Intro

Tag med på en rejse til det historiske og naturskønne område, der betog Hemingway og Picasso. På rejsen langs Ebro floden vil vi udforske det traditionelle catalanske liv, områdets rige natur og historie, og tilsætte vores rejse nye gastronomiske oplevelser hver dag! - en kombination, der gør rejsen til en interessant destination for dem, der ønsker at opleve det autentiske catalanske liv. 
Vi skal opleve kulturlivet i Valencia, rismarker, lyserøde flamingoer og små fiskerbyer ved Ebro-deltaet og de maleriske landsbyer i højlandet. Vi vil dykke ned i historiske øjeblikke fra borgerkrigen, opleve en bred vifte af storslået arkitektur: modernistiske bygninger og gotiske katedraler. Vi skal afprøve den rige kulinariske middelhavskost som Ebro området er kendt for, en kulinarisk tradition der kombinerer de friske råvarer fra havet og landbrugsområderne. Og vi skal spise på to Michelin restauranter. 
Vi bor tre nætter i Valencia samt to nætter på et nyt hotel ude i selve deltaet, og vi skal de sidste to dage bo på hotel helt ned til vandet.
Alle dage vil vi gå kortere strækninger, for at kunne fornemme og opleve den varierede og smukke natur, vi er omgivet af.


Ebro-floden og deltaet:
Ebro-floden strækker sig over 910 kilometer, hvilket gør den til den længste flod på den iberiske halvø. Floden munder ud i Middelhavet, hvor den danner rammerne om et imponerende floddelta, som dækker over 320 kvadratkilometer og byder på en enestående blanding af imponerende landskaber og biologisk mangfoldighed. De rige sediment mængder, som floden transporterer fra de omkringliggende bjerge, har skabt en usædvanlig frugtbar jord, hvilket har gjort området velegnet til landbrug, især den karakteristiske risdyrkning. 
Delta del Ebro er blevet officielt anerkendt som et naturreservat og beskyttet område, hvilket giver et beskyttet levested for flora og fauna, bland andet kan man se store flokke flamingoer året rundt.

 

Tidligere deltagere skriver:

Oplevelsen af en rejse er i almindelighed afstemt med de forventninger, vi rejser ud med. 
Vi valgte “Fra havet til bjergene”, fordi vi har erfaringer fra tre rejser med Granada Kulturrejser, og fordi beskrivelsen af rejsen her vækkede en følelse hos os, der sagde: her er der mennesker bag rejsen, som har noget, de gerne vil vise os og fortælle om. En ung dansk pige, der med sin familie har fået fodfæste i området, og en kvinde fra højskolen med spansk sprog og historie som faglig ballast. Det måtte der komme en god historie ud af. Og det kom der.
Fra velkomsten til vi sagde farvel havde vi følelsen af, at alle 14 rejsedeltagere følte sig veltilpas. Alle blev set. Rejseprogrammet var veltilrettelagt. Forplejningen et løft, følelsen af glad fællesskab. Pil - et fund til at løse den opgave, der var hendes. Hendes glæde ved at vise os sit sted gav rejsen et vigtigt personligt islæt. Der var overensstemmelse mellem det, vi var stillet i udsigt, og det vi fik.
Tak for en dejlig rejse.
Bente og Christian Høgsberg

Læs flere anmeldelser her

 

 

Fakta

  • Tidsrum: 18. - 25.9. 2026. 
  • Tillæg for enkeltværelse: 2.000 kr.
  • Fly: med Norwegian direkte til Valencia, retur direkte fra Barcelona.
  • Afrejse fra Kastrup kl. 7.30. med ankomst til Valencia kl. 11.40.
  • Hjemrejse fra Barcelona kl. 16.15 med ankomst til Kastrup kl. 19.15.
  • Aalborg: Kontakt os og få et tilbud på fly fra Aalborg
  • Prisen inkluderer: Fly, skatter og afgifter, 7 nætter på udsøgte hoteller i dobbeltværelse med halvpension, entreer og guide samt kørsel i egen bus. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden. 
  • Det kulinariske aspekt er hos os en vigtig del af rejsen. På denne rejse spiser man 2 gange på en Michelin stjerne restaurant. Desuden finder vi gode lokale måltider, der afspejler den egn, vi befinder os i.
  • Man skal være almindeligt godt gående, og kunne gå 3-5 km hver dag.
Spanien, Ebroflodens udmunding, appelsinhøst Spanien, Ebroflodens udmunding, vinhus Gandessa Spanien, Ebroflodens udmunding, deltaet under vand

Din rejseleder

Pil Christoffersen

Jeg er uddannet fotograf, og fotografiet har været omdrejningspunktet for det meste, jeg har lavet. Fotografiet har ført mig på mange rejser og givet mig en unik adgang til mennesker og steder. Jeg har arbejdet både som en mere traditionel fotograf og som underviser. I Danmark har jeg undervist unge med psykiske udfordringer i fotografi og tog i den forbindelse uddannelsen til pædagog. Jeg er gift med Lluís, og sammen har vi to børn. Vi mødte hinanden i Barcelona og flyttede derefter sammen til København, hvor vi har boet i 10 år. 
I 2022 flyttede vi tilbage til Lluís' fødeby i det sydlige Catalonien, hvor vi har overtaget hans barndomshjem. 
Vi deler hus med hans mor, gaden med hans kusiner, og vores søn går på den lokale skole. Jeg er optaget af det lokale, familielivet og hvordan gamle traditioner og moderne livsstil forsøger at leve side om side. Jeg elsker at udforske de små landsbyer, hvor livet stadig går langsomt, og hvor de lokale traditioner og højtider bevares. Jeg elsker også at besøge de større byer, hvor kultur, arkitektur og gastronomi er den største fornøjelse.
Jeg holder af socialt samvær, og jeg vil elske at dele mine erfaringer med dig!

Pil Christoffersen

Din rejseleder

Pia Köllner

Jeg har været forelsket i Spanien og den spanske kultur, siden jeg i 80erne begyndte at rejse i Spanien. Efter en længere rejse til Mexico begyndte jeg at læse spansk og kom endnu tættere på både kultur, historie og ikke mindst spanierne. I dag er Spanien som mit andet fædreland med mange og gode venner og steder, som jeg glæder mig til at komme tilbage til. 

Mit rejseprogram bringer mig rundt i hele Spanien, og desuden kommer jeg også til Marokko. Jeg er vild med det arabisk influerede Andalusien med de smukke monumenter, blandinger af kristent og muslimsk, den krydrede mad og varmen. Men jeg nyder også at komme til Nordspanien, mere alvorligt og tilbagetrukket, de smukke romanske kirker og kalkmalerier, den raffinerede mad, de innovative hoteller og restauranter. I Marokko genfinder jeg den arabiske kultur i levende live og kan langt bedre forestille mig, hvordan livet har formet sig i det arabiske Spanien i middelalderen. 

Med en cand.mag. i spansk og musik er jeg bredt funderet i Spanien, det spanske sprog, musikken og kulturen. Efter at have boet i Granada et halvt år med min familie, har jeg fået indblik i den spanske hverdag, skolesystemet og dagliglivet i det hele taget.
Jeg har undervist 5 år på VUC og i gymnasiet, og nyder at formidle min begejstring og fascination, når vi er på rejser.

Pia Köllner

Program

Dagsprogram

Spanien, Ebroflodens udmunding, årtusind gammel oliventræ

Fra havet til bjergene, en kulturel og kulinarisk rejse langs Ebro floden, den 18.-25. september

 

Dag 1: Velkommen til Valencia - den smukke by ved Middelhavet
Afrejse fra Kastrup direkte til Valencia. Når vi er kommet til Valencia, vil vi køre de 20 min fra lufthavnen ind til centrum. Ved hotellet vil Pil tage imod os. Efter indkvarteringen inviterer vi på en gåtur i de charmerende gader omkring hotellet, og ender turen ved Colón markedet, hvor vi byder på lækre tapas på et nyt, innovativt spisested, der gør en dyd ud af at bruge lokalt dyrkede grøntsager.

Dag 2: Santiago Calatravas futuristiske bygninger
Efter morgenmaden holder Pil et oplæg som intro til turen. Herefter går vi ad ”den grønne sti” i det gamle flodleje til La Ciutat de les Arts i Les Ciències, et imponerende kompleks af moderne arkitektur, videnskabsmuseum og kunstgallerier tegnet af arkitekten fra Valencia, Santiago Calatrava. Det vil være muligt at udforske området ved La Ciutat de les Arts i Les Ciències på egen hånd og måske se det fantastiske museum Caixa Forum. Fælles aftensmad er på hotellet. 

Dag 3: Det gamle Valencia
I dag vil vi sætte fokus på den charmerende gamle bydel, Barri del Carmen, og vi vil besøge byens smukke centrale marked, som er fyldt med friske produkter, madvarer og lokale specialiteter. Der bliver tid til at se markedet, domkirken eller det gamle silkemarked på egen hånd. Vi fortsætter vores spadseretur gennem byen og vil sammen spise frokost på en hyggelig, traditionel restaurant. Om eftermiddagen kan man besøge nogle af de spændende museer indenfor kunst og kunsthåndværk. Aftensmad på egen hånd.

Dag 4: Ebro flodens delta, muslingetur og fiskeauktion 
Efter morgenmaden pakker vi vores kuffert, og kører knap to timer til Ebro-flodens udmunding, det imponerende delta ved Middelhavet. Delta de L'Ebre er en naturpark, som består af et komplekst netværk af floder, kanaler og vådområder, der skaber et unikt økosystem. Deltaet er hjemsted for et utroligt dyreliv, herunder et væld af fuglearter, som gør området til et paradis for ornitologer og naturelskere. Deltaet er derudover kendt for sine smukke strande og omfattende rismarker, som er en vigtig økonomisk aktivitet i området.
Vi skal starte vores besøg i udkanten af deltaet, i byen La Ràpita. Fra havnen i La Ràpita sejler vi til den flydende cafe, der ligger omkranset af muslingefarme. Her vil vi opleve den smukke udsigt, få et indblik i hvordan muslingeopdræt foregår, samt få smagsprøver af muslinger og cava. Når vi har fast grund under fødderne igen, vil vi samlet gå op gennem den gamle del af La Ràpita, hvor det er muligt at spise frokost på egen hånd. Efter frokosten mødes vi igen ved havnen, hvor vi vil se fiskerbådene komme ind fra havet, og der bliver solgt fisk på auktion. Derefter fortsætter vi ud på selve deltaet, hvor vi kommer til den lille hvide landsby, Poble Nou del Delta, der ligger idyllisk omkranset af rismarker. Inden vi finder vores hotel, vil vi tage på en lille tur for at opleve rismarkerne, de store flokke af flamingoer, der holder til året rundt og se solnedgangen fra stranden. Hvis vejret tillader det, vil vi afslutte dagen med at spise sushi på stranden, forarbejdet af de lokale råvarer. Alternativt foregår det på hotellet.  Herefter bliver vi indkvarteret på vores dejlige hotel, hvor vi skal bo de næste to dage.

Dag 5: På opdagelse i Ebro-deltaets skønhed
Efter morgenmaden skal deltaet udforskes. Tag endelig badetøjet med, da vi kommer til den skønneste strand. Vi begynder med at køre til midten af deltaet, Deltebre, hvor vi vil besøge Ecomuseu, et besøgscenter, der er lavet som et mini delta. Her vil vi få viden om deltaet, områdets historie og et indblik i livet i de små landsbyer. Herfra kører vi til Ebro flodens udmunding. Vi skal opleve de enorme, hvide strande, gå en tur til det ikoniske fugletårn Mirador del Zigurat, som er lavet af træ og har en fantastisk udsigt over floden og et stort naturreservat. Her kan man evt. bade. Vi kører nu videre til flodens færgested, hvorfra man kan sejle en tur på Ebro floden. Her er der frokost på egen hånd, og mulighed for at gå langs floden. Inden vi forlader området, vil vi gøre holdt med bussen, for at gå den lille tur over floden, hvorfra man endnu en gang kan nyde udsigten over deltaet. Herefter kører vi tilbage til Poble Nou, og kan evt. med Pil gå en lille tur i området og se flere fuglesteder og smukke stier på de opdæmmede veje. Man kan også gøre klar til aftenens store oplevelse: en udsøgt 10-retters middag på hotellets Michelin-restaurant. 

Dag 6: Klippemalerier, frokost på Michelin restaurant og besøg i Pil's landsby
Vi forlader nu deltaet og følger Ebro-floden op til L’Ermita de la Pietat, en smuk beliggende kirke, som også er hjemsted for forhistoriske klippemalerier. Vi vil sammen med vores engelsktalende guide opleve stedets besøgscenter, og får en introduktion til klippemalerierne og samfundet, der lavede dem. Herefter går vi samlet op og ser de malerier, der er tilgængelige. Gåturen kan være en smule udfordrende, men vi tager det i et tempo, så alle kan være med. Alternativt vil det være muligt at vente ved besøgscentrets lille cafe og nyde den smukke udsigt. Efter besøget fortsætter vi køreturen og ender ved en familieejet restaurant med en Michelin-stjerne. Her skal vi nyde en skøn frokost. 
Turen fortsætter nu til byen Alcanar, som er Pils nye hjemby. Alcanar er en mindre landbrugsby omkranset af appelsintræer, hvor små smalle gader blander sig med umalede husfacader, et kaos af el-ledninger, og er en by, der normalt ikke får besøg af turister. Vi vil her tage på en lille byvandring, for derefter at gå ud ad byen (3 km) gennem landbrug og appelsinlunde, til den lille fiskerby, Les Cases d’Alcanar. Vi bliver herefter indkvarteret på et skønt hotel beliggende helt ned til vandet, nord for Alcanar. 

Dag 7: Højlandet, en modernistisk bodega og Picasso
I dag går udflugten op i højlandet, også kaldet Vinlandet. Her begynder vi rundturen med at køre gennem et smukt landskab af vinmarker til en imponerende modernistisk bodega, hvor man i dag stadig har et vin co-operativ. Her får vi en rundvisning i de karakteristiske bygninger, og vi slutter af med at smage på nogle af vinene. Herefter vil vi gå 4 kilometer på ”den grønne sti”, der er en gammel nedlagt jernbanestrækning. For enden af ruten kommer vi til den maleriske by Horta de Sant Joan. Her kan man bestille et skønt måltid på byens lokale kro. De er specialister i at anvende kød og grøntsager fra lokale gårde samt vildt og fisk. Efter frokosten vil vi gå en fælles tur igennem den charmerende by. Om aftenen er der et afskedsmiddag på hotellets restaurant. 

Dag 8 : Hjemrejse fra Barcelona med et ophold i Sitges
Efter en rolig morgen kører vi nordpå mod den charmerende havneby Sitges. Her vil vi sammen lave en lille byvandring, hvorefter det vil være muligt at udforske byen selv, besøge museer og spise frokost, inden vi sætter kurs mod lufthavnen i Barcelona, hvor der er direkte fly til Kastrup.  

 

Spanien, Ebroflodens udmunding, Valencia, Oceanografic Spanien, Ebroflodens udmunding, dagens fangst Spanien, Ebroflodens udmunding, Catedral De Vi

Var det ikke lige den rejse du søgte?

Nedenfor ser du rejser, der har noget tilfælles med rejsen, du lige har kigget på. Frister de dig ikke, kan du søge videre på vores rejsekalender.

Se vores rejsekalender her

Spanien, de Kanariske øer, Teide vandring

Vintersol på Tenerife

Tag en pause fra den danske vinter og oplev Tenerifes frodighed, de farverige byer og de mange tropiske og subtropiske vækster.
Se rejse
Spanien, Andalusien, Granada, mandeltræer i blomst

Mandeltur til Andalusien

Oplev det tidlige forår i skønne Andalusien med blomstrende frugttræer og sol. I selskab med rejseleder Pia Bruun bliver der lejlighed til både at opleve kysten og bjergene, de små landsbyer og byerne Granada og Malaga.
Se rejse
Italien, Rom, Museo MAAM

Kulturrejse til Rom

8 dage, hvor du får set både Roms kendte og mindre kendte sider i selskab med rejseleder Jesper Storgaard Jensen. Desuden er der dagsudflugter til hhv Tivoli og Calcata. Jesper har boet i Rom i mere end 25 år.
Se rejse