Intro

Denne rejse er planlagt, så der er god tid til at komme tæt på den marokkanske kultur i storbyen Marrakech med den berømte plads Jemaa el Fna, Koutobia moskeen, markedet og medinaen. Vi bruger de fleste af rejsens dage på landet i området syd for Høje Atlas. Her møder vi sten- og lavaørkenen samt den røde sandørken, og her fascineres vi af de smukke landsbyer med de lerklinede huse og fæstninger i Todra dalen. Desuden har vi fokus på egnens kunsthåndværk og de lokale naturprodukter som rosenolie, arganolie, fossiler og halvædelsten. Og netop på vores rejsetidspunkt blomstrer safran krokus og hylder landskabet ind i et utroligt smukt lilla farveskær. 

Læg hertil udsøgte hoteller og mad, dans og musik - dette er det autentiske Marokko. 

Vi tager kun 13 deltagere med på denne tur.

Fakta

  • Tidsrum: 5. - 16.11. 2024.
  • Tillæg for enkeltværelse: 2.000 kr.
  • Fly: Med Norwegian fra Kastrup til Marrakech. Direkte fly.
  • Afrejse fra Kastrup kl. 6.20 med ankomst kl. 10.50.
  • Hjemrejse fra Marrakech kl. 12.25 med ankomst til Kastrup kl. 16.50.
  • Prisen inkluderer: Fly, skatter og afgifter, 11 nætter på gode hoteller og riads i dobbeltværelse med halvpension, entreer og guide samt kørsel i egen bus. Prisen er inklusiv bidrag til Rejsegarantifonden. Vi har ligeledes lagt 500 kr. på for drikkepenge undervejs.
  • Det kulinariske aspekt er hos os en vigtig del af rejsen. Vi lægger vægt på gode lokale måltider, der afspejler den egn, vi befinder os i.
Marokko Berberkvinde M Barn Let Farvede Garner Til Tryk IMG 5866

Din rejseleder

Pia Köllner

Jeg har været forelsket i Spanien og den spanske kultur, siden jeg i 80erne begyndte at rejse i Spanien. Efter en længere rejse til Mexico begyndte jeg at læse spansk og kom endnu tættere på både kultur, historie og ikke mindst spanierne. I dag er Spanien som mit andet fædreland med mange og gode venner og steder, som jeg glæder mig til at komme tilbage til. 

Mit rejseprogram bringer mig rundt i hele Spanien, og desuden kommer jeg også til Marokko. Jeg er vild med det arabisk influerede Andalusien med de smukke monumenter, blandinger af kristent og muslimsk, den krydrede mad og varmen. Men jeg nyder også at komme til Nordspanien, mere alvorligt og tilbagetrukket, de smukke romanske kirker og kalkmalerier, den raffinerede mad, de innovative hoteller og restauranter. I Marokko genfinder jeg den arabiske kultur i levende live og kan langt bedre forestille mig, hvordan livet har formet sig i det arabiske Spanien i middelalderen. 

Med en cand.mag. i spansk og musik er jeg bredt funderet i Spanien, det spanske sprog, musikken og kulturen. Efter at have boet i Granada et halvt år med min familie, har jeg fået indblik i den spanske hverdag, skolesystemet og dagliglivet i det hele taget.
Jeg har undervist 5 år på VUC og i gymnasiet, og nyder at formidle min begejstring og fascination, når vi er på rejser.

8X6A5417

Program

Dagsprogram

Marrakech 7

Rundrejse i Marokko, 5. - 16.11. 2024

Dag 1: Ankomst til Marokko
Afrejse fra Kastrup med direkte fly til Marrakech. Vi kører til Taroudant ( ca. 4 timer) og bliver indkvarteret på et hyggeligt hotel med udendørs splashpool, lige ved markedet. Aftensmad på restaurant.

Dag 2: 
Taroudant, arganolie og safran
Vi besøger medinaen i Taroudant med det lokale marked, souken, ser læderfarveriet og besøger et kvinde-cooperativ, der producerer og sælger den berømte arganolie. Herefter kører vi til landsbyen Tiout, der ligger smukt i en daddeloase. Her spadserer vi en tur i området og slutter øverst oppe ved borgen. Om eftermiddagen kan man nyde byen og evt. gå på indkøb på markedet i Taroudant. Fælles aftensmad.

Dag 3: Tazenakht og Sousdalen
Vi begynder nu vores rejse tværs gennem landet. Første stop bliver Taliouine, hvor man om efteråret høster krokus for at få det højt værdsatte og kostbare krydderi safran. Vi besøger et center, hører om forarbejdningen og har mulighed for at købe det eksklusive krydderi. Vi passerer også daddelpalmer, kirsebærtræer og arganbuske - en fantastisk frodighed i Sousdalen. Kaffepausen holder vi i Tazenakht, byen, der er kendt for sine smukke tæppemønstre. herefter krydser vi nu bjergkæden Anti-Atlas og fortsætter til Nakob med overnatning på et hotel indrettet i den oprindelige byggestil på egnen, en kasbah. Her spiser vi traditionel aftensmad sammen.

Dag 4: Vulkansk ørken og oaser med palmer
Efter et dejligt morgenmåltid på hotellet sætter vi kursen mod øst og kører gennem det afvekslende ørkenlandskab med vulkanske bjerge og sletter afløst af oaser med dadelpalmer og oliventræer. Vi kommer helt tæt på dette spektakulære landskab, en forhistorisk havbund, der nu er blevet til et ørkenområde med mange fossiler og halvædelstene. Vi får lejlighed til selv at samle fossiler på en lille gåtur i ørkenen. Via ørkenbyen Rissani kommer vi til vores ørkenhotel, der ligger lige på randen af den røde sandørken i Merzouga. Her bor vi et par dage, så der bliver mulighed for at opleve ørkenen både tidlig om morgenen og sent om aftenen. Aftensmad på hotellet.

Dag 5: Morgen på kamelryg, Merzouga og Gnaoui musik
Om morgenen er der mulighed for at komme på den mest betagende tur ud i ørkenen på kamelryg for at se solen stå op over de smukke røde sandbjerge. Resten af dagen er helliget nomaderne og deres liv, som det udspiller sig her på kanten af ørkenen. Vi skal besøge en palmeoase og et par berberlandsbyer, hilse på en berberfamilie og høre den spirituelle Gnaoui musik, mens vi kan nyde ørkenens røde sand som baggrund. Om aftenen skal vi spise aftensmad under stjernerne. 

Dag 6: Erfoud, dadler og Todra dalen
Vi fortsætter nu videre på vores færd og kommer først til Erfoud. Her kan vi købe de frisk plukkede dadler på det lokale marked. Ved middagstid ankommer vi til Tineghir, hvor vi vil besøge et tæppe kooperativ. Berberkvinder fra egnen kommer her og sælger deres tæpper. Vi ser teknikkerne, hører om mønstrene og kan evt. købe et tæppe. Vi kører ind i Todra dalen og går herefter et stykke gennem den. På visse steder i dalen er der klipper op til 300 meters højde, der står så tæt, at de næsten danner et tag. Endelig er området meget præget af de lerklinede huse, der ligger smukt og stråler i aftensolen. Overnatning på hotel og aftensmad her.

Dag 7: De 1000 Kasbahers dal og Aït Ben Haddou
Denne morgen skal vi opleve solen stå op over Todra dalen. På vores vej til Skoura kører vi gennem egnen, hvor der dyrkes roser til rosenolie. Vi stopper undervejs, hører om forarbejdningen og kan ligeledes købe produkter med rosenolie. Herefter går turen videre gennem de "1000 kasbahers dal", der er kendt for de mange ørkenforter beliggende tæt ved floden. Mest kendt er Kasbah Amridil, der var afbilledet på én af landets gamle pengesedler. Vi passerer også Ourzazate, der i dag kendes som en filmby, hvor der optages mange film (Gladiator, Jesus af Nazareth), da der stort set aldrig forekommer regn. Sen eftermiddagen kommer vi til berberlandsbyen Aït Ben Haddou. Indkvartering og fælles aftensmad på vores kasbah hotel.

Dag 8: Tizi'n Tiscka passet, ankomst til Marrakech 
Vi har en rolig morgen hvor vi går til den gamle del af byen, der er fredet af UNESCO og ligger smukt op ad en bakketop. Vi forlader nu ørkenen og berberne og bevæger os om på nordsiden af Atlasbjergene til sletten, hvor Marrakech ligger. Vi krydser Høje Atlas i Tizi'n Tichka passet i 2.260 m højde. Vejen, der snor sig mellem de smukke bjerge, er Marokkos højest beliggende. Herfra er der en fantastisk udsigt til bjergene og til landsbyerne i dalene. Sen eftermiddag ankommer vi til millionbyen Marrakech. Herefter indkvarteres vi på vores hotel og spiser aftensmad sammen.

Dag 9: Jemaa el Fna pladsen 
Fra morgenstunden af vil vi få de første indtryk af denne store by ved at besøge og opleve det overvældende liv på pladsen Jemaa el Fna: slangetæmmere og dansere i vild udfoldelse, juicesælgere, kvinder der maler med hennafarver, jonglører og andet godtfolk. Vi skal også en tur gennem den store souk, hvor vi finder et roligt sted til en frokost. Om eftermiddagen er der tid til at besøge Majorelle haven eller opleve et traditionelt hammam besøg, med sauna, vask med olivensæbe og massage (pris ca. 200 kr). Aftensmad på egen hånd.

Dag 10: Museum Tizkiwin og souken
Dagen vil vi tilbringe i den sydlige del af byen. Vi skal se Koutoubi-moskeen og dens smukke tårn, tvillingetårnet til La Giralda i Sevilla.  Vi skal en tur gennem souken, og vi kigger også lige ind til en herborist og får vist og duftet til berber medicin, theer og krydderier. Vi slutter morgenen af med et besøg på et meget  spændende foto museum med fotos fra Marrakech, før og nu. Huset er meget smukt restaureret og har en rigtig god cafe på tagterrassen til frokosten. 
Den tætte forbindelse til det sydlige Afrika ser vi på Dar Tizkiwin museet, hvor karavanevejene fra Guldkysten og op til Marrakech følges.
Sidst på eftermiddagen bliver der tid på egen hånd til at udforske souken og centrum af Marrakech. Vi spiser aftensmad sammen inde i byen og får lidt af den livlige stemning på dette tidspunkt af dagen med.

Dag 11: Saadiernes gravplads og det jødiske kvarter
I dag skal vi besøge Saadiernes gravsted med de smukt dekorerede gravpladser i andalusisk stil, spadsere rundt i jødekvarteret, Mellah, og fordybe os i marokkansk håndværk udstillet på Dar Si Said museet. Vi kommer også forbi en herborist, der vil fortælle om den traditionelle brug af urter til medicin. Efter frokost på egen hånd er der fri om eftermiddagen til at udforske byen. Afskedsmiddag på en dejlig restaurant.

Dag 12: Hjemrejse 
Efter en god morgenmad kører vi til lufthavnen og flyver direkte til Kastrup.

IMG 20181105 155637 Marrakech 7 Marokko Imlil Mad Let

Var det ikke lige den rejse du søgte?

Nedenfor ser du rejser, der har noget tilfælles med rejsen, du lige har kigget på. Frister de dig ikke, kan du søge videre på vores rejsekalender.

Se vores rejsekalender her

Salamanca

Den Spanske Sølvrute 23.4 - 3.5.

Tag med på en fascinerende rejse via Sølvruten fra syd til nord i Spanien og få store oplevelser undervejs: natur, historie og kultur. Rejsen bevæger sig gennem egne af Spanien, hvor meget få turister kommer.
Se rejse
Room Mate Cocktails

Pia's rejseklub for kvinder 13. - 19. januar

Malaga byder altid på gode temperaturer, ja i januar kan man godt opleve temperaturer på 20º. Vi indbyder til en kvindetur med fokus på kulturoplevelser krydret med aktiv ferie, lækker mad og spa oplevelser
Se rejse