Under huden på Nordportugal og Porto er udsolgt, men vi henviser til samme rejse, der afholdes i september.
Højskole ved Porto 9. - 16.9
12. – 21. maj 2025
På dette 10 dages rejsekursus, kommer vi under huden på Nordportugal og Porto. I samarbejde med Granada Kulturrejser og rejseleder Rasmus Forman byder vi velkommen til højskole ved Porto. Vores vært i Portugal er Rasmus, som bor i Vila do Conde, lige nord for Porto, med sin portugisiske hustru og børn. Vila do Conde er en smuk, historisk købstad, der ligger hvor Ave-floden løber ud i Atlanterhavet. Her skal vi bo på et dejligt hotel lige midt i Vila do Conde, mens vi ugen igennem besøger regionen og ikke mindst Nordportugals smukke hovedstad: Porto. Rejsen består af morgensamling med foredrag, dagsudflugter og hyggeligt samvær. Vi skal besøge Porto et par gange samt nogle af de mindre byer langs kysten. Desuden har vi sat en hel dag af til at opleve vinmarker og den smukke natur inde i landet.
Vi begynder med to dage på Jaruplund Højskole, hvor vi forbereder os til Nordportugal med foredrag og dialoger. Rasmus Forman, der er vært og kursusleder i Portugal, deltager også her. Efter to dage på højskolen kører vi lørdag til lufthavnen i Hamborg og flyver til Porto og Vila do Conde. Her tilbringer vi en inspirerende højskoleuge med udflugter, foredrag og indsigt i Nordportugals historie og nutid. Den efterfølgende torsdag flyver vi retur til Hamborg og kører med bus tilbage til Jaruplund Højskole, hvor vi tager afsked med hinanden efter et måltid mad.
Kursusleder: Karsten Dressø og Rasmus Forman. Rejsearrangør: Granada Kulturrejser
Din rejseleder
Rasmus Forman
Jeg har siden 2008 boet i Vila do Conde, en charmerende kystby lige nord for Porto. Jeg er oprindelig opvokset i Midtjylland og mødte min portugisiske hustru Sofia, da vi begge studerede i Berlin. Efter 5 år i København flyttede vi til Portugal, hvor vi bor med vores to børn.
Min uddannelsesbaggrund er idehistorie, pædagogik og e-læring og i Danmark har jeg arbejdet som underviser, højskolelærer og med udvikling af e-læring. Når jeg ikke er rejseleder for danskere i Nordportugal, arbejder jeg med e-læring og i fritiden er jeg glad for frisk luft, kulturmøder, gode samtaler, bevægelse, filosofi, litteratur og kunst.
Jeg holder af at vise mit nye hjemland frem for andre danskere og dele ud af Portugals rige historie, natur og kultur. Desuden prioriterer jeg, at vi undervejs møder portugisere, så vi får et indblik i den almindelig portugisers dagligliv og værdier.
Bem Vindo (Velkommen) til Nordportugal!