Intro

Her kommer en sjælden mulighed for at komme med på en grupperejse til det smukke og varierede Nordspanien, fra Oviedo i vest til Bilbao i øst. 

Rejsen til det nordlige Spanien spænder vidt: fra de ældgamle hulemalerier ved Altamira til det moderne Guggenheim museum i Bilbao. Her, mellem den barske kyst og de dramatiske bjerge, er der meget at opleve. Naturen er storslået, og tilmed har vi mennesker afsat spor i området fra de ældste tider og frem til i dag.
Læg hertil maleriske landsbyer, bjerge, en dramatisk kyst og store gastronomiske oplevelser.

Hoteller

Vi bor på gode spanske hoteller, der ligger centralt placeret i byerne. Det er derfor muligt at gå til de fleste attraktioner samt nyde aftenstemningen i centrum. Alle værelser har eget bad og toilet. Vi har selv fundet alle hoteller, som vi har samarbejdet med gennem en årrække. 

Fakta

  • Tidsrum: 7. - 14.6. 2024.
  • Tillæg for enkeltværelse: 2.300 kr.
  • Fly: Med Vueling fra Kastrup ud og hjem via Barcelona. 
  • Fra Kastrup kl. 9.50 med ankomst til Oviedo kl. 15.40. Hjemrejse fra Bilbao kl. 13.25. med ankomst til Kastrup kl. 20.45.
  • Rejsen inkluderer: Fly, skatter og afgifter, 7 nætter på gode lokale hoteller i dobbeltværelse med halvpension (inkl. drikkevarer), entreer og guide samt kørsel i egen bus. Alle værelser har eget bad og toilet. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden.
  • Det kulinariske aspekt er hos os en vigtig del af rejsen. Vi lægger vægt på gode lokale måltider, der afspejler den egn, vi befinder os i. 
Oviedo Præ Romansk Arkitektur Baskerlandet, Chillida Guernica

Din rejseleder

Pia Köllner

Jeg har været forelsket i Spanien og den spanske kultur, siden jeg i 80erne begyndte at rejse i Spanien. Efter en længere rejse til Mexico begyndte jeg at læse spansk og kom endnu tættere på både kultur, historie og ikke mindst spanierne. I dag er Spanien som mit andet fædreland med mange og gode venner og steder, som jeg glæder mig til at komme tilbage til. 

Mit rejseprogram bringer mig rundt i hele Spanien, og desuden kommer jeg også til Marokko. Jeg er vild med det arabisk influerede Andalusien med de smukke monumenter, blandinger af kristent og muslimsk, den krydrede mad og varmen. Men jeg nyder også at komme til Nordspanien, mere alvorligt og tilbagetrukket, de smukke romanske kirker og kalkmalerier, den raffinerede mad, de innovative hoteller og restauranter. I Marokko genfinder jeg den arabiske kultur i levende live og kan langt bedre forestille mig, hvordan livet har formet sig i det arabiske Spanien i middelalderen. 

Med en cand.mag. i spansk og musik er jeg bredt funderet i Spanien, det spanske sprog, musikken og kulturen. Efter at have boet i Granada et halvt år med min familie, har jeg fået indblik i den spanske hverdag, skolesystemet og dagliglivet i det hele taget.
Jeg har undervist 5 år på VUC og i gymnasiet, og nyder at formidle min begejstring og fascination, når vi er på rejser.

Pia Ny

Program

Dagsprogram

Picos De Europa

Det grønne Spanien, 7. - 14.6. 2024

 

Dag 1: Ankomst til Oviedo
Afrejse med Vueling fra Kastrup til Oviedo. Indkvartering på centralt beliggende hotel i byen. Om aftenen spiser vi sammen på en hyggelig restaurant tæt ved hotellet.

Dag 2: Præromansk arkitektur og domkirken i Oviedo
Vi indleder dagen med at besøge det kongelige palads Santa Maria de Naranco. Det ligger smukt oppe i de grønne bakker med udsigt over Oviedo. Herefter kører vi retur til byen, hvor man på egen hånd kan opleve katedralen samt krypten med Camara Santa, hvor det berømte sværd brugt i den kristne generobring befinder sig.
Herefter er der tid til frokost på egen hånd.
Har man lyst, kan man dernæst besøge byens meget interessante arkæologiske museum, hvor der er udstillet flere fund fra den præ-romanske periode. Fælles middag på en traditionel asturiansk restaurant.

Dag 3: Bjergene og højlandet
Inden vi  forlader Oviedo kører vi hen til kirken San Julián de los Prados. Den er den største og mest udsmykkede af de ca. 10 kirker, der findes i den præromanske stilart fra omkring 900-tallet. Efter besøget kører vi ind i bjergene ved Picos de Europa. Først stopper vi i den stemningsfyldte by Cangas de Onis, inden vi kører op i højlandet, hvor der bliver mulighed for at vandre (ca. en time) ved de to bjergsøer Lago de Enol og Lago de La Ercina. Her er der chance for at se både ørne, ravne, gribbe og falke. Har man ikke lyst til at vandre, kan man nyde stedet og udsigten. Hen på eftermiddagen skal vi besøge klippehulerne ved Covadonga, hvor kong Pelayo i år 722 stod i spidsen for en legendarisk sejr over maurerne, der indledte den kristne generobring, La Reconquista. Vi kører nu ned fra bjergene igen, til Cangas de Onís, hvor vi indkvarteres på et dejligt hotel, beliggende lige ved floden og den romerske bro. Vi spiser fælles middag i byen.

Dag 4: Landsbyerne i Picos de Europa
Denne dag tilbringer vi på landet, i de små landsbyer i bjergene Picos de Europa. Vi laver en lille afstikker op i bjergene for at opleve den charmerende by Potes, egnens kommercielle centrum. I Potes besøger vi det lille museum med bøger af munken Beato, hvor han i Middelalderen kommenterer Apokalypsen fra Johannes Åbenbaringen. Landskabet er desuden helt specielt med nærheden til bjergene, de grønne marker og klipper, der danner smalle kløfter, hvor solen knapt når ned. Vi afrunder vores udflugt med at besøge klostret Sankt Toribio, der er kendt for at opbevare det største stykke af Kristi kors. Nu kører vi ned til kysten, hvor vi skal opleve byen Comillas. Her er en række interessante bygninger. Vi besøger den kendteste bygning af dem alle: villaen "El Capricho" tegnet af Antonio Gaudí i 1883. Endelig kører vi det sidste stykke til Santillana del Mar, hvor vi indkvarteres i byen, der er totalt fredet og giver et interessant indblik i middelalderlig arkitektur. I ét af disse renoverede huse fra det 18. århundrede skal vi overnatte. Der bliver tid til at gå en aftentur i byen, nyde de mange gamle huse og den særlige stemning, inden vi spiser middag sammen.

Dag 5: Altamira hulerne og Santander
Inden vi forlader denne smukke by, vil vi besøge byens gamle kirke og klosteret Sankt Juliana. Der er tale om en smuk bygning fra det 12. århundrede og egnens vigtigste, religiøse monument. Herefter skal vi besøge Altamira museet, der ligger tæt ved. Her har man på en spændende måde genskabt hulen og en tro kopi af de fantastiske 14.000 år gamle hulemalerier. Turen fortsætter til Cantabriens hovedstad Santander, der ligger skønt ved havet og med udsigt til bjergene. Vi holder frokostpause her, inden vi kører videre langs kysten til Bilbao. Evt. kan man tage sig en dukkert i det klare vand. Vi passerer en del kystbyer, der er udsmykket med farvede huse og omgivet af palmer. Her boede mange immigranter, der blev rige i Latinamerika og siden vendte hjem med formuen, kaldet "Los Indianos". I Bilbao indkvarteres vi på et hotel i centrum og spiser middag sammen på en nærliggende restaurant.

Dag 6: Bilbao med Guggenheim
Fra morgenstunden af går vi langs floden Nervión og nyder de mange nye arkitektoniske bygninger, der er skudt op på den gamle havnefront. Sidst på formiddagen besøger vi sammen det fantastiske Guggenheim museum med en god lokal guide. Herefter bliver der tid til at nyde museet på egen hånd, inden vi fortsætter til den ældste bydel i Bilbao, kendt som "De 7 gader". Her spiser vi fælles frokost og nyder området til fods. Aftensmad er på egen hånd. 

Dag 7: Udflugt i Baskerlandet
Denne sidste hele dag på rejsen skal vi bruge på at få et grundigere indtryk af Baskerlandet. Vi kører først til den vigtige by Gernika, hvor vi bl.a. skal se parlamentsbygningen samt høre mere om byens dramatiske historie. 
Herfra kører vi til den elegante kurby San Sebastian, hvor vi sammen spadserer en tur, og bl.a. ser en skulptur af den baskiske kunstner Eduardo Chillida placeret helt ud til havet. Der er frokost på egen hånd. Sidst på dagen kører vi retur til Bilbao, hvor vi samles til afslutningsmiddag.

Dag 8: Hjemrejse
Efter en rolig formiddag i Bilbao kører vi ved middagstid til lufthavnen, hvor der er afrejse med Vueling direkte til Kastrup.

2013 07 08 15.23.59 Cangas De Onis 20230530 182325

Var det ikke lige den rejse du søgte?

Nedenfor ser du rejser, der har noget tilfælles med rejsen, du lige har kigget på. Frister de dig ikke, kan du søge videre på vores rejsekalender.

Se vores rejsekalender her

Salamanca

Den Spanske Sølvrute 4. - 14. 9.

Tag med på en fascinerende rejse via Sølvruten fra syd til nord i Spanien og få store oplevelser undervejs: natur, historie og kultur. Rejsen bevæger sig gennem egne af Spanien, hvor meget få turister kommer.
Se rejse
IMG 20191005 105927

Kulturrejse til Santiago 28.9. - 7.10.

Oplev alle aspekter af El Camino fra Bilbao med Guggenheim til Santiago de Compostela med katedralen: kirkerne, kulturen, vejen, naturen, historierne, maden....
Se rejse
Menorca Cala Tomas

Kultur og vandring på Menorca 9. - 16.5.

Oplev en skøn forårsuge på smukke og fredelige Menorca. Der bliver både lejlighed til at vandre (op til 16 km), opleve byerne og besøge lokale producenter.
Se rejse