Intro
Her kommer en sjælden mulighed for at komme med på en grupperejse til det smukke og varierede Nordspanien, fra Oviedo i vest til Bilbao i øst.
Rejsen til det nordlige Spanien spænder vidt: fra de ældgamle hulemalerier ved Altamira til det moderne Guggenheim museum i Bilbao. Her, mellem den barske kyst og de dramatiske bjerge, er der meget at opleve. Naturen er storslået, og tilmed har vi mennesker afsat spor i området fra de ældste tider og frem til i dag.
Læg hertil maleriske landsbyer, bjerge, en dramatisk kyst og store gastronomiske oplevelser.
Hoteller
Vi bor på gode spanske hoteller, der ligger centralt placeret i byerne. Det er derfor muligt at gå til de fleste attraktioner samt nyde aftenstemningen i centrum. Alle værelser har eget bad og toilet. Vi har selv fundet alle hoteller, som vi har samarbejdet med gennem en årrække.
Læs flere anmeldelser her
Fakta
- Tidsrum: 3. - 10.9. 2026.
- Tillæg for enkeltværelse: 2.300 kr.
- Fly: Med Norwegian fra Kastrup til Bilbao, t/r, direkte fly.
- Fra Kastrup kl. 6.50 med ankomst til Bilbao kl. 9.40. Hjemrejse fra Bilbao kl. 10.20. med ankomst til Kastrup kl. 13.00.
- Rejsen inkluderer: Fly, skatter og afgifter, 7 nætter på gode lokale hoteller i dobbeltværelse med halvpension, entreer og guide samt kørsel i egen bus. Alle værelser har eget bad og toilet. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden.
- Det kulinariske aspekt er hos os en vigtig del af rejsen. Vi lægger vægt på gode lokale måltider, der afspejler den egn, vi befinder os i.
Din rejseleder
Pia Köllner
Jeg har været forelsket i Spanien og den spanske kultur, siden jeg i 80erne begyndte at rejse i Spanien. Efter en længere rejse til Mexico begyndte jeg at læse spansk og kom endnu tættere på både kultur, historie og ikke mindst spanierne. I dag er Spanien som mit andet fædreland med mange og gode venner og steder, som jeg glæder mig til at komme tilbage til.
Mit rejseprogram bringer mig rundt i hele Spanien, og desuden kommer jeg også til Marokko. Jeg er vild med det arabisk influerede Andalusien med de smukke monumenter, blandinger af kristent og muslimsk, den krydrede mad og varmen. Men jeg nyder også at komme til Nordspanien, mere alvorligt og tilbagetrukket, de smukke romanske kirker og kalkmalerier, den raffinerede mad, de innovative hoteller og restauranter. I Marokko genfinder jeg den arabiske kultur i levende live og kan langt bedre forestille mig, hvordan livet har formet sig i det arabiske Spanien i middelalderen.
Med en cand.mag. i spansk og musik er jeg bredt funderet i Spanien, det spanske sprog, musikken og kulturen. Efter at have boet i Granada et halvt år med min familie, har jeg fået indblik i den spanske hverdag, skolesystemet og dagliglivet i det hele taget.
Jeg har undervist 5 år på VUC og i gymnasiet, og nyder at formidle min begejstring og fascination, når vi er på rejser.
Program
Dagsprogram
Det grønne Spanien, 3. - 10.9. 2026
Dag 1: Afrejse fra Kastrup til Bilbao. Vi kører langs med den smukke nordkyst til byen Oviedo. Undervejs hører vi om historien, naturen og kulturen. Vi bliver indkvarteret på et centralt beliggende hotel**** og spiser velkomstmiddag på en god restaurant tæt ved hotellet.
Dag 2: Vi besøger Oviedo og Spaniens ældste kirker, de præ-romanske fra 800-tallet, der alle er på Unescos kulturarvsliste. Desuden besøger vi bymidten, den smukke katedral med det storslåede Camara Santa, hvor sværdet fra modstanden i 722 er udstillet. Ligeledes kan man se Veronicas svededug samt kunstskatte, fra de ældste tider. Vi ser også, hvor den ældste camino strækning udgår fra og kan besøge det spændende kunstmuseum eller det interessante arkæologiske museum senere på eftermiddagen. Traditionel frokost på en nærliggende restaurant. Aftenen er fri.
Dag 3: Vi forlader nu Oviedo og kører op i Picos de Europa. Vi kommer op til fantastisk smukke områder med små bjerglandsbyer, smalle slugter og høje tinder. I byen Potes, der er centrum for området, besøger vi et museum, der fremviser kopier af de forskellige codex'es med illustrationer til Johannes Åbenbaring. Munken Beato sad i klostret Santo Toribio og skrev sine kommentarer til Apokalypsen, og i dette kloster begyndte den flere århundrede lange tradition med illustrationer dertil. I samme kloster, fortælles det, at man opbevarer det største stykke af Kristi kors. Vi besøger ligeledes klostret og kan se korset udstillet inde i kirken. Der er frokost på egen hånd i Potes. Herefter kører vi til Santillana del Mar, én af Spaniens smukkeste landsbyer. Der er overnatning i den tidligere organist hjem***. Et hotel med bindingsværk. Aftensmad på restaurant i byen.
Dag 4: Vi vil nyde søndagen i Santillana del Mar og vi skal ligeledes besøge Altamira museet, der viser kopier af de smukke hulemalerier, der er godt 15.000 år gamle. Vi føres gennem hulens historie via en lille film, og kommer så til en kopi af hulen. Her kan vi nyde de smukke hulemalerier i loftet og på væggene. resten af dagen er fri til at nyde denne charmerende landsby. Vi spiser aftensmad sammen i byen.
Dag 5: Inden vi forlader egnen vil vi køre til Comillas hvor El Capricho, tegnet af Antoni Gaudí, ligger. Vi får en guidet rundtur og ligeledes tid til at komme rundt i huset på egen hånd. Herefter fortsætter vi til Santander og kysten med mulighed for en lille dukkert i Biscayen. Frokost på egen hånd her, inden vi ankommer til Bilbao, hvor vi indkvarteres på et centralt beliggende hotel***. Efter indkvarteringen spiser vi fælles aftensmad på en lokal restaurant i nærheden af hotellet.
Dag 6: Store Guggenheim dag. Vi bliver introduceret til denne fantastiske bygning med en lokal guide. Hun vil desuden præsentere nogle af udstillingerne for os. Herefter er der tid på egen hånd til at udforske museet, deres spændende butik og evt. slutte besøget af i deres elegante restaurant. Formiddagen tilbringer vi i den gamle bydel, kaldet "de 7 gader", ser det flotte marked, kommer forbi Santiago kirken og Plaza Nueva. Fælles frokost på restaurant i kvarteret. Aftenen er fri.
Dag 7: I dag skal vi rundt i Baskerlandet og høre nærmere om denne interessante kultur. Baskerne har deres regionale parlament, der stammer helt tilbage til middelalderen. Stedet, hvor disse tings møder blev afholdt, var under egen i byen Guernica. Her er der den dag i dag parlament, og vi skal se den smukke rådssal med glasmaleriet af egen, samt høre om den forfærdelige dag i 1937, hvor Hitler smed bomber over byen. Picasso malede det berømte maleri med samme titel, og en kopi hænger i byen, udfærdiget i keramik. Herefter fortsætter vi til den mondæne badeby, San Sebastian. Inden vi kører ind i centrum gør vi holdt ved en fantastisk skulptur, der står helt ude på den yderste mole, lavet af den baskiske kunstner Eduardo Chilida. San Sebastian er verdensberømt for sine pintxos, det baskiske ord for tapas, og dem bliver der god mulighed for at nyde. Sidst på eftermiddagen vender vi tilbage til Bilbao og om aftenen spiser vi afskedsmiddag på en nærliggende restaurant.
Dag 8: Efter en rolig morgen kører vi til lufthavnen og rejser direkte fra Bilbao til Kastrup.
Var det ikke lige den rejse du søgte?
Nedenfor ser du rejser, der har noget tilfælles med rejsen, du lige har kigget på. Frister de dig ikke, kan du søge videre på vores rejsekalender.
Se vores rejsekalender her
Mandeltur til Andalusien
Oplev det tidlige forår i skønne Andalusien med blomstrende frugttræer og sol. I selskab med rejseleder Pia Bruun bliver der lejlighed til både at opleve kysten og bjergene, de små landsbyer og byerne Granada og Malaga.
Kulturrejse til Rom
8 dage, hvor du får set både Roms kendte og mindre kendte sider i selskab med rejseleder Jesper Storgaard Jensen. Desuden er der dagsudflugter til hhv Tivoli og Calcata. Jesper har boet i Rom i mere end 25 år.