Intro

Menorca er Mallorcas mindre kendte lillebror - en fredelig ø med fyrreskov, charmerende landsbyer og smukke strande. Menorca ligger længere væk fra fastlandet end Mallorca, og det betyder, at vandet er ekstra rent og stråler i krystalblå nuancer.

På rejsen skal vi se Spaniens nyeste medlem på Unescos eftertragtede verdensarvsliste: den Talayotiske kulturarv - måske det ældste byggeri i Vesteuropa.

Vi tilbyder en uges natur- og kulturoplevelser med vandreture, lokal gastronomi og Menorcas særprægede arkitektur i maj. Det er lige netop, når naturen står i fuldt flor. Vi går langs kysten og lidt inde i landet på den gamle natursti Cami de Cavalls, der oprindelig blev brugt, når man til hest skulle bevæge sig mellem vagttårnene og fæstningerne på øen. I dag er alle 220 km udlagt til vandresti. Vi udvælger de smukkeste strækninger for at få et godt indtryk af øens varierede natur.

Hotellerne

Vi bor på gode spanske hoteller, der ligger centralt placeret i byerne. Det er derfor muligt at gå til de fleste attraktioner samt nyde aftenstemningen i centrum. Alle værelser har eget bad og toilet. Vi har selv fundet hotellerne, som vi har arbejdet med gennem flere år.

Fakta

  • Tidsrum: 2. - 9.5. 2025
  • Tillæg for enkeltværelse: 2000 kr.
  • Fly: Med Vueling fra Kastrup til Menorca via Barcelona.
  • Afrejse fra Kastrup kl. 9.50 med ankomst til Menorca kl. 15.10.
  • Hjemrejse fra Menorca kl. 14.00 med ankomst til Kastrup kl. 19.55.
  • Rejsen inkluderer: Fly, skatter og afgifter, 7 nætter på gode lokale hoteller med halvpension (eks. drikkevarer), kyndig rejseleder samt kørsel i egen bus. Alle værelser har eget bad og toilet. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden 
  • Det kulinariske aspekt er hos os en vigtig del af rejsen. Vi lægger vægt på gode lokale måltider, der afspejler den egn, vi befinder os i.
  • Max. 15 deltagere på denne rejse.
20230418 105339 20230419 104425 20230416 185734

Din rejseleder

Pia Bruun Nielsen

Efter 40 år i Spanien føler jeg mig godt rustet til at vise jer ukendte sider af dette fascinerende land. Mit fokus er Andalusien og De Baleariske Øer. Vi går bag facaden på de fortryllende andalusiske hovedstæder og får et indblik i den periode, hvor en stor del af den iberiske halvø var underlagt islam. Derfra stammer kongepaladset i Sevilla, den store Moské i Córdoba og Nasride-dynastiets prægtige Alhambra i Granada. 
På Menorca og Mallorca går vi tæt på lokal livet i de små fiskerbyer, hvor traditionerne trodser turismen, og der er langt mellem hotellerne. Vi vandrer i den fantastiske natur og nyder godt af øernes lokale produkter. Uanset hvilken rejse du vælger, dykker vi ned i kulturen og lokalhistorien, alt sammen tilsat gastronomiske fristelser og gode vine undervejs

Pia Bruun (1)

Program

Dagsprogram

20230416 185734

Kultur og vandring på Menorca
9. - 16.5. 2024

Dag 1
Med fly fra Kastrup med ankomst til Menorca via Barcelona. Vi bliver mødt af vores danske rejseleder i lufthavnen i Mahon og kører direkte til vores hotel***, der ligger helt inde i centrum af Mahon. Fælles aftensmad på restaurant og præsentation af rejsens program.

Dag 2
I dag skal vi til fods udforske Mahon, der er Menorcas hovedby. Der bliver mulighed for at shoppe, dykke ned i områdets spændende kultur og se den smukke naturhavn. Byen har mange hyggelige restauranter og barer. Vi besøger det centrale torv og markedspladsen Plaza de S’Esplanada, og ikke langt derfra ligger torvet Plaza de la Constitució med de mange hyggelige cafeer. Vi spiser frokost på en dejlig restaurant og slutter vores fælles promenade. Om eftermiddagen er der lejlighed til at udforske byen mere, tage en spadseretur rundt om havnen eller en sejltur i bugten.

Dag 3
I dag skal vi vandre i det smukke kystområde calas de s'Albufera. Efter morgenmad tager vi den lokale bus op til fiskerbyen Des Grau, hvor der er tid til en kop kaffe, inden vi starter vores vandretur i naturparken. Vores mål er udsigtspunktet Far de Favaritx, der udgør det nordøstlige hjørne af øen. Undervejs spiser vi vores medbragte madpakke og nyder det fantastiske kystlandskab. Vandreturen er på ca. 11 km, men vi har hele dagen til rådighed. Fælles middag på lokal restaurant i Mahón.

Dag 4
Dagen i dag skal bruges på at dykke ned i øens særprægede kultur og historie. Vi tager afsked med hovedbyen og fortsætter til vores næste hotel** i fiskerbyen Fornells. Men inden vi kommer derop, skal vi opleve Menorca på kryds og tværs og smage på øens berømte specialiteter: ost og vin. På turen besøger vi nogle af øens lokale producenter, og vi skal også se et af Europas ældste bygningsmonumenter: Naveta d'Es Tudons – et helligt gravkammer bygget ca. 1000 år F.Kr. Vi spiser frokost på egen hånd i den gamle by kulturby Ciutadella og får lejlighed til at opleve byens elegante centrum med de mange lædervarer og kunsthåndværk butikker, som byen er kendt for. Man kan også smage øens berømte is eller nyde den smukke naturhavn. Sidst på eftermiddagen kører vi til Fornells, hvor vi bliver indkvarteret på det familie ejede hotel, der ligger smukt ned til havnen, og har have og pool til den anden side. Hotellets køkken bliver rost i høje toner. Fælles aftensmad på hotellet.

Dag 5
Efter morgenmad tager vi bussen og kører mod nordvest til den lille fiskerby Binimel-lá. Navnet røber byens mauriske fortid. Her starter dagens vandretur langs den kuperede kyst tilbage til Fornells. Turen er på 14 kilometer, og vi har hele dagen til vores rådighed. Undervejs spiser vi vores medbragte madpakke og nyder udsigterne over Middelhavet og det vilde landskab langs nordøens kuperede kyster. Vi går gennem fredede økosystemer med marsk, fine, hvide sandstrande, præhistoriske klippeformationer og ser arkæologiske rester af bygninger, der har huset et romersk vinlager, en prækristen kirke og en muslimsk moské.
Fælles aftensmad på hotellet.

Dag 6
I dag skal vi vandre langs den sydlige kyststrækning, og det er en helt anden oplevelse. Det bliver feriens længste vandretur, nemlig på 16 km, men bare rolig, vi har ikke travlt! Vi kommer hele vejen rundt om Menorcas naturlige paradis. Vi kører til Sant Tomás, hvorfra vi vandrer i den gamle Middelhavsskov, langs kysterne, på stranden og langs klipperne. Undervejs er der mulighed for en badetur i det krystalklare vand. Vi hviler og spiser vores madpakke og lader os betage af Menorcas særegne landskab, inden vi bliver hentet af bussen, som kører os tilbage til hotellet. Fælles aftensmad på hotellet.

Dag 7
Vi gør klar med madpakke og starter dagens tur mod øst til Son Parc. Turen går langs kysten og ind i det smukke skovområde Bosques des s'Albufera. På turen kommer vi forbi resterne af en præ-kristen basilika og ser, hvordan man indvinder salt fra Middelhavet. Vi går dels langs kysten og dels i skoven og kommer tæt på et af øens vigtige fuglereservater, inden vi kommer til en bugt omkranset af en imponerende kalkstensklippe.
Fælles afskedsmiddag på hotellet.

Dag 8
Med bussen til lufthavnen i Mahón, hvorfra vi via Barcelona flyver til Kastrup.

20230417 101757 20230415 102622

Var det ikke lige den rejse du søgte?

Nedenfor ser du rejser, der har noget tilfælles med rejsen, du lige har kigget på. Frister de dig ikke, kan du søge videre på vores rejsekalender.

Se vores rejsekalender her

20200908 091937

Portugal: Vin & Vandring - bag Bjergene, 12. - 19.6

Velkommen til en aktiv junirejse, hvor vi kommer tæt på vin, kultur og landskaber i Portugals vindistrikter: det kendte Douro, og de to up-coming distrikter Beira-Interior og Trás-os-Montes.
Se rejse
Soller Gårdhave

Mallorca i Forårsdragt 9. - 16.3.

Der er mange gode grunde til at besøge Mallorca, ikke mindst i det tidlige forår, hvor mandeltræerne står i fuldt flor i lavlandet.
Se rejse
Colosseum

Kulturrejse til Rom 16. - 22.2

7 dage, hvor det bliver muligt at komme tæt på både Roms kendte og mindre kende sider i selskab med rejseleder Jesper Storgaard Jensen. Jesper har boet i Rom i mere end 25 år.
Se rejse