Intro

Madrid rummer stor mangfoldighed. Her findes storslåede monumenter og fantastiske museer. Mærk suset af storby omkring Gran Via, eller oplev en af verdens største kunstsamlinger på Pradomuseet. Det er også muligt at gå ind i de gamle gader i Guldalderkvarteret, hvor man kan fortabe sig i de små butikker og de mange spændende historiske detaljer. I denne tidslomme føles storbyen langt væk, og det minder mest af alt om at slentre i en ældre castiliansk provinsby.
På vores kulturrejse til Madrid og omegn bliver der rig mulighed for at opleve alle aspekter af byen. Rejsen inkluderer naturligvis de store monumenter, men der er også tid til at komme rundt i en række kvarterer og fornemme stemningen og variationen. Udgangspunktet i Madrid er et af byens mest charmerende områder, La Latina. Her findes stadig en masse små barer og butikker, her bliver handlet på torvet, verdenssituationen bliver ordnet på barerne, og børnefamilierne promenerer. 
Fra vores hotel i Madrid tager vi på en dagsudflugt til Segovia. Vi skal nyde den utrolige akvædukt fra den romerske periode, domkirken samt eventyrslottet, der ligger dramatisk yderst på en klippe.

De sidste to dage skal vi bo i Toledo. Toledo er Spaniens religiøse centrum og har gennem århundreder været en helt central by i landets historie. Her har romere, visigotere, maurere, jøder og kristne levet og sat sig spor. Med guide bliver der mulighed for at besøge den imponerende katedral, synagogen Santa Maria la Blanca samt se El Grecos hovedværk "Greven af Orgaz´ Begravelse".

Deltagerne skriver:

Madrid fra 14. til 21. april 2024
Det var en fremragende rejse, hvilket især skyldes rejselederen, som brænder for Madrid og Spanien og for historien, der har formet landet og byen. Hotellet var fint, langt bedre end hvad vi somme tider har været ude for. 
Spisestederne var glimrende og programmet var i top, det var passende og spændende. Turene til Toledo og Segovia var dejlige, og det var fint at komme ud af Madrid et par gange. Virkelig en dejlig uge.
Venlig hilsen Randi Dilling

 

Læs flere anmeldelser her

Fakta

  • Tidsrum: 15.  - 22.3. 2026
  • Tillæg for enkeltværelse: 2.900 kr.
  • Fly: Med SAS direkte Kastrup - Madrid t/r.
  • Afrejse fra Kastrup kl. 14.20 med ankomst til Madrid kl. 17.45.
  • Hjemrejse fra Madrid kl. 18.35 med ankomst til Kastrup kl. 21.50.
  • Det er muligt at tilkøbe tilslutning fra både Billund og Aalborg.
  • Rejsen inkluderer: Fly, skatter og afgifter, 7 nætter på gode, centralt placeret hoteller**** i dobbeltværelse med halvpension (inkl. drikkevarer), entreer og guide samt kørsel i egen bus. Alle værelser har eget bad og toilet. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden. 
  • Det kulinariske aspekt er hos os en vigtig del af rejsen. Vi lægger vægt på gode lokale måltider, der afspejler den egn, vi befinder os i.
  • Bemærk, at rejsen ikke er egnet for gangbesværede. Daglige strækninger ligger typisk på mellem 6 og 10 km.
Spanien, Segovia Akvædukt Spanien, Madrid, Plaza España Don Quixote Spanien, Madrid, El Rastro

Din rejseleder

Svend Rybner

Som ung mødte jeg en familie fra Madrid. De viste mig deres Spanien, og siden har jeg vandret mange tusinde kilometer for at opsøge steder, der har tilknytning til landets rige kultur og historie – hér skete det!

Undervejs udviklede jeg en dyb kærlighed til et land, man aldrig bliver færdig med. Alt i Spanien har rødder i fortiden – fra de gamle romere og maurerne til Caminoen, fra Madrid over Catalonien til Sevilla, Galicien og Baskerlandet. Intet i Spanien er tilfældigt, og samtidig er omgangsformen utvungen og spontan.

I 1980’erne oplevede jeg den kulturelle eksplosion La Movida og blev historiker med speciale i Den Spanske Borgerkrig. Bl.a. skrev jeg i 2022 en historisk indledning til digteren Halfdan Rasmussen og kammeraten Tage Laus dagbøger fra deres rejse gennem mellemkrigstidens Europa til den spanske grænse. Det blev til bogen ´Sommeren 38’.

I 2014 skrev jeg ’Fodbold i Spanien – meget mere end el Clásico’, som gennem fodbolden fortæller det moderne Spaniens historie. Desuden forelæser jeg på Folkeuniversitetet og tager gerne rundt i landet for at holde foredrag om spansk kultur og historie. Jeg er også leder af fodboldfilmfestivalen ’Shoot!’ og så optræder jeg af og til i medierne både om Spanien og om fodbold.

Endelig har jeg en erkendt svaghed for tapas og spansk rockmusik.

Svend Rybner

Program

Dagsprogram

Spanien, Madrid, Kongeslot og Domkirke

Madrid og Toledo - Spaniens to hovedstæder,

13. - 22.3 2026

Dag 1
Med direkte fly fra Kastrup til Madrid. Fra lufthavnen kører vi til hotellet***, der ligger i det charmerende og livlige kvarter La Latina. Efter indkvarteringen går vi en tur i kvarteret, på vej til en fælles middag på lokal restaurant.
 

Dag 2
Efter morgenmaden går vi til det dynamiske centrum i byen, Puerta del Sol. Vi fortsætter til det stemningsfulde Guldalderkvarter med de smalle gader og de små listige barer til måske byens dejligste plads, Plaza de Santa Ana. Herfra går vi til det imponerende kunstmuseum El Prado, hvor vi møder vores guide, der vil vise rundt på museet. Efter rundvisningen og tid på egen hånd på museet spiser vi frokost på CaixaForum Madrid, der er et spændende nyt kulturhus tegnet af arkitekterne Herzog og De Meuron, der også stod bag Tate Modern i London. Dagen afsluttes med at opleve stemningen i den store Retiropark og det smukke glaspalads, der ligger midt i parken.

Dag 3
I dag tager vi på udflugt til den interessante by Segovia, nordvest for Madrid. Vi kører nord ud af byen og kan i det fjerne se monumentet Valle de los Caídos, hvor Franco har ligget begravet. Ved ankomsten til Segovia ser vi først nærmere på den fantastiske akvædukt fra den romerske periode. Herefter besøger vi et skinkested, hvor vi får lov til at smage på den delikate gris, som området er så berømt for. Herefter er der tid til at spise frokost på egen hånd samt evt. besøge domkirken. Om eftermiddagen besøger vi sammen slottet Alcázar de Segovia, der ligger malerisk yderst på et klippefremspring. Sidst på dagen går turen retur til Madrid, hvor vi spiser fælles middag på hotellet. 

Dag 4
Efter morgenmaden tager vi metroen op til kvarteret Malasaña. Her ligger det interessante bymuseum, der fortæller Madrids historie, illustreret af små film og fotostadier. Efter frokost i området, går vi videre ind i kvarteret og besøger museet for den Skagens lignende maleren, Joaquín Sorolla, som er samtidig med P.S. Krøyer og i valg af motiver minder om de danske skagensmalere. Vi bliver vist rundt i Sorollas hjem, der også fungerede som hans atelier, og kan nyde den lille oase, midt i den pulserende storby. Har man lyst, kan man med Svend spadsere ned gennem kunstner-kvarteret Chueca, og se huse udsmykket med vægmalerier, vintage butikker og meget mere. Om aftenen er der fælles aftensmad.

Dag 5
Vi starter dagen med at besøge den tidligere domkirke, der er viet til byens skytshelgen San Isidor. Vi går herefter til en af Madrids mest ikoniske lokaliteter, den flotte Plaza Mayor. Turen fortsætter op til den imponerende boulevard Gran Via, hvor den ikoniske Telefónica bygning ligger. Bygningen spillede bl.a. en helt særlig rolle under Borgerkrigen. Vi fortsætter forbi Nationalbanken og det gamle postkontor og slutter af med at spise fælles frokost på god lokal restaurant i kvarteret. For de interesserede er der bagefter mulighed for at besøge Thyssen-Bornemisza Museet og/eller Guernica på Reina Sofia.


Dag 6
Vi forlader nu Madrid og sætter kursen mod den gamle kulturby Toledo, som i en periode også har været landets hovedstad. Her bor vi de sidste 2 dage af rejsen. Efter indkvartering på vores hotel tager vi på en spadseretur helt nede ved flodbredden, kaldet den økologiske sti. Her fra er en fantastisk udsigt op til Toledo by, og vi får den at se, fra helt nye vinkler. Rundturen ender ved den meget smukke kirke, tidligere moské, Cristo de la Luz. Om aftenen spiser vi aftensmad sammen-

Dag 7.  
Hele dagen skal vi nyde denne fantastiske by. Først laver vi en byrundtur rundt i de ældste kvarterer, herefter besøger vi, med god lokal guide, den fantastiske katedral, der betegnes som Spaniens åndelige hjerte. Vi skal sammen maleren El Grecos hovedværk "Greven af Orgaz´ Begravelse", der befinder sig i kirken Santo Tomé. Og endelig skal vi også se synagogen Santa Maria la Blanca fra 1100-tallet. Frokosten kan indtages i det middelalderlige kvarter i centrum af byen, og om aftenen mødes vi på en dejlig restaurant til aftensmad.


Dag 8
Efter morgenmaden er der mulighed for at opleve Toledo på egen hånd, evt se den smukke kirke Iglesia de Sta. Eulalia, San Marcos y San Torcuato, der er en blanding af arabisk og kristen arkitektur. Eller iglesia de San Marco, hvor man kan finde visigotiske rester. Der er også tid til at spise frokost på egen hånd, inden vi kører til lufthavnen, hvorfra der er afrejse til Kastrup.

Spanien, Madrid, Retiro parken med glaspaladset Spanien, Madrid, San Francisco kirken Spanien, Madrid, Toledo udsigt til domkirken

Var det ikke lige den rejse du søgte?

Nedenfor ser du rejser, der har noget tilfælles med rejsen, du lige har kigget på. Frister de dig ikke, kan du søge videre på vores rejsekalender.

Se vores rejsekalender her

Spanien, Ebroflodens udmunding, Valencia, Oceanografic

Fra havet til bjergene, en kulturel og kulinarisk rejse langs Ebro floden, 21. - 28.9

Tag med på en enestående rejse langs Ebro-floden: rismarker, muslingebanker, Michelin stjerne restauranter og to dage i Valencia. Alt dette på 8 dage.
Se rejse
Spanien, de Kanariske øer, Teide vandring

Vintersol på Tenerife 19. - 25.1

Tag en pause fra den danske vinter og oplev Tenerifes frodighed, de farverige byer og de mange tropiske og subtropiske vækster.
Se rejse
Spanien, Andalusien, Granada, mandeltræer i blomst

Mandeltur til Andalusien 11. - 18.2

Oplev det tidlige forår i skønne Andalusien med blomstrende frugttræer og sol. I selskab med rejseleder Pia Bruun bliver der lejlighed til både at opleve kysten og bjergene, de små landsbyer og byerne Granada og Malaga.
Se rejse