Madrid

MADRID, SPANIENS HJERTE

Madrid er bestemt en rejse værd. Her er meget at opleve: fra de fredelige gader i centrum til metropolens ambitiøse nye arkitektur. Vi arrangerer gerne en rejse til hovedstaden og hjælper på vej med tips til både kendte og mindre kendte attraktioner og restauranter.

 

Overnatning: 7 nætter i ny-restaurerede lejligheder med adgang til indre patio eller fransk altan beliggende centralt i Madrid midtby. I prisen indgår udgifter til lys og varme, linned og håndklæder.

 

Alternativt 7 nætter på roligt hotel*** med morgenbuffet, beliggende ved Puerta de Toledo.

 

Begge overnatningstyper ligger i gå afstand fra seværdighederne, men man har også let adgang til offentlig transport, bus og Metro.

 

PRAKTISK INFORMATION

Fly

Fra Danmark er der direkte fly fra Kastrup til Madrid, og provinstilslutning fra hhv. Aalborg og Billund.

 

Priser

Fra 7.050 kr. pr. person i dobbeltværelse/lejlighed, fly DK- Madrid t/r, inkl. skatter og afgifter. Bidrag til Rejsegarantifonden. Tips, kort og ideer.

Madrid har flere Europa-rekorder som hovedstad: den højest beliggende, den grønneste og den solrigeste. Naturligvis skal man fortabe sig i museumstrekanten mellem El Prado, Thyssen Bornemisza og Reina Sofia. Men byen byder på så meget andet: fantastisk flamenco, storslåede parker, Cava Baja og Cava Alta med de traditionelle restauranter, Ermita de San Antonio med fresker af Goya, det nye kulturhius Caixa Forum....

 

Man kan sagtens tilbringe 8 dage i denne store by, men har man lyst til nogle dagsudflugter, ligger de fire kulturbyer, Segovia, Àvila, Toledo og Alcalá de Henares lige udenfor bygrænsen.

 

Toledo ligger syd-vest for Madrid og har en helt unik bykerne. Den ligger omkranset af floden Tajo og har flere gamle broer, der leder over den. Toledo er tidligere regeringsby og var i Middelalderen en kulturel smeltedigel af jøder, kristne og muslimer. Både katedralen og synagogerne er en stor oplevelse at se. Maleren El Greco slog sig ned i Toledo i 1500-tallet, og i dag kan man se en del af hans malerier her, bl.a. Grev Ortiz' begravelse.

 

Àvila ligger vest for Madrid i 1100 m's højde. Byen er omringet af en bymur med 88 tårne fra 1000-tallet. Den ligger på en meget skrånende bakke og har været næsten umuligt at indtage. Derfor er bymuren og byen indenfor så velbevaret. Katedralen fungerer som en del af murværket og har en noget krigerisk udsmykning på ydermurene. Indenfor murene finder man bl.a. Sct. Teresa-klostret, grundlagt af Teresa af Àvila, mystiker og reformator af den katolske kirke.

 

Segovia, beliggende nord for Madrid, har som vartegn det fantasifyldte Alcázar, et slot i eventyrstil med tårne og spir fra det 19. århundrede. Segovia er også meget berømt for sin akvædukt i to etager med 57 buer, bygget af romerne i det 1. århundrede. En spadseretur på torvet i Segovia ved aftenstide er en meget stemningsfyldt oplevelse: katedralen stråler i solnedgangen, Alcázars tårne knejser over byen, og solens stråler spiller i akvæduktens buer.

 

Alcalá de Henares ligger kun 33 km øst for Madrid. Byens universitet fra 1499 er berømt i hele Europa for sit høje niveau. I byen er der flere fantastiske klostre og kirker at besigtige, inklusiv fødestedet for Miguel Cervantes.

Ring os gerne op så vi sammen kan fastlægge jeres rejse, eller send en e-mail med følgende oplysninger:

  • antal dage/personer

  • flexibilitet mht datoer

  • særlige ønsker, specielle interesser

  • er udgangspunktet vores oplæg med de bestemte antal dage 

  • afrejseby

  • bil eller off. transport