2.000 kr.

Fly: Med Iberia direkte Kastrup - Madrid t/r.

Afrejse fra Kastrup kl. 15.40 med ankomst til Madrid kl. 18.55.

Hjemrejse fra Madrid kl. 11.35 med ankomst til Kastrup kl. 14.50.

Rejsen inkluderer: Fly, skatter og afgifter, 7 nætter på godt, centralt placeret hotel*** i dobbeltværelse med halvpension (inkl. drikkevarer), entreer og guide samt kørsel i egen bus. Alle værelser har eget bad og toilet. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden, der er forhøjet til 150 kr. grundet COVID-19. 

Det kulinariske aspekt er hos os en vigtig del af rejsen. Vi lægger vægt på gode lokale måltider, der afspejler den egn, vi befinder os i.

10.150 kr.


Bestil rejse



MADRID - SPANIENS HJERTE

Det er ikke underligt, at Madrid er vokset i popularitet som rejsemål de seneste år. Her er meget at opleve: de tre store kunstmuseer, de charmerende og meget forskellige kvarterer, de store monumenter, parkerne, det rige folkeliv m.v. Vi har god tid til at opleve det hele i selskab med rejseleder Henrik Kidmose, der guider på museerne, fortæller og viser rundt i hele byen. Tilmed tager vi på to dagsudflugter til kulturbyerne Segovia og Toledo. Her bliver der mulighed for at opleve seværdigheder fra den romerske, den jødiske og den muslimske periode.

ANBEFALING fra Vivi og Vagn Lindblad, Ribe

Til Henrik Kidmose.
Vi vil gerne sige tusind tak for en meget fantastisk tur til Madrid med dig Henrik. Alt var perfekt, synes vi, dagene meget indholdsrige, dejligt med kun et fælles måltid, godt med fri tid også, to skønne byer med minimum af transport tid, skønt hotel med en super morgenmad, alt var centralt, tak for dit humør, engagement, hjælp og gode foredrag og spisesteder, så vi kan kun anbefale andre at rejse med dig.

Madrid - Spaniens Hjerte, 5. - 12.5. 2022

Dag 1
Med direkte fly fra Kastrup til Madrid. Fra lufthavnen kører vi til hotellet***. Her bliver vi indkvarteret og spiser fælles middag på lokal restaurant i kvarteret La Latina. Herefter går vi en kort aftentur i det charmerende kvarter, hvor hotellet ligger. I dette traditionelle område af byen er der masser af stemning, et mylder af liv, små handlende og mange restauranter.

 

Dag 2
Efter morgenmaden går vi til det dynamiske centrum i byen, Puerta del Sol. Vi fortsætter til det stemningsfulde Guldalderkvarter med de smalle gader og de små listige barer til måske byens dejligste plads, Plaza de Santa Ana. Herfra går vi til det imponerende kunstmuseum El Prado. Her er Henrik guide og vil i rundvisningen især lægge vægt på Velázquez og Goya. Efter rundvisningen og tid på egen hånd på museet spiser vi  fælles frokost på god lokal restaurant i kvarteret. Resten af eftermiddagen er fri til at vende tilbage til El Prado eller udforske Madrid. 

Dag 3
Vi starter dagen med at besøge den tidligere domkirke, der er viet til byens skytshelgen San Isidor. Vi går herefter til en af Madrids mest ikoniske lokaliteter, den flotte Plaza Mayor. Turen fortsætter op til den imponerende boulevard Gran Via, hvor den ikoniske Telefónica bygning ligger. Bygningen spillede bl.a. en helt særlig rolle under Borgerkrigen. Vi fortsætter forbi Nationalbanken og det gamle postkontor. Frokosten indtages på CaixaForum Madrid, der er et spændende nyt kulturhus tegnet af arkitekterne Herzog og De Meuron, der også stod bag Tate Modern i London. Dagen afsluttes med at opleve stemningen i den store Retiropark. For de interesserede er der også mulighed for at besøge Thyssen-Bornemisza Museet.

Dag 4
Vi indleder søndagen med at opleve det store marked El Rastro. Et stort område er fyldt med sælgere, der tilbyder alt mellem himmel og jord fra de omkring 3.500 boder. Herefter tager vi på udflugt til den interessante by Segovia, nordvest for Madrid. Vi kører nord ud af byen og kan se monumentet Valle de los Caidos, hvor Franco ligger begravet. Ved ankomsten til Segovia ser vi først nærmere på den fantastiske akvædukt fra den romerske periode og går en tur i den ældste del af byen med det gamle jødiske kvarter. Herefter er der tid til at spise frokost på egen hånd samt evt. besøge domkirken. Om eftermiddagen besøger vi sammen slottet, der ligger malerisk yderst på et klippefremspring. Sidst på dagen går turen retur til Madrid, hvor vi spiser fælles middag på hotellet. 


Dag 5
Vi går fra morgenstunden gennem kvarteret Lavapiés, der er præget af kulturer fra hele verden (over 150 forskellige nationaliteter!). Herefter besøger vi kunstmuseet Reina Sofía, hvor Henrik er guide. Her skal vi særligt fokusere på Picassos hovedværk "Guerníca". Der bliver tid på egen hånd på museet, inden vi besøge banegården Atocha med palmehave og guldfisk. Om eftermiddagen er der tid til at nyde Madrid, inden vi om aftenen mødes til fælles middag.


Dag 6
Denne dag står området omkring kongeslottet og floden Manzanares i centrum. Vi besøger først den flotte San Francisco basilika med Spaniens største kuppel. Vi går videre til katedralen med de spændende moderne udsmykninger og passerer også kongeslottet. Herfra går vi videre til den flotte rosenhave og oplever det imponerende Goya-kapel, inden vi spiser fælles frokost på en traditionel restaurant. Efter måltidet er der tid til at shoppe, tage med svævebanen eller besøge kongeslottet. 


Dag 7
Vi tager denne dag på dagsudflugt til den gamle kulturby Toledo, som i en periode også har været landets hovedstad. Her besøger vi med god lokal guide den fantastiske katedral, der betegnes som Spaniens åndelige hjerte. Herefter er der tid til at spise frokost og udforske det middelalderlige kvarter i centrum af byen. Om eftermiddagen ser vi sammen maleren El Grecos hovedværk "Greven af Orgaz´ Begravelse", der befinder sig i kirken Santo Tomé. Endelig skal vi også se synagogen Santa Maria la Blanca fra 1100-tallet. Sidst på dagen vender vi tilbage til Madrid, hvor vi spiser afslutningsmiddag på en god restaurant i Latina-kvarteret. 


Dag 8
Med bus fra hotellet til lufthavnen, hvorfra der er afrejse til Kastrup.

Henrik Kidmoseundefined

Spansk og portugisisk kultur og historie har min store interesse, og jeg nyder at være i landene og mærke, når min begejstring for stederne og historien smitter. Jeg holder af de små ukendte steder langt ud på landet, hvor man kan finde fascinerende historiske levn fra den rige historie. Men jeg er også meget glad for at bevæge mig rundt i byerne og opleve, hvordan det traditionelle og det moderne blandes på forunderlig vis.

Jeg er uddannet cand. mag. og journalist og er optaget af kultur og formidling. Derfor har jeg arbejdet i mange år som underviser og foredragsholder på højskoler, aftenskoler og hos folkeuniversitetet. Jeg har været lærer og forstander på Ry Højskole i sammenlagt 14 år.

I mit arbejde er jeg meget inspireret at højskolen. Jeg holder af blandingen af faglig formidling og socialt samvær. Højskoleformen præger alle mine rejser, men den står naturligvis tydeligst igennem, når vi tilbyder højskole i Sydeuropa. Det er en stor tilfredsstillelse for mig, at vi kan tilbyde højskole i både Granada, Sevilla, Barcelona og Porto, hvor den danske højskoletradition og den sydeuropæiske kultur kan mødes!