Intro

Drømmer du om forår, inden vinteren er slut? Denne rejse tager dig med til det skønne og solrige Andalusien, hvor de blomstrende mandeltræer lyser op i de storslåede, grønne bjerglandskaber.
Vi tager dig med op til de små hvidkalkede landsbyer, nyder stemningen i de brostensbelagte gader med besøg hos lokale kunsthåndværkere. Vi slutter rejsen af i Malaga, hvor der er en hel dag til at udforske museer og vandre rundt i den smukke gamle bydel.

 

Deltagerne skriver:

Vi var meget tilfredse med turen - og ikke mindst med rejseleder Pia Bruun. Hun er meget vidende om alt fra Spaniens historie til Picassos og H.C. Andersens liv og levned. 
Pia var en levende fortæller og tålmodig og omsorgsfuld over for alle på rejsen. 
Tempoet var passende med indlagte pauser og ikke for tidlige mødetider om morgenen.
Alle tre hoteller var gode. Især det første, der lå så tæt ved havet. Det var skønt at ankomme dér fra det kolde og våde Danmark.
Otto Ditlev Paulsen og Tove Løvsgren

 

Læs flere anmeldelser her

Fakta

  • Tidsrum: 17. - 24.2. 2025
  • Tillæg for enkeltværelse: 2.000 kr.
  • Fly: Direkte fly med Norwegian fra Kastrup til Malaga t/r.
    Afrejse fra Kastrup kl. 15.20. med ankomst til Malaga kl. 19.00.
    Hjemrejse fra Malaga kl. 12.25 med ankomst til Kastrup kl. 16.10.
  • Aalborg: Der er provinstilslutning fra Aalborg med følgende tider  fra Aalborg kl. 11.55 ankomst Kastrup kl. 12.40. Fra Kastrup kl. 17.45 ankomst Aalborg kl. 18.30. (anslået pris pr. person: 1.500 kr.)
  • Prisen inkluderer: Fly, skatter og afgifter, 7 nætter på gode, lokale hoteller i dobbeltværelse med halvpension og drikkevarer, entreer og guide samt kørsel i egen bus. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden.
  • Det kulinariske aspekt er hos os en vigtig del af rejsen. Vi lægger vægt på gode lokale måltider, der afspejler den egn, vi befinder os i.
  • Bemærk, at rejsen ikke er egnet for gangbesværede. Man skal kunne gå ca 5-6 km pr dag.
Lanjaron Bouganvilla I Frigiliana Albayzin Kirke M Minaret

Din rejseleder

Pia Bruun Nielsen

Efter 40 år i Spanien føler jeg mig godt rustet til at vise jer ukendte sider af dette fascinerende land. Mit fokus er Andalusien og De Baleariske Øer. Vi går bag facaden på de fortryllende andalusiske hovedstæder og får et indblik i den periode, hvor en stor del af den iberiske halvø var underlagt islam. Derfra stammer kongepaladset i Sevilla, den store Moské i Córdoba og Nasride-dynastiets prægtige Alhambra i Granada. 
På Menorca og Mallorca går vi tæt på lokal livet i de små fiskerbyer, hvor traditionerne trodser turismen, og der er langt mellem hotellerne. Vi vandrer i den fantastiske natur og nyder godt af øernes lokale produkter. Uanset hvilken rejse du vælger, dykker vi ned i kulturen og lokalhistorien, alt sammen tilsat gastronomiske fristelser og gode vine undervejs.

Pia Bruun (1)

Program

Dagsprogram

Balcon De Europa

Mandeltur til Andalusien, 17. - 24.2. 2025

Dag 1:
Vi bliver modtaget af Pia Bruun i lufthavnen og kører til vores hotel i kystbyen Rincon de la Victoria, der ligger en halv times kørsel øst for Malaga. Her skal vi bo de første tre dage. Fra alle værelser er der udsigt til Middelhavet. Efter en kort præsentation af ugens program, er der aftensmad på en lokal restaurant.
 
Dag 2:
Denne dag er afsat til et besøg på en familieejet bodega, og så skal vi på udkig efter blomstrende mandeltræer. Straks efter morgenmaden kører vi direkte op i bjergene til den lille landsby Moclinejo. Byen ligger i et vindistrikt øst for Malaga, og den lokale vinproducent har gennem fire generationer fremstillet de verdensberømte søde Malaga-vine. Nu omfatter produktionen både bordvine og hedvine. Vi starter turen ude i vinmarken, hvor vi ser, hvordan man dyrker druer på de stejle skråninger og slutter af med smagsprøver og et besøg på bodegaen. Efter fælles frokost i nabolandsbyen spadserer vi en tur i de blomsterbesmykkede gader, inden vi vender tilbage til vores hotel. Aftensmad på egen hånd.

Dag 3:  
I den østligste del af Malaga provinsen ligger to meget charmerende byer, Nerja og Frigiliana, som vi skal besøge i dag. Det er også her, vi skal på tur til ”spøgelsesbyen” Acebuchal. Vi kører først til Nerja, der ligger helt nede ved kysten. Fra Europa Balkonen er der en storslået udsigt over Middelhavet. Her er der tid til en bytur og formiddagskaffe på én af de mange hyggelige caféer, inden vi kører op til nabobyen Frigiliana, kendt for sine charmerende gader og facader og sit internationale kunstnermiljø. Vi spadserer gennem byen til det historiske, mauriske kvarter, El Barrio Morisco, og bliver bagefter hentet af bussen og fortsætter til lilleputlandsbyen Acebuchal. Byen blev rømmet for beboere under Franco-diktaturets hetz mod republikanere og var helt forladt til 1990’erne, da efterkommere af de oprindelige indbyggere besluttede at give byen et nyt liv. Vi vandrer på markvejen ind til vores restaurant, hvor der serveres en spændende frokost lavet af lokale produkter. Sidst på eftermiddagen vender vi tilbage til hotellet. Aftensmad på egen hånd.

Dag 4:
Vi forlader nu kysten og begiver os op i Sierra Nevada bjergene, der udover den fantastiske natur byder på en enestående kulturarv indenfor arkitektur, gastronomi og kunsthåndværk. Vi skal op i ca. 1.000 meters højde og starter besøget i kurbyen Lanjarón. Byen ligger i det legendariske Alpujarras, der var et af de sidste områder i Sydspanien, der overgav sig til de kristne. I den berømte roman ”Fatimas hånd” af forfatteren, Ildefonso Falcones er dele af handlingen henlagt til Lanjarón. Byen er vidt berømt for sit rene, klare drikkevand og de mineralske kurbade. Efter en kaffepause fortsætter turen til bjerglandsbyen Capileira, hvor vi spiser en fælles frokost med delikatesser fra bjergene, inden vi kører videre til nabolandsbyen Bubión, hvor vi besøger det lille egnsmuseum Casa Alpujarreña. Her bliver vi klogere på områdets særegne kulturarv, der har dybe rødder helt tilbage til den mauriske periode. Vi slutter vores besøg i den sidste lille bjergby, Pampaneira, der er kendt for sine tæpper og håndvævede ting. Vi fortsætter til Nogüeles, der ligger lige i udkanten af Alpujarras. Her skal vi bo ved den gamle kornmølle, der nu er en udsøgt restaurant, på et charmerende, landligt hotel.

Dag 5:  
Vi kører fra hotellet til provinshovedstaden Granada. Vi skal sammen udforske den del af byen, der er kendt som ”sigøjnerkvarteret” i Sacromonte med bl.a. ”De Sortes Skrænt”. Vi går også gennem det gamle arabiske kvarter, Albaicín. På vores tur kommer vi forbi historiske grottehuse, som har været beboet gennem generationer. Vi hører om den selvbestaltede sigøjnerkonge Chorrohumo og om, hvordan marginaliserede grupper i århundreder har søgt tilflugt udenfor bymuren.
Undervejs får vi nogle forrygende udsigter til den gamle paladsby og maurerfæstningen, Alhambra. Der er frokost på egen hånd og mulighed for at besøge katedralen, Det Kongelige Gravkapel med de jordiske rester af De Katolske Konger, de arabiske bade, drikke te på et marokkansk tehus m.v. Fælles middag på hotellet.

Dag 6: 
Fra Sierra Nevadas stejle bjergskråninger bevæger vi os ned til kystbyen Salobreña, hvor de hvidkalkede huse er placeret malerisk på et klippefremspring. Området kaldes Costa Tropical, fordi man her har et specielt godt klima til tropiske afgrøder. Vi går rundt i byens smalle gader – et klart levn fra den mauriske periode – og nyder en fælles frokost på en dejlig restaurant helt nede ved havet, som disker op med en salat med områdets frugter og en fantastisk paella med alt godt fra havet. Mulighed for en spadseretur langs stranden, inden vi kører til Malaga og indkvarteres på et centralt beliggende hotel.

Dag 7: 
På denne sidste dag går vi om bord i Malagas historiske kulturarv. Vi lægger ud med byvandring og hører om byens fascinerende historie, ser resterne af det romerske teater, den enarmede katedral og hører om spændende personligheder fra 1800-tallets storhedstid, da Malaga var en af Spaniens absolut førende industribyer. I denne periode fik byen besøg af fremtrædende europæiske rejsende og forfattere, som vores egen H. C. Andersen. Efter frokost på egen hånd er der mulighed for at besøge Picasso-museet, den mauriske fæstning, gå en strøgtur på den nye
havnefront eller slappe af, inden der er fælles afskedsmiddag.

Dag 8:
Efter en rolig formiddag kører vi til lufthavnen.

Alpujarras Detalje 1 Aftensol Over Middelhavet Skinkebutik I Alpujarras

Var det ikke lige den rejse du søgte?

Nedenfor ser du rejser, der har noget tilfælles med rejsen, du lige har kigget på. Frister de dig ikke, kan du søge videre på vores rejsekalender.

Se vores rejsekalender her

Colosseum

Kulturrejse til Rom 16. - 22.2

7 dage, hvor det bliver muligt at komme tæt på både Roms kendte og mindre kende sider i selskab med rejseleder Jesper Storgaard Jensen. Jesper har boet i Rom i mere end 25 år.
Se rejse
Soller Gårdhave

Mallorca i Forårsdragt 9. - 16.3.

Der er mange gode grunde til at besøge Mallorca, ikke mindst i det tidlige forår, hvor mandeltræerne står i fuldt flor i lavlandet.
Se rejse
Madrid, Detalje

Madrid - Spaniens Hjerte 30.3 - 6.4.

På denne rejse bliver der mulighed for at komme under huden på Madrid i selskab med rejseleder Svend Rybner, der er kommet regelmæssigt i byen de sidste 40 år. Tilmed er der afsat to dage til at besøge de historiske byer Segovia og Toledo.
Se rejse