Intro

Her kommer en sjælden mulighed for at komme med på en grupperejse til det smukke og varierede Nordspanien, fra Oviedo i vest til Bilbao i øst. I år laver vi denne rejse i samarbejde med Folkeuniversitetet i Århus.

Rejsen til det nordlige Spanien spænder vidt: fra de ældgamle hulemalerier ved Altamira til det moderne Guggenheim museum i Bilbao. Her, mellem den barske kyst og de dramatiske bjerge, er der meget at opleve. Naturen er storslået, og tilmed har vi mennesker afsat spor i området fra de ældste tider og frem til i dag.
Læg hertil maleriske landsbyer, bjerge, en dramatisk kyst og store gastronomiske oplevelser.

Hoteller

Vi bor på gode spanske hoteller, der ligger centralt placeret i byerne. Det er derfor muligt at gå til de fleste attraktioner samt nyde aftenstemningen i centrum. Alle værelser har eget bad og toilet. Vi har selv fundet alle hoteller, som vi har samarbejdet med gennem en årrække. 

Fakta

  • Tidsrum: 12. - 19.6. 2025.
  • Tillæg for enkeltværelse: 2.300 kr.
  • Fly: Med Norwegian fra Kastrup til Bilbao, direkte fly. 
  • Fra Kastrup kl. 7.00 med ankomst til Bilbao kl. 9.40. Hjemrejse fra Bilbao kl. 10.30. med ankomst til Kastrup kl. 13.25.
  • Rejsen inkluderer: Fly, skatter og afgifter, 7 nætter på gode lokale hoteller i dobbeltværelse med halvpension (bortset fra dag 4 og 6), entreer og guide samt kørsel i egen bus. Alle værelser har eget bad og toilet. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden.
  • Det kulinariske aspekt er hos os en vigtig del af rejsen. Vi lægger vægt på gode lokale måltider, der afspejler den egn, vi befinder os i. 
Oviedo Præ Romansk Arkitektur Baskerlandet, Chillida Guernica

Din rejseleder

Pia Köllner

Jeg har været forelsket i Spanien og den spanske kultur, siden jeg i 80erne begyndte at rejse i Spanien. Efter en længere rejse til Mexico begyndte jeg at læse spansk og kom endnu tættere på både kultur, historie og ikke mindst spanierne. I dag er Spanien som mit andet fædreland med mange og gode venner og steder, som jeg glæder mig til at komme tilbage til. 

Mit rejseprogram bringer mig rundt i hele Spanien, og desuden kommer jeg også til Marokko. Jeg er vild med det arabisk influerede Andalusien med de smukke monumenter, blandinger af kristent og muslimsk, den krydrede mad og varmen. Men jeg nyder også at komme til Nordspanien, mere alvorligt og tilbagetrukket, de smukke romanske kirker og kalkmalerier, den raffinerede mad, de innovative hoteller og restauranter. I Marokko genfinder jeg den arabiske kultur i levende live og kan langt bedre forestille mig, hvordan livet har formet sig i det arabiske Spanien i middelalderen. 

Med en cand.mag. i spansk og musik er jeg bredt funderet i Spanien, det spanske sprog, musikken og kulturen. Efter at have boet i Granada et halvt år med min familie, har jeg fået indblik i den spanske hverdag, skolesystemet og dagliglivet i det hele taget.
Jeg har undervist 5 år på VUC og i gymnasiet, og nyder at formidle min begejstring og fascination, når vi er på rejser.

8X6A5461

Program

Dagsprogram

Picos De Europa

Det grønne Spanien, 12. - 19.6. 2025

 

Dag 1: Afrejse fra Kastrup til Bilbao og kørsel til Oviedo. Vi bliver indkvarteret på et centralt beliggende hotel*** og spiser velkomstmiddag på en god restaurant tæt ved hotellet.

Dag 2: Vi besøger Oviedo  Spaniens ældste kirker, de præ-romanske fra 800-tallet, der alle er på Unescos kulturarvsliste. Desuden besøger vi bymidten, den smukke katedral med det storslåede Camara Santa, hvor sværdet fra modstanden i 722 er udstillet. Ligeledes kan man se Veronicas svededug samt kunstskatte, fra de ældste tider. Vi ser også, hvor den ældste camino strækning udgår fra og kan besøge det spændende kunstmuseum eller det interessante arkæologiske museum. Traditionel frokost på en nærliggende restaurant. Aftenen er fri.

Dag 3: Vi forlader nu Oviedo og kører op i Picos de Europa. Vi skal nyde landskabet i 1100 m højde ved bjergsøerne Ernol og Ercina. Vi går en tur på et par km og kan købe vores frokost her. Senere kører vi ned til Covadonga, som er derfra man begyndte den kristne generobring af Spanien tilbage i  år 722, der endte med Granadas fald i 1492. Herefter kører vi ned til byen Cangas de Onis, hvor vi bliver indkvarteret på et skønt hotel**** i den traditionelle landadel stil, Casona. Fælles aftensmad der tilberedes over åben ild.

Dag 4: Besøg i bjerglandsbyerne i Picos. Vi kører nu fra Cangas ind i Picos ad en fantastisk smuk vej gennem små bjerglandsbyer, smalle slugter og høje tinder. I byen Potes, der er centrum for området, besøger vi et museum, der fremviser kopier af de forskellige codexes med illustrationer til Johannes Åbenbaring. Munken Beato sad i klostret Santo Toribio og skrev sine kommentarer til Apokalypsen, og i dette koster begyndte den flere århundrede lange tradition med illustrationer dertil. I samme kloster, fortælles det, at man opbevarer det største stykke af Kristi kors. Om eftermiddagen besøger vi El Capricho, tegnet af Antoni Gaudí til en lokal rigmand. Herefter kører vi til Santillana del Mar, én af Spaniens smukkeste landsbyer. Der er overnatning i den tidligere organist hjem***. Et hotel med bindingsværk. Aftenen på egen hånd i byen.

Dag 5: Inden vi forlader området besøger vi Altamira museet, der viser kopier af de smukke hulemalerier, der er godt 15.000 år gamle. Vi føres gennem hulens historie via en lille film, og kommer så til en kopi af hulen. Her kan vi nyde de smukke hulemalerier i loftet og på væggene. Herefter fortsætter vi til Santander og kysten, inden vi ankommer til Bilbao, hvor vi indkvarteres på et centralt beliggende hotel***. Efter indkvarteringen spiser vi fælles tapas aftensmad på en lokal restaurant i nærheden af hotellet.

Dag 6: Store Guggenheim dag. Vi bliver introduceret til denne fantastiske bygning med en lokal guide. Hun vil desuden præsentere nogle af udstillingerne for os. Herefter er der tid på egen hånd til at udforske museet, deres spændende butik og evt. slutte besøget af i deres elegante restaurant. Eftermiddagen er på egen hånd til yderligere at nyde Bilbaos seværdigheder.

Dag 7: I dag skal vi rundt i Baskerlandet og høre nærmere om denne interessante kultur. Baskerne har deres regionale parlament, der stammer helt tilbage til middelalderen. Stedet, hvor disse tings møder blev afholdt, var under egen i byen Guernica. Her er der den dag i dag parlament, og vi skal se den smukke rådssal med glasmaleriet af egen, samt høre om den forfærdelige dag i 1937, hvor Hitler smed bomber over byen. Picasso malede det berømte maleri med samme titel, og en kopi hænger i byen, udfærdiget i keramik. Herefter fortsætter vi til den mondæne badeby, San Sebastian. Inden vi kører ind i centrum gør vi holdt ved en fantastisk skulptur, der står helt ude på den yderste mole, lavet af den baskiske kunstner Eduardo Chilida. San Sebastian er verdensberømt for sine pintxos, det baskiske ord for tapas, og dem bliver der god mulighed for at nyde.  Sidst på eftermiddagen vender vi tilbage til Bilbao og om aftenen spiser vi afskedsmiddag på en nærliggende restaurant.

Dag 8: Efter en rolig morgen kører vi til lufthavnen og rejser direkte fra Bilbao til Kastrup.

2013 07 08 15.23.59 Cangas De Onis 20230530 182325

Var det ikke lige den rejse du søgte?

Nedenfor ser du rejser, der har noget tilfælles med rejsen, du lige har kigget på. Frister de dig ikke, kan du søge videre på vores rejsekalender.

Se vores rejsekalender her

Almendras 2

Mandeltur til Andalusien 17. - 24. 2.

Oplev det tidlige forår i skønne Andalusien med blomstrende frugttræer og sol. I selskab med rejseleder Pia Bruun bliver der lejlighed til både at opleve kysten og bjergene, de små landsbyer og byerne Granada og Malaga.
Se rejse
Soller Gårdhave

Mallorca i Forårsdragt 9. - 16.3.

Der er mange gode grunde til at besøge Mallorca, ikke mindst i det tidlige forår, hvor frugttræerne står i fuldt flor i lavlandet. Vi besøger desuden en danskejet vingård og spiser frokost i en appelsinplantage.
Se rejse
P. Vecchio Firenze

Forår i Firenze 23. - 29.4

På denne rejse er der god tid til at opleve Firenzes skønhed, dens historie, kunst, elegance og mange imponerende bygninger. Oplevelserne i Firenze suppleres med en dagsudflugt til Lucca.
Se rejse