Intro

Gennem mere end 1.000 år har mennesker vandret på El Camino til Santiago de Compostela. Det har naturligvis afsat en mængde kulturelle spor, som kan opleves den dag i dag, hvor strømmen af pilgrimme stadig vokser.

På denne rejse bliver der mulighed for at få et godt og grundigt indtryk af pilgrimsruten og dens lange historie. Vi begynder rejsen i Bilbao for at opleve det fantastiske Guggenheim museum. Herefter følger vi ruten næsten 500 km til Santiago og Finisterra længst ude mod vest. Undervejs stopper vi ved både kendte og mindre kendte steder: de fantastiske katedraler, klostrene, herbergerne, de små ydmyge landsbyer… 

Svend Rybner vil undervejs fortælle om pilgrimsrutens historie og de mange kulturminder, vi møder på vejen mod Santiago. Der bliver mulighed for at vandre tre kortere strækninger og på den måde få direkte indtryk af El Camino og det meget varierede landskab, ruten løber igennem. Endelig vil vi sikre os, at måltiderne på rejsen også afspejler de forskellige egne og deres særlige traditioner.

 

Fakta

  • Tidsrum:  27. 9.  - 7.10. 2024.
  • Tillæg for enkeltværelse: 2.400 kr.
  • Fly: Med Vueling fra København. Direkte fly til Bilbao på udturen. Hjemturen med Iberia har mellemlanding i Madrid.
  • Fra København kl. 19.25 med ankomst til Bilbao kl. 22.20. Hjemrejse fra Santiago kl. 13.35. med ankomst til København kl. 18.55.
  • Rejsen inkluderer: fly, skatter og afgifter, 10 nætter på gode, lokale hoteller i dobbeltværelse med halvpension og drikkevarer, entreer samt kørsel i egen bus. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden.
  • Det kulinariske aspekt er hos os en vigtig del af rejsen. Vi lægger vægt på gode lokale måltider, der afspejler den egn, vi befinder os i.
IMG 20191004 120039 IMG 20191006 164701 Vandrere ud af Rabanal

Din rejseleder

Svend Rybner


Jeg er vokset op i en familie, hvor man stadig sørger over de tabte landsdele. Og der er jo nok at tage af. Det har blandt andet betydet, at jeg tilbragte en stor del af min opvækst med at besøge slagmarker, mindesten og levn fra svundne tider. Fra Isted Hede til Gønge Herred og Slaget ved Lund. Den slags kunne knække enhver, men det har i stedet givet mig en glæde over verdens mangfoldighed, historien og ikke mindst den gode historie. Og intet kan gøre mig i bedre humør end at gå ud i terrænet for at finde stederne og mærke historiens fysiske nærvær – hér skete det!

Vi kan og skal ikke rulle tiden tilbage. Vore dages Skåne, Halland og Blekinge rummer en rigdom af dansk, skånsk og svensk historie og en levende moderne kultur. Der er mange forskelle og meget fællesgods, og dette kulturmøde gør, at Skånelandene nok er en rejse værd. 

Jeg har en erkendt svaghed for skånsk bluesmusik, spansk rock og tapas. Det sidste hænger sammen med, at jeg er uddannet historiker med speciale i Den Spanske Borgerkrig. For 40 år siden mødte jeg en spansk familie fra Madrid. De viste mig deres Spanien, og siden har jeg vandret mange hundrede kilometer i borgerkrigens fodspor for at finde gamle skudhuller. 

Svend.Portræt

Program

Dagsprogram

IMG 20191006 164701

Kulturrejse til Santiago, 27. 9. - 7.10. 2024


Dag 1: Afrejse og ankomst til Bilbao
Afrejse fra Kastrup med ankomst til Bilbao. Transfer fra lufthavnen til hotel*** i centrum af Bilbao, indkvartering. 

Dag 2: Bilbao med Guggenheim museet
Vi indleder dagen med at gå langs floden til det imponerende Guggenheim Museum, hvor vi får en guidet rundvisning, samt har tid til at nyde museet på egen hånd. Herefter spadserer vi ind til det ældste kvarter af byen, kaldet "De syv gader". Her er der fælles frokost, og senere får man en oplevelse af kvarteret med den smukke Plaza Nueva, det store overdækkede marked og de mange smalle gader. Aftensmad på egen hånd. 

Dag 3: Santo Domingos høns og Burgos
Efter en god morgenmad på hotellet, sætter vi kurs mod Burgos. Vi tager dog en lille afstikker for at besøge den navnkundige katedral i Santo Domingo de la Calzada, der siden middelalderen har haft et par høns boende inde i kirken. Vi skal hilse på hønsene, høre om legenden, der implicerer disse høns, nyde det smukke gravmæle for den hellige Dominicus og se den spændende udstilling i klostergården. Herefter er der fælles frokost på en typisk landlig restaurant.Om eftermiddagen ankommer vi til Burgos, hvor vi indkvarteres på et meget centralt beliggende hotel. Fælles orientering i byen og aftensmad på egen hånd. 

Dag 4: Burgos, domkirke og malerisk landsby
I selskab med vores guide besøger vi byens imponerende katedral, et vigtigt stop på pilgrimsruten. Med guiden ser vi også klosteret Cartuja de Mirafloras, der har stor historisk betydning og stadig fungerer som kloster. Derefter kører vi ud på landet til den maleriske landsby Covarrubias med bindingsværkshuse. Her spiser vi frokost på en egnstypisk restaurant og nyder omgivelserne, inden vi kører retur til Burgos. Aftensmad på egen hånd.

Dag 5: Vandring på Caminoen og tempelriddere
Vi fortsætter langs pilgrimsruten, hvor der bliver mulighed for at vandre de 7 km langs kanalerne til Frómista, der især er kendt for den stilfulde romanske kirke. Vi kører sammen til Villalcázar de Sirga, hvor vi spiser på en herlig traditionel restaurant. I denne mindre by har tempelridderne både haft kloster og kirke. Vi kører det sidste stykke til Leon, hvor vi indkvarteres på et hotel tæt ved midtbyen. Der bliver tid til at spise aftensmad på egen hånd og se nærmere på den livlige by.

Dag 6: Leon, fresker og katedral
Efter morgenmaden besøger vi gravkammeret for de castilianske konger med de fantastiske fresker og den nærliggende basilika for San Isidoro. Vi kommer også forbi Casa de los Botines, tegnet af den kendte arkitekt Antoni Gaudí. Her spiser vi fælles frokost på restauranten i samme bygning.
Om eftermiddagen besøger vi den gotiske katedral med de mange glasmosaikker med vores lokale guide.  Resten af dagen er afsat til at opleve Leon på egen hånd.

Dag 7: Arkitektur af Gaudí og picnic ved Jernkorset
Vi forlader Leon og kører til Astorga, hvor man kan se biskoppaladset tegnet af Antoni Gaudí. Dernæst kører vi videre ud på landet, hvor der er mulighed for at vandre 7 km i det flotte bjerglandskab. Vi mødes i passet ved Jernkorset. På dette sted har pilgrimme gennem mange hundrede år lagt en sten for symbolsk at markere, at man lægger sine synder bag sig. Her holder vi picnic. Vi fortsætter mod vest og kører ind i Galicien. Første stop bliver den stemningsfyldte bjergby O Cebreiro med stenkirken fra 800-tallet og den galiciske gral. Sidst på dagen kører vi til Sarria og bliver indkvarteret på hotellet. Vi spiser middag sammen på deres restaurant.

Dag 8: Vandring på Caminoen og ankomst til Santiago
Denne dag bliver der mulighed for at gå 6 km på den galiciske del af ruten gennem eukalyptusskov og skøn natur. Frokost på egen hånd i Melide. Næste stop bliver højen ved Monte del Gozo, hvorfra vi får det første kik til katedralen i Santiago de Compostela. Vi kører ind i pilgrimsbyen og bliver indkvarteret på hotel tæt ved centrum. Sidst på eftermiddagen er der en kort introduktion til bymidten. Middag i hotellets restaurant.

Dag 9: Udflugt til verdens ende – Finisterre
Denne dag er afsat til en dagsudflugt mod vest ud til verdens ende, Finisterre. Vi stopper i en af de karakteristiske galiciske fiskerbyer, inden vi kommer til den yderste pynt ved Atlanterhavet. Her nyder vi udsigten og den særlige stemning, inden vi vender os mod kystbyen og stranden, hvor der måske endda er mulighed for at finde en Ib-skal, symbolet for pilgrimsruten til Santiago. Vi spiser fælles middag på god fiskerestaurant i byen. Sidst på dagen kører vi retur til Santiago.

Dag 10: Byvandring i Santiago
Vi indleder dagen med en guidet rundtur i den ældste del af Santiago, inklusiv katedralen. Vi overværer sammen pilgrimsmessen kl. 12.00. For de interesserede er der mulighed for at købe mandelkager hos benediktinerinderne samt senere høre vesper i klosterkirken. Der bliver tid på egen hånd i Santiago, inden vi nyder afskedsmiddag på en god galicisk restaurant.

Dag 11: Hjemrejse
Efter en rolig morgen vi kører den korte strækning til lufthavnen i Santiago, hvorfra vi flyver til København via Madrid.

Bilbao Guggenheim Santiago, Okt. 07 059

Var det ikke lige den rejse du søgte?

Nedenfor ser du rejser, der har noget tilfælles med rejsen, du lige har kigget på. Frister de dig ikke, kan du søge videre på vores rejsekalender.

Se vores rejsekalender her

Salamanca

Den Spanske Sølvrute 4. - 14. 9.

Tag med på en fascinerende rejse via Sølvruten fra syd til nord i Spanien og få store oplevelser undervejs: natur, historie og kultur. Rejsen bevæger sig gennem egne af Spanien, hvor meget få turister kommer.
Se rejse
Portugal Vin9

Portugal: Vin & Vandring 29.8 - 5.9.

Velkommen til en aktiv sensommerrejse, hvor vi kommer tæt på vin, kultur og landskab i Portugals tre store distrikter: Douro, Dão og Vinho Verde.
Se rejse
Porto Og Don Luis Broen

Højskole ved Porto 10. - 17.9

Fra vores base i den charmerende kystby Vila do Conde hører vi om områdets historie og traditioner, tager på udflugt til Porto og den smukke natur, og nyder de dejlige omgivelser.
Se rejse