Intro

En drøm kaldet Toscana

Toscana er nok den mest populære af Italiens regioner. Smukke byer, en betagende natur, et dejligt køkken ledsaget af regionens mange fortræffelige vine. Desuden er der fascinerende byer på stribe, der byder på store oplevelser. 
På denne vin-tur har vi base i regionens mest populære by, nemlig Siena. Vi skal stifte bekendtskab med byens historie og mest spændende attraktioner. Herfra udgår vores vin- og kulturture til vinhovedstaden, Montalcino, den charmerende UNESCO-by Pienza, vinbyen Montepulcino samt vinsmagning i Chianti-området.  
Der er fokus på nogle af Toscanas kendte vine – Chianti Classico, Brunello di Montalcino og Vino Nobile di Montalcino. Vi kommer også til at smage på lokale specialiteter som f.eks. den berømte Pecorino-ost fra Pienza.
Gennem foredrag om Italien, Toscana og regionens vin bliver deltagerne klædt på til at være kulturrejsende. 

Velkommen til en uge i hjertet af Toscana med Siena som vores faste, stemningsfulde base. Med Jesper Storgaard Jensen som guide dykker vi ned i regionens fascinerende historie, verdensklasse vine og uspoleret middelalderidyl. Hotellet i Siena ligger lige i udkanten af centrum, og herfra er det let at komme ind til bykernen og tage på busture til regionens forskellige byer.

Bedste hilsner,
Jesper Storgaard Jensen

 

Læs flere anmeldelser her

Fakta

  • Tidsrum: 
  • Tillæg for enkeltværelse: 2.400/2.625 kr.
  • Fly: Med SAS direkte til Firenze. 
  • Afrejse fra Kastrup kl. 16.45 med ankomst til Firenze kl. 19.05.
  • Hjemrejse fra Firenze kl. 19.55 med ankomst til Kastrup kl. 22.10.
  • Vi kan tilbyde tilslutning fra hhv Billund eller Aalborg.
  • Prisen inkluderer: Fly, skatter og afgifter, 7 nætter på godt lokalt hotel i dobbeltværelse med halvpension, entreer og guide samt kørsel i egen bus. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden.
  • Det kulinariske aspekt er hos os en vigtig del af rejsen. Vi lægger vægt på gode lokale måltider, der afspejler den egn, vi befinder os i.
  • Der betales lokalt en turistskat på 2,5€ pr person pr dag. 
Italien, Toscana, vintønder Italien, Toscana, Montalcino gadeliv Italien, Toscana, Siena restaurant

Din rejseleder

Jesper Storgaard Jensen

Da jeg i sin tid begyndte at læse cand.ling.merc. (tolk/oversætter) i italiensk på CBS i København var det grundet min store interesse for Italien. Det, der tiltrak mig mest, var italienske samfundsforhold. Hvordan er forholdet mellem de forskellige grupper i samfundet? Hvordan er forholdet mellem stat, familie og den katolske kirke som institution? Disse spørgsmål og mange andre har - siden jeg flyttede permanent til Rom i 1997 - gjort mig følgeskab. Og alt det jeg gennem tiden har fundet ud af, elsker jeg at dele med de rejsende, som melder sig til Granadas ture til Italien.  

Efter at have boet i mere end 26 år i Italien og efter at jeg som journalist udelukkende har beskæftiget mig med støvlelandet, er jeg kommet til den konklusion, at det bedste Italien har at byde på, er en spændende kultur, en lang historie, et dejligt køkken og en arkitektonisk skønhed som tilsammen er i stand til at dupere alle kulturrejsende. 

Det er disse ingredienser – samfundsforhold, kultur, mad, historie og skønhed m.v. – som jeg vil byde de Italiens-rejsende på. 

På den private front er jeg gift med italienske Daniela, og sammen har vi børnene Sara og Emil. Jeg er desuden forfatter eller medforfatter til syv bøger om Italien. Nye titler vil, forhåbentligt, løbende blive tilføjet denne liste. 

Jesper Storgaard Jensen

Program

Dagsprogram

Italien, Toscana, Montalcino bygade

Kulturrejse til Toscana: Mødested for kunst, historie og gastronomi – den 7.-14. april 

Dag 1: Viva l'Italia – Ankomst til Siena
Med direkte fly fra Kastrup til Firenze. I lufthavnen modtages vi af vores rejseleder, Jesper Storgaard Jensen, hvorefter vores private bus sætter kurs mod Siena. Efter indkvartering på vores charmerende hotel er der fælles middag på restaurant i byen.

Dag 2: Det historiske Siena & San Domenico
Om formiddagen skal vi udforske Sienas UNESCO-fredede centrum til fods sammen med vores dansktalende guide. Vi besøger blandt andet sammen den monumentale San Domenico-kirke.
Fælles frokost på en udvalgt restaurant i byen, hvorefter eftermiddagen er afsat til at gå på opdagelse i Siena. Man kan f.eks. besøge det fascinerende museum Santa Maria della Scala – et af Europas ældste hospitaler. Aftensmaden, som Jesper gerne guider dig til, er på egen hånd. Han lover at have en hemmelig, eksklusiv liste over byens bedste spisesteder med til jer.

Dag 3: Brunello-magi i Montalcino
Denne dag byder på en dagsudflugt til vinbyen Montalcino, hvor vi starter med at slentre gennem de historiske gader og gøre holdt på den legendariske Caffè Fiaschetteria Italiana fra 1888 (et yndet spot for både kongelige og Hollywood-stjerner). Herefter besøger vi multimediemuseet Oro di Montalcino, hvor den berømte Brunello-vins lange historie er illustreret i en række sale. Vi forlader derefter Montalcino for at begive os mod vinhuset Barbi, lidt udenfor byen. Her starter vi med en rundvisning - bl.a. i den historiske vinkælder og på Barbis Brunello-museum – hvorefter vi kommer til at nyde en kombineret vinsmagning af de ædle Brunello-dråber sammen med en let frokostanretning. Senere på eftermiddagen kører vi tilbage mod Siena med et stemningsfuldt stop ved det smukke Sant'Antimo-kloster, hvor Benediktiner-munkeordenen tidligere hørte til. Opførelsen af klostret blev påbegyndt i år 781 og i dag er stedet fuld af en intens historisk atmosfære.
Aften er til fri disposition i Siena.

Dag 4: Pienza – Paver, Pecorino og postkort-udsigter
Efter morgenmaden kører vi mod renæssanceperlen Pienza. Undervejs gør vi holdt ved Italiens absolut mest fotograferede cypresallé. Inden ankomst til byen besøger vi et lokalt mejeri, hvor vi smager på seks varianter af den berømte fåreost Pecorino di Pienza, afstemt med rødvin fra Montepulciano.
Frokost er på egen hånd i Pienzas hyggelige gader, hvor vi også vil kunne konstatere, hvorfor Pienza bliver kaldt ”la città ideale”, ”den idelle by”: byens arkitektur og symmetri og forholdet mellem dens pladser og gader forekommer at være perfekt.
Nu følger en guidet tur til byens arkitektoniske sværvægtere: Domkirken, Piazza Pio II og pavepaladset Palazzo Piccolomini. Palazzo Piccolomini blev opført i det 15. århundrede og har været bopæl for flere paver. Vi besøger paladset og den smukke have i en guidet tur.
Vel tilbage i Siena, er der fælles aftensmad på en restaurant i byen.

Dag 5: Il Palio – Sienas dramatiske hjerte
Denne formiddag indvier Jesper os, gennem et oplæg, i historien om det verdensberømte og intense hestevæddeløb Il Palio. Herefter dykker vi mere ned i dette fænomen gennem en eksklusiv rundvisning på det lukkede Palio-museum med en lokal ekspert.
Efter frokost i byen kan man bruge eftermiddagen på at bestige det 87 meter høje Torre del Mangia (300 trin med belønning i form af Toscanas bedste udsigt), et besøg den botaniske have eller gå en tur på fæstningen Fortezza Medicea.
Om aftenen er der fælles middag på en lokal restaurant i byen.

Dag 6: Chianti Classico & Dantes Monteriggioni
Fra Siena kører vi i egen bus mod Chianti-området hvor vi skal besøge den unikke skulpturpark Parco Sculture del Chianti, hvor moderne kunst smelter sammen med naturen. Turen fortsætter til det officielle Chianti Classico-konsortium, hvor vi inviteres til en sansevækkende blindsmagning af forskellige vine samt en indføring i de berømte vins historie. Vi slutter besøget af med en frokost ledsaget af Chianti-vine.
Efter frokost går turen til den uindtagelige middelalderborg Monteriggioni, der ligger smukt indkapslet i sine fortsat intakte bymure – en by, der havde imponeret digteren Dante så meget, at han har skrevet om byen i "Den Guddommelige Komedie". Monteriggionis bymure blev opført i perioden 1213-1219 og i dag kan man stadig fornemme den historiske atmosfære, når man går rundt i den lille by.
Aften er til fri disposition i Siena.

Dag 7: Besøg i San Gimignano
San Gimignano, der har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 1990, har bevaret en fascinerende og umiskendelig middelalderatmosfære, der går tilbage til det 14. århundrede. Byen blev grundlagt i det 3. århundrede f.Kr. som en lille etruskisk landsby. I dag har den blot ca. 8.000 indbyggere og alligevel en berømmelse der når alle fire verdenshjørner, hvilket skyldes byens høje tårne. I San Gimignanos storhedstid var der mere end 70 af disse tårne, der var et symbol på deres ejers velstand og sociale vigtighed. I dag er der blot 14 tilbage, som dog stadig fungere som en nutidigt vidnesbyrd om svunden tider og som således binder fortid og nutid sammen. Frokost til egen disposition i San Gimignano.
Fælles afskedsmiddag om aftenen i Siena.

Dag 8: Himmeldøren i Sienas Domkirke og arrivederci Toscana
Den sidste dag i Siena dedikerer vi til byens berømte og smukke marmor-stribede domkirke. Vi har sikret adgang til Porta del Cielo (Himmeldøren), hvor vi oppe under de øverste hvælvinger får et spektakulært og sjældent kig ned over det monumentale kirkerum, der vil give de fleste besøgende gåsehud. Domkirken, opført i perioden 1220-1370, er et sandt arkitektonisk mesterværk hvor det romanske og gotiske udtryk blandes sublimt. Undervejs er der frokost på egen hånd. Omkring kl. 16.00 kører vi fra Siena mod lufthavnen i Firenze. Direkte fly mod Danmark.

Italien, Toscana, Siena efterårsblomster Italien, Toscana, Montalcino parksti Italien, Toscana, Siena piazza magiore

Var det ikke lige den rejse du søgte?

Nedenfor ser du rejser, der har noget tilfælles med rejsen, du lige har kigget på. Frister de dig ikke, kan gå søge videre på vores rejsekalender.

Se vores rejsekalender her

Spanien, Ebroflodens udmunding, Valencia, Oceanografic

Fra havet til bjergene, en kulturel og kulinarisk rejse langs Ebro floden

Tag med på en enestående rejse langs Ebro-floden: rismarker, muslingebanker, Michelin stjerne restauranter og tre dage i Valencia. Alt dette på 8 dage.
Se rejse
Marokko, Taroudant, Talouine

Blandt berbere og beduiner, rundrejse i Marokko

Vi kommer helt tæt på den marokkanske kultur og den lokale befolkning af berbere og beduiner. Rejsen går fra Taroudant i syd gennem ørkenlandskabet ved Merzouga til Marrakech på den anden side af Atlasbjergene.
Se rejse
Cinecitta 2

Rom - de skjulte skatte

Oplev Rom fra helt andre sider! Denne rejse er for dem, der allerede har oplevet de klassiske sider af Rom. På denne tur fører vi dig rundt i Roms yderdistrikter, viser dig nye sider af Rom og tager dig med bag facaden.
Se rejse